Jeg læste 304 bøger i 2024, og der var virkelig mange gode bøger i den stak. Jeg har gennemgået en hård, men nødvendig udvælgelsesproces og er nu klar med en liste over de bedste bøger jeg læste i 2024.
Bøgerne er i tilfældig rækkefølge, og der er links til mine anmeldelser (og der kommer links til dem, jeg endnu ikke har anmeldt).
What Feasts at Night // A House with Good Bones af T. Kingfisher
T. Kingfisher er hurtig ved at blive en af mine yndlingsforfattere, og sidste år fik jeg læst to af hendes bøger, som jeg fandt underholdende på hver deres måde. Bøgerne er meget forskellige, men de har begge horrorelementer og nogle interessante plots og karakterer.
Morning Star af Pierce Brown
Jeg har virkelig godt lide denne sci-fi serie. Den er så fed. Jeg elsker blandingen af politik, intriger og krig tilsat nogle sammensatte karakterer.
Tidens slør af Dina K. Sjöblom
Tidens slør er en helt igennem fantastisk 2'er, og den lever til fulde op til mine høje forventninger. Jeg elsker blandingen af historie og fantasy, og glæder mig så meget til 3'eren.
Høstnat af Malene Sølvsten
Høstnat var et herligt gensyn med flere af karakterer fra Ravnenes Hviskens universet. Jeg var rigtig godt underholdt og slugte nærmest bogen.
Babel af R. F. Kuang
Babel er en utrolig nørdet bog, og er på flere måder meget anderledes fra Poppy War, som var den første bog jeg læste af forfatteren. Babel kan et eller andet uden jeg nødvendigvis kan sætte fingeren præcis på hvad det er, men den satte i hvert fald tankerne i gang hos mig.
Forglemmigej af Teddy Vork
Jeg har et svagt punkt for Teddy Vorks bøger, og denne er ingen undtagelse. Jeg elsker hans måde at skrive gyset frem, og hvordan han mixer det uhyggelige sammen med troværdige og levende karakterer og en helt almindelig hverdag.
Sidste hus på Needless Street af Catriona Ward
Den her bog har nogle af de vildeste tvist, som jeg længe har læst. Flere gange troede jeg, at jeg havde regnet det hele ud, men det havde jeg slet, slet ikke. Bogen er et langt mindfuck, og jeg bliver nødt til at læse den igen (og gerne snart).
Den dag historierne ender af Boris Hansen
Dette er den sidste bog i Tavse Verdener-serien, og det er en fuldtræffer. Den lever op til mine massive forventninger, og er en virkelig god slutning på en fantastisk serie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar