Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 14. november 2022

Mellem Verdener - Ragnarok af Dina K. Sjöblom

"Da Alexandras træner dør, bliver hele hendes verden vendt på hovedet. For hvem er hun overhovedet uden sin bedste ven Nathan og den MMA-karriere, hun nu lægger bag sig?

I et forsøg på at bearbejde sorgen overtager hun Nathans job på det lokale museum, hvor der planlægges en mystisk udstilling om oldtiden på de skotske Hebrider. Men ikke alt ved udstillingen er, hvad den giver sig ud for, og en skæbnesvanger nat under en mystisk tordenstorm bliver Alexandra kastet tilbage i tiden til jernalderens Skotland.

I en brutal virkelighed, hvor mytologi og folklore smelter sammen med interne stridigheder og politiske agendaer, hvirvles Alexandras skæbne ind i fortidens ekko. For hvor går grænsen egentlig mellem myte og menneske?"


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

Alexandras bedste ven og træner Nathan dør. Hun overtager derfor hans job på et lokalt museum for at bearbejde sorgen. Museet arbejder på en udstilling om oldtiden på de skotske Hebrider. En tordenfuld nat bliver Alexandra kastet tilbage i tiden til Skotland i jernalderen. Det er et barsk sted hun er havnet, men måske er det også et sted, der kan give hende det, hun længes efter?

Jeg havde store forventninger til Mellem Verdener - Ragnarok inden jeg gik i gang med at læse den, og heldigvis blev de alle indfriet. Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, er jeg meget glad for og interesseret i den nordiske mytologi, og jeg kan holder derfor meget at at læse forskellige forfatteres bud på samt hvordan de anvender de gamle myter i andre fortolkninger.

Jeg synes forfatterens take på den nordiske mytologi er meget interessant, og ikke noget jeg mindes at have stødt på før. Hun tager lige et skridt eller to tilbage for at se, hvad der lå før de myter vi kender, før de nordiske guder og før asatroen. Jeg synes det er en meget original og kreativ tilgang, og jeg var utrolig fascineret af den.

Alexandra er en stærk karakter både i sind og i krop. Hun er MMA fighter, så hun forstår at kæmpe, men også at bruge hendes kamperfaring til hendes fordel. Det kommer til udtryk i nogle virkelig fede og realistiske slåskampe, som var helt fantastisk beskrevet (det er tydeligt at se at forfatteren inddrager egne erfaringer). Alexandra er en stærk og handlekraftig kvinde, men hun er også midt i en stor sorg, som også får lov til at udfolde sig i løbet af romanen. Jeg kan rigtig godt lide den indsigt det giver i hendes karakter, og hun fremstår troværdig og velafrundet.
Romanen er stort set spækket med interessante karakterer, og jeg er spændt på, hvordan de udvikler sig i de næste par bøger.

Historien er utrolig fængslende, og jeg sad stort set limet til siderne, da jeg gik i gang med den. Det er virkelig en medrivende historie, som suger én ind, så sørg for at du ikke bliver forstyrret, når du går i gang med den. Universet er velbeskrevet og levende. Romanen er meget velskrevet, og sproget er smukt og sanseligt.

Mellem Verdener - Ragnarok er en meget stærk og helt igennem fantastisk debut. Jeg vil meget gerne have fortsættelsen nu, tak!
Læs den, hvis du elsker en fantastisk historie om en stærk kvinde i hovedrollen, magtkampe, kærlighed, sorg, oldtiden og nordisk mytologi. Den får min varmeste anbefaling!

Jeg interviewede forfatteren tidligere i år om blandt andet hendes skriveproces og inspiration. Det interview kan du læse lige her.


4,5/5 stjerner

Titel: Mellem Verdener - Ragnarok
Forfatter: Dina K. Sjöblom 
Serie: Mellem Verdener #1
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 17. september 2022 // oprindelig udgivet 1. september 2019 på engelsk
ISBN: 9788794332002
Sideantal: 368

Ingen kommentarer:

Send en kommentar