Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 7. januar 2019

Læsemål for 2019


Jeg kan godt lide at sætte læsemål for mig selv, når vi går ind i et nyt år og 2019 bliver ingen undtagelse.
Nogle af mine læsemål går igen fra tidligere år, mens nogle er spritnye.


Læsemål for 2019:


Goodreads Reading Challenge
Sidste år havde jeg sat min Goodreads Reading Challenge ned til 100 bøger. Jeg fik læst 275, så derfor har jeg i år valgt atter at sætte mit læsemål op til 150 bøger. Alt over 150 bøger er en bonus.

Jeg vil have større fokus på min Well-Read Women læseudfordring
Tilbage da jeg startede min blog i 2016, var en af mine læseudfordringer at læse de 50 bøger, der er nævnt i Samantha Hahns Well-Read Women. Den udfordring har jeg endnu ikke fået fuldført, og den røg lidt i glemmebogen. Nu er det på tide at få den genopfrisket, og jeg håber på at få læst mellem 5-10 af dem i år. Nogle af de bøger på listen er murstensromaner, så derfor er antallet sat lavt. Det vigtigste er at jeg får fokus på denne læseudfordring igen.

Få læst minimum 80 af mine egne bøger
De sidste par år har jeg haft fokus på at få læst mine egne bøger, så jeg kan få færre ulæste bøger på reolen, og det har jeg også i år. I år har jeg valgt at sætte et minimumsantal på, og jeg vil ikke tælle genlæsninger med. Derudover vil jeg lave en liste i min bullet journal, således at jeg kan holde styr op, hvor mange jeg når at få læst.

Læse flere serier
Endnu en udfordring der går igen fra sidste år. Jeg har ingen anelse om, hvor mange serier, jeg fik færdiglæst eller kom up to date med sidste år, men jeg tror ikke at det er særlig mange. Det vil jeg gerne ændre på i år ved at blive bedre til at holde styr på, hvilke serier jeg er i gang, hvor langt jeg er kommet og hvilke nye serier, jeg gerne vil begynde på. Dette vil jeg skrive et dedikeret blogindlæg om, som gerne skulle komme i løbet af den nærmeste fremtid.

19 bøger i 2019
Sidste år var en af mine udfordringer at lave en månedlig tbr, hvilket jeg også fik gjort. Om jeg fik læst alle bøgerne på mine tbr lister er en helt anden snak, men for det meste gik det okay. I år vil jeg dog forsøge noget andet. Jeg har nemlig udvalgt 19 bøger som jeg gerne vil læse i 2019. Jeg vil ikke skrive mere om det her, da der kommer et dedikeret indlæg om bøgerne, så hold øje med bloggen i den nærmeste fremtid, hvis du vil vide mere.

Begynde at annotere mine bøger mere systematisk
Jeg har meget løst og uden system annoteret mine bøger igennem et par år efterhånden (mest når jeg har husket det), men jeg vil virkelig gerne til at gøre mere ud af det, især af de bøger, jeg vil anmelde her på bloggen. Efter jeg så Little Book Owls video om det i juleferien, er jeg blevet endnu mere tændt på ideen. Så de næste par måneder vil derfor være en form for prøveperiode, hvor jeg tester forskellige metoder samt arbejder på at gøre det til en vane. Jeg kommer dog aldrig til at skrive direkte i mine bøger. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til.

Jeg har også nogle mål for bloggen, som jeg kort vil nævne her
Jeg vil nemlig gerne blive bedre til at skrive og udgive anmeldelserne hurtigere efter at jeg har bøgerne. Nogle gange går der lidt for lang tid mellem at bogen er blevet læst og anmeldelsen er blevet skrevet, og det er altså lidt af en stressfaktor for mig, så det vil jeg meget gerne gøre noget ved. Jeg håber, at når jeg begynder at annotere mine bøger mere systematisk, at det kan være en hjælp.
Derudover har jeg nogle ideer til nye tiltag på bloggen, som jeg gerne vil arbejde mere med i løbet af 2019.

Har du nogle læsemål for 2019?

2 kommentarer:

  1. Jeg har en del lignende mål for 2019 :) 150 bøger+, fokus på at læse dem jeg allerede ejer og læse mine serier færdige i stedet for at lade fx 3. bog hænge og blafre i evigheder

    SvarSlet
    Svar
    1. Den største udfordring for mig bliver min serieudfordring. Jeg elsker at læse serier, jeg er bare ikke så god til at få den læst færdige, hvis der er alt for mange bind. Men jeg håber at 2019 bliver året, hvor jeg virkelig får gjort et indhug i dem :)

      Slet