Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 12. maj 2016

Fandemonium af Kieron Gillien og Jamie McKelvie


Fandemonium er bind to i The Wicked + The Divine og tager tråden op knap en måned efter handlingen i The Faust Act (læs anmeldelsen her).
Vi følger stadig den unge kvinde Laura, der nu har oplevet nogle af de grimme sider ved at følge guderne, men hun kan dog ikke holde sig væk fra dem. Hun er selv blevet en (ufrivillig) kendis efter det hun var vidne til i The Faust Act, og må nu også lære at leve med de ulemper, der følger med denne status.

I Fandemonium bliver vi præsenteret for nogle nye guder, mens nogle af de gamle guder bliver trukket lidt i baggrunden, og næsten ikke har noget spilletid. Det er fedt nok med nogle nye guder, men jeg kom også til at savne nogle af de gamle. Især ville jeg gerne vide noget mere om Sekhmet og Amaterasu, men forhåbentlig kommer der noget mere mytologibaggrund i senere hæfter.

Jeg synes der kommer lidt mere kød på handlingen i dette bind. Og så er slutningen bare rigtig god, idet den fuldstændig overraskede mig. Det der skete havde jeg overhovedet ikke regnet med, men det er da helt klart medvirkende til, at jeg skal og må læse videre i bind 3, så jeg kan finde ud af hvor historien nu fører hen.

Der er nærmest flere farver i dette bind end i det forgående. Det troede jeg ikke var muligt, men det er det. Især da vi møder guden Dionysus kommer der knald på. Der bliver leget med farverne, og de spiller godt sammen med tegnestilen. Tegnestilen er stadig ganske interessant og fungerer. 



Jeg vil anbefale både dette bind og dens forgænger til alle der har lyst til at prøve en lidt anderledes tegneserie. Jeg skal selv have skaffet bind 3 så hurtigt som muligt, så jeg kan komme videre i historien.



3,5/5 stjerner

Fandemonium (The Wicked + The Divine #2) af Kieron Gillien og Jamie McKelvie
Forlag: Image Comics
Udgivet: 2015
168 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar