Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 17. januar 2019

Hvor der er fugle af Maren Uthaug

"Midt i Nordatlanten, et par kilometer fra kysten, ligger Kjeungskjær fyr. Det er Norges eneste ottekantede fyr, og i dag er det fuldt automatiseret, men i gamle dage passede fyrfolket lanternen og sørgede for at skibene ikke gik på grund langs kysten. Fyrfolket var sære mennesker, og man sagde at de ikke var rigtige i hovedet. De levede isoleret halvdelen af året, for når vinteren spidser til, er det umuligt at komme til og fra fyret.
Den gamle fyrpasser er død. Pladsen på Kjeungskær fyr er pludselig ledig, og en ung mand på flugt fra sin fortid søger stillingen. Da man ikke må bo på fyret alene er han imidlertid nødt til at finde en kone, og valget falder på præstens datter, som bliver gravid den første nat."


Jeg gik i gang med Hvor der er fugle en aften i min juleferie lige før jeg skulle sove. Jeg havde besluttet mig for at læse bogen fordi et par kollegaer havde anbefalet den og fordi Maren Uthaug kommer forbi mit bibliotek her i januar. Den ligger lidt langt væk fra de genrer jeg normalt læser, men jeg ville gerne et forsøg med den. Og det kom jeg bestemt ikke til at fortryde. Det eneste jeg fortrød, var at jeg startede på den lige før jeg skulle sove, for selvfølgelig blev jeg så fanget af alt dramaet, at jeg var nødt til at læse den færdig i et hug. Hvilket resulterede i at den var omkring halv 4 om natten/morgen før jeg faldt i søvn. Hvad man ikke ofre for muligheden for at læse...

Hvor der er fugle er en slægtsroman, hvor vi følger fyrpasseren Johan og hans familie og det lille samfund på øen Uthaug i Norge. Romanen har flere fortællere, som til tider dækker over de samme begivenheder set fra deres synsvinkel. Den første stemme vi møder er Johans, og jeg vil sige, at jeg ikke var helt solgt på ham i starten. Jeg fandt han meget usympatisk og klynkende på grænsende til at være utålelig. Men der var stadig noget ved hans historie som fangede mig så derfor blev jeg ved med at læse. Efter Johan følger vi datteren Darlings synspunkt og til sidst får vi Maries (Johans hustru) vinkel. De forskellige fortællevinkler skabte en helt del ubesvarede spørgsmål, som jeg gerne ville have svar på, og som var en af grundende til at jeg læste videre. For vi finder snart ud af at alt ikke er som vi tror. Plottet tager nemlig utrolig mange drejninger undervejs, og lige som man tror man har regnet det ud, trækker Uthaug tæppet væk under en, og man står forundret tilbage.

Jeg elskede atmosfæren i bogen. Uthaug beskrev naturen utrolig sanselig, og det var næsten som at være der selv. Beskrivelserne af det lille samfund og dens indbyggere var også ganske interessante, og der var utrolig meget indestængt drama, hemmeligheder, skam, længsel, begær, løgne, ensomhed og fortielser. Hvor der er fugle har det hele. Og det var meget spændende at følge med i deres liv, der var som et kludetæppe, der langsomt blev travlet op.

Hvor der er fugle er en utrolig gribende og velskrevet slægtsroman, der elsker at overraske sin læser. Jeg er rigtig glad for at jeg læste den, for det var en virkelig fantastisk læseoplevelse.


4/5 stjerner

Titel: Hvor der er fugle
Forfatter: Maren Uthaug
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 5. maj 2017
ISBN: 9788711537619
Sideantal: 304

Ingen kommentarer:

Send en kommentar