Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 19. maj 2016

Det forbandede totem af LG Jensen

"Lige siden hun var lille, har 13-årige Karoline været god til at stjæle. At hun også har et naturtalent for parkour, har gennem årene givet hendes far mange bekymringer - og Karoline hendes kælenavn: Vips.
Da Karoline kommer i besiddelse af et ældgammelt indiansk totem, får hun dog snart brug for alle sine evner. Visse folk er nemlig parate til at gøre hvad som helst for at få fat i det. Folk, som ikke har tænkt sig at lade en lille tyvetøs komme dem i vejen. Snart er Karoline på flugt gennem, under og over Københavns gader. I hælene har hun både politiet, hensynsløse forbrydere og de mystiske Grå Herrer."



Karoline, også kendt som Vips, er en pige med fart over feltet, der ikke sidder ned længe af gangen, for så kommer hun til at kede sig. Hun vil allerhelst flyve hen over byens tage. Hun elsker at besøge sin morfar; Moffen, der ejer og lever i et antikvariat, Bøgernes Kirkegård. Moffen har modtaget en totemstatue der forstiller den mytologiske figur Wendigoen, der muligvis er forbandet. Der er i hvert fald mange rygter og historier tilknyttet figuren. Karoline får den så sin far, Asger, kan undersøge den. Men der er mange der gerne vil havde fat i denne totem, blandt andet en flok norske (viking)rockere, samt de mystiske Grå Mænd. Både Karoline, Asger samt Karolines bedste ven Stoffer bliver blandet ind i den hæsblæsende jagt gennem Københavns gader.

Vips er er en meget selvstændig 13 årig pige, der er opsat på at gøre hvad hun selv finder rigtig i forhold til hendes moralske kompas. Hendes far er ikke så vild med, at hun til tider stjæler, men når man kan bruge sine evner til en god sag, er Vips lidt mere large med det.

Der er fart over felten i Det forbandede totem. Siderne vender nærmest sig selv, og det var de også nødt til for, at man kan følge med i den hæsblæsende handling. Nogle steder følte jeg, at jeg lige havde behov for at stoppe op og trække vejret. Tempoet gør at man har sluger bogen i løbet af et par timer. Den måtte gerne have været længere for min skyld ;)

LG Jensen skriver (stadig) utrolig humoristisk (det er i hvert fald en humor jeg kan grine af :)).
Han leger også med opsætningen af teksten, og det kan jeg rigtig godt lide. Det giver en helt anden læseoplevelse, og er en rigtig god tilføjelse til historien.

Jeg kunne virkelig godt lide det mytologiske aspekt. Nu har jeg altid interesseret mig for forskellige mytologier fra forskellige verdensdele, og jeg bliver altid så glad, når de bliver brugt i bøger. Det giver noget ekstra til fortællingen.

Det forbandede totem er målrettet børn og unge teenagere, men jeg vil gerne anbefale den til alle der kan lide en spændende, underholdende og velskrevet historie.


4/5 stjerner

Det forbandede totem (Mestertyven Vips #1) af LG Jensen
Forlag: Gyldendal - Tak til forlaget for et eksemplar af bogen
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2012
219 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar