"Den unge forsker Jo er på feltarbejde i Illinois' dybe skove, da et slemt tilredt barn dukker op ved den hytte, hun har lejet hen over sommeren. Den barfodede pige i den lilla pyjamas kalder sig Ursa og fortæller en mystisk historie om sig selv. Sammen med den lokale landmand Gabe tager Jo sig af Ursa, imens de forsøger at finde frem til sandheden om hendes fortid. Jo og Gabe har dog deres egne ar på sjælen, som de må slås med undervejs."
Jo er en ung forsker, der er på feltarbejde, hvor hun undersøger fugleredder. En aften møder hun den lidt forhutlede pige Ursa, der påstår at hun er et rumvæsen fra en fjern planet. Ursa stikker af hver gang Jo prøver at kontakte sheriffen, så langsomt accepterer Jo ansvaret for pigen. Naboen Gabe bliver også involveret, og sammen bliver de til et lille tætklynget trekløver, som alle har ar på sjælen og skeletter i skabet.
Jeg vidste intet om Hvor skoven møder stjernerne, da jeg lånte med hjem fra biblioteket. Ikke andet end at jeg aldrig kan huske titlen korrekt, at jeg er rart vild med forsidens blålige farver, og at den skulle minde om Hvor flodkrebsene synger. Jeg gik derfor i gang med den en lørdag aften, og havde jeg ikke været træt, så havde jeg læst den færdig i løbet af natten. Men det blev så om søndagen i stedet for.
Jeg fløj igennem bogen, og blev trukket ind i både hverdagslivet, hemmelighederne og alt der imellem.
Jeg elskede naturbeskrivelserne, karakterportrætterne og hvordan de tre hovedpersonerne langsomt åbnede op for sig selv, hinanden og læseren.
Det er en rørende, hjertevarm og velskrevet roman om mennesker, relationer og følelser. Personerne er levende og troværdige, plottet er medrivende, og naturbeskrivelserne er skønne.
Så var du vild med Hvor flodkrebsene synger må du endelig ikke snyde dig selv for Hvor skoven møder stjernerne, som er fantastiske feel-good roman, hvor North Carolinas marsk er skiftet ud med Illinois’ dybe skove. Den får i hvert fald en varm anbefaling herfra.
5/5 stjerner
Titel: Hvor skoven møder stjernerne // Originalsprog: Where the Forest Meets the Stars
Forfatter: Glendy Vanderah
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1. februar 2023
ISBN: 9788727003757
Sideantal: 377
Ingen kommentarer:
Send en kommentar