"Konflikten i jernalderens Skotland spidser til. Romernes greb om Storbritannien strammes, og imperiets magtudøvere skyr ingen midler for at få befolkningen til at underlægge sig det nye regime.
I nutiden kæmper Alexandra med at finde fodfæste i sin nye virkelighed, men intet er som før.
I takt med at nutiden og fortidens skæbnetråde vikles mere og mere ind i hinanden, får Alex sværere ved at ignorere, at Ragnarok nok blot er begyndelsen på rækken af de planer, som skæbnen har hvirvlet hende ind i.
Kapløbet med tiden er sat i gang, og Alexandra må søge i de mørkeste afkroge af mytologien – og i sig selv – for at redde Nathans slægtslinje. Men hvor langt kan man egentlig gå i retfærdighedens navn uden at miste sig selv undervejs?"
[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]
○ Ragnarok ○
Alex er nu tilbage i nutidens Danmark efter hendes tidsrejse til jernalderens Skotland. Hun har dog svært ved at slippe de oplevelser, og de mennesker hun lærte at kende i fortiden. Især fordi hun frygter at Ragnarok nærmer sig med hastige skridt og truer Nathans slægtslinje.
Tidens slør er en helt igennem fantastisk 2'er! Jeg var meget spændt på den, da jeg før har oplevet den svære 2ér, som ikke helt kommer i mål. Men det er slet ikke sagen her.
Tidens slør lever til fulde op til de høje forventninger jeg havde efter at have læst den første bog, og på nogle områder er den endnu bedre end dens forgænger.
Alex er en utrolig fascinerende karakter, og det har været vildt at følge hendes udvikling i løbet af de to første bøger. Jeg kan rigtig godt lide Alex' relation til kusinen Kiera, der er med til at vise nogle nye sider af hende. Generelt er personkarakteristikken rigtig god. Alle karakterne føles levende og troværdige.
Worldbuildingen er også stadig virkelig god, og plottet er forrygende. Der er fuld knald på både spænding og drama uden at det på noget tidspunkt bliver for meget.
Det er en barsk og hjerteskærende fortælling, som borer sig ned under ens hud, og sproget er vanvittig smukt og poetisk. Det var en roman, som jeg havde svært ved at slippe igen, da jeg først gik i gang, og jeg elskede det hele vejen igennem.
4,5/5 stjerner
Titel: Tidens slør
Forfatter: Dina K. Sjöblom
Serie: Mellem verdener #2
Sprog: dansk
Forlag: Klippe
Udgivet: 16. september 2023
ISBN: 9788794332101
Sideantal: 447
Ingen kommentarer:
Send en kommentar