"Sidsel tør ikke åbne sine øjne.
Hun ved, at de æder hende, hvis hun gør.
Tør du åbne bogen?"
Der er flere fordele ved at arbejde på et bibliotek. En af dem er at man kan være heldig at være til stede, når der kommer nyindkøbte titler. Hvilket jeg var her for nyligt, hvor jeg opdagede denne lille perle af en bog af John Kenn Mortensen.
Ondskabninger er en del af serien Miniværk, der er målrettet litteraturlæsning for børn.
Fortælleren i Ondskabninger er den unge pige Sidsel, der bor sammen med sin lillebror, mormor og morbror Torben. Desværre bor der også nogle ondskabsfulde skabninger (ondskabningerne), der stirrer sultent på hende og som vil flå hende levende og æde hende og resten af familien, hvis hun eller de andre familiemedlemmer åbner øjnene og ser dem. Og så er gode råd jo dyre, for hvordan kommer hun af med ondskabninger uden af åbne øjnene eller vække resten af familien, så de ser ondskabningerne og bliver flået levende.
Ondskabninger er tegnet i John Kenn Mortensens let genkendelige stil. Det betyder at det er nogle virkelig uhyggelige tegninger, og jeg elsker det. Ondskabningerne er tegnet som langlemmede, langhårede væsner med tomme øjne, der vogter over Sidsel med lange, tynde fingre og utrolig skarpe tænder. Tegningerne understøtter historien rigtig fint og giver den en uhyggelig stemning, som passer rigtig godt til den lille gyserhistorie, som den er.
Et af temaerne i historien er at ondskaben kan overvindes ved at tænke kreativt, ligesom Sidsel gør. Hun er bange, men hun udviser et stort mod til at handle og derved redde sig selv og sin familie.
Historien er virkelig godt fortalt både med ord og billeder og oplagt at bruge i danskundervisningen eller hvis man ønsker at læse en god historie med sit barn, som man kan snakke om bagefter.
Ondskabninger er en rigtig fin bog til de yngre børn, der gerne vil prøve kræfter med en uhyggelig historie, hvor der er flere forskellige emner man kan tale om.
3/5 stjerner
Titel: Ondskabninger
Forfatter: John Kenn Mortensen
Serie: Miniværk
Sprog: dansk
Forlag: Alinea
Udgivet: 2018
ISBN: 9788723527271
Sideantal: 18
Ingen kommentarer:
Send en kommentar