Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 12. august 2025

Sejrherre af Jacob Hedegaard Pedersen

"Det afgørende slag nærmer sig. Ingen i Verdenen ved det, hverken guder eller mennesker, men på hver deres måde gør hærenes ledelser sig forberedelser til krigens afsluttende træfning. General Caspian Koks forsøger at rejse en hær, der kan afskære Jernbjergsdværgene deres adgang til hans besatte hjemland, Bjergriget. Hvis fjenden ikke får støtte fra Jernbjergsdværgene, vil dværgene i Bjergriget kunne rejse sig til modstand og vende krigslykken.

Hærføreren Vigfus Folkvard, bjergmændenes leder, forbereder sig i sin lejr på det afgørende slag ved i tankerne at genbesøge vigtige minder fra sit liv. Sammen med en vis sjælefred håber han på at gennemskue sine fjenders styrker og svagheder, samtidig med at han ser sit eget mørke i øjnene. Højfaderen, Aliestors Ordens øverste leder, forsøger at rejse en ny hær, efter at Ordenens mistede sin styrke ved Storstads fald. Han søger sammen med sine storriddere til Sortmark for at få kejserens hjælp. En hjælp, han kun kan få, hvis han skaber ro for sørøverne i Stridshavn, der truer med at destabilisere kejserdømmets magt.

Alt dette går for sig, mens tiden rinder ud, og det afgørende slag nærmer sig."


○ Krigsmager ○ Stridsmand ○

Sejrherre er tredje og sidste bind i Krigen, hvor krigens væsen bliver undersøgt fra forskellige vinkler. I denne installation følger vi tre nye hovedpersoner, som tidligere har optrådt som bipersoner, men som nu får deres helt egen fortælling. De tre hovedpersoner er bjergmændenes leder, Vigfus Folkvard, Højfaderen for Aliestors Orden samt dværgegeneralen Caspian Koks.
De tre hovedpersoner starter også med tre forskellige tidslinjer, der bliver til én ved det endelige slag.
Vigfus Folkvard følger vi aften og natten før det afgørende slag, men hans tidslinje består også af utallige flashbacks, hvor han ser tilbage på, hvordan han er endt som han er.
Højfaderens tidslinje starter nogle år før det endelige slag, hvor han sammen med storriddere, riddere og væbnere forsøger at rejse en hær, som skal kæmpe mod bjergmændene. 
I Caspian Koks' tidslinje foregår måneder før det endelige slag. Til sidst når vi frem til det endelige slag, men her følger vi nærmest kun Caspians synsvinkel, hvilket var lidt en skam, for jeg ville gerne have fulgt Vigfus Folkvard også, i og med han rent faktisk deltager i slaget.

Sejrherre har samme problem som både 1'eren og 2'eren, og det er tempoet. Det er så langsomt, og det trak ned i min læseoplevelse. Det er ikke fordi, der ikke sker ting, for det gør der (selvom jeg godt kunne have undværet Højfaderens kapitler), men det føltes lidt som en krig at læse den.
Og forfatteren skriver rigtig godt, så det er heller ikke der, der er noget. Det er simpelthen tempoet, der ikke fungerer for mig.

Det kunne også have været rart, at Vigfus Folkvards flashbacks havde været markeret på en eller anden måde, for de første par gange var jeg pænt forvirret, da den flyder direkte fra nutid til fortiden, og det opdagede jeg ikke lige med det samme.  
Som allerede nævnt var jeg ikke særlig vild med Højfaderens kapitler. Ligesom Vigfus lever Højfaderen også til tider i fortiden, men det er ikke for at mindes fortiden, men mere fordi han er ved at blive dement eller noget lignede, da han hele tiden kommer til at blande fortiden sammen med nutiden, og glemmer ting konstant. Han er også en gammel mand, og er heller ikke særlig handlingsorienteret, men alle er mere eller mindre afhængige af han, da han er den øverste indenfor Aliestors Orden. Hans kapitler var de sværeste for mig at komme igennem, og jeg havde gerne undværet dem.
Der er mere action og fremdrift i Caspian Koks' kapitler. Han er en handlingens dværg, og det var interessant at følge hans kapitler. Han var dog også arrogant og bedrevidende til tider, og behandlede ikke altid hans allierede på en ordentlig måde. Men jeg fortrak helt klart Koks og Vigfus' kapitler.
Jeg savnede dog flere kapitler med guderne. Der var kun et par stykker, og det var virkelig en skam for guderne spillede en yderst relevant del i et plot twist. Og så synes jeg bare at guderne var virkelig interessante, og jeg havde håbet, at de fik mere plads i historien. 

Krigen er for dem, der ønsker sig en brutal og mørk trilogi om krig, vold, intriger og meget mere. De er nogle murstensromaner, så der er til flere timers fordybning. 


2,5/5 stjerner

Titel: Sejrherre
Forfatter: Jacob Hedegaard Pedersen
Serie: Krigen #3
Sprog: dansk
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 15. september 2024
ISBN: 9788771719635
Sideantal: 581

torsdag den 7. august 2025

Heksemåne af Jim Butcher

"Kan en varulv være løs i Chicago? Sund fornuft siger nej. De uhyggelige beviser siger ja. Det gør Harry Dresden også. Og med sine mærkelige forbindelser burde han vide det.
Mød Harry Dresden, Chicagos første (og eneste) troldmand og privatdetektiv. På det seneste har alt være stille for Harry Dresden. Man skulle ellers tro, at Chicago ville have lidt mere action for den eneste professionelle troldmandsdetektiv i telefonbogen. Men Harry har ikke været i stand til at finde nogen form for arbejde - magisk eller ej. Lige da det ser ud til, at han ikke har råd til sit næste måltid, sker der et mord, som kræver hans særlige, overnaturlige ekspertise.
Et brutalt lemlæstet lig. Mærkeligt udseende poteaftryk. En fuldmåne. Gæt tre gange. Og de to første tæller ikke... Magi - det kan få en fyr dræbt."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

Heksemåne er anden bog i serien om Harry Dresdens liv og virke som troldmand og privatdetektiv i et Chicago befolket af overnaturlige og til tider dødsensfarlige væsner. Det går dog ikke så godt for Harry for tiden, da der er både lavvande i kunder og i kassen. Arbejdsforholdet til vicekommissær Karin Murphy fra specialenheden hos politiet er også anstrengt for tiden, da Murphy ikke længere stoler på Harry, fordi han har holdt oplysninger skjult for hende angående den overnaturlige verden. Han har gjort det i bedste mening for at beskytte Murphy for overnaturlige trusler, men Murphy er en kvinde med ben i næsen og her i den grad ikke brug for misforståede hensyn. Så da Harry bliver tilknyttet en sag om nogle voldsomme drab, som ser ud til at have været begået af et vildt og blodtørstigt dyr kommer deres forhold på en hård prøve. 

Heksemåne er for første gang blevet udgivet på dansk, men jeg har for flere år siden læst originaludgaven. Som i min anmeldelse af den danske oversættelse af Stormfront vil jeg sige at oversættelse er ganske udmærket. Jim Butcher har en skrivestil med humor og ordspil, som ikke altid er let at oversætte til et andet sprog, men jeg synes, at det her er lykkes langt hen af vejen. Jeg vil nok altid foretrække originalsproget, men dette er bestemt ikke en tosset oversættelse. Jeg hørte størstedelen af denne bog som lydbog, og oplæseren var fin, men han holdt godt nok nogle mærkelige pauser midt inde i sætninger nogle gange. Jeg ved ikke helt, hvad det gik ud på eller om der var fejl i indlæsningen/optagelsen, men det var lidt underligt og forstyrrede også min læsning en smule.  

Worldbuildingen bliver udbygget i denne roman, hvor forfatteren har kastet sig over varulve. Her findes ikke kun én form for varulv eller én bestemt måde, hvorpå man kan blive til en varulv, men flere forskellige. Det synes jeg er meget interessant, da Butcher trækker på flere forskellige myter om varulve, der har deres oprindelse fra forskellige verdensdele og folkeslag. Det giver et bredt og mere nuanceret billede, og giver mere spænding i selve historien. 
Harry er en utrolig fascinerende karakter. Han bliver udfordret og presset lige til grænsen. Han oplever øjeblikke af svaghed og øjeblikke af stor styrke i hans kamp mod varulvene. Det er med til at gøre Harry en mere troværdig karakter, da han ikke kan løse alle problemer bare ved at svinge med tryllestaven. Jeg kan også godt lide at han indrømmer, at han har et par svage øjeblikke, men at han stadig forsøger at kæmpe sig igennem dem og ikke bare lader stå til.

Heksemåne er en underholdende og hæsblæsende urban fantasy med stærke noir toner. Jeg kan varmt anbefale den til alle, der elsker en spændende fortælling.


4/5 stjerner

Titel: Heksemåne // Originaltitel: Fool Moon
Forfatter: Jim Butcher
Serie: Dresdenfilerne #2
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Superlux
Udgivet: 19. september 2022 (denne udgave) // oprindelig udgivet 1. januar 2001
ISBN: 9788775671410
Sideantal: 400

tirsdag den 5. august 2025

En gang macchiato altid macchiato af Sarah Feddersen Thomsen

"Afmagtens vrede boblede i Europas blod samtidig med at panikken trængte sig på. Hvordan skulle de nogensinde finde Daniel? 'Undskyld, hvad?' spurgte hun d det gik op for hende at Lucilla havde sagt et eller andet hun ikke havde hørt. 'Måske skal vi tage det hele lidt mere bogstaveligt," gentog Lucilla.
Daniel er forsvundet - og tiden er ved at rinde ud. Febrilsk sætter Europa alt ind på at finde ham, men det er ikke nemt, for hun har stort set intet at gå efter.
Og som om det ikke er nok rejser Disciplinærudvalgets efterfølgende rapport om sagen langt flere spørgsmål end den afklarer. Spørgsmål som Europa ikke kan lade stå uafklarede hen..."



En gang macchiato altid macchiato er tredje og sidste del i trilogien om Europas eventyr som mareridtsjæger. Bogen tager tråden direkte op fra den sidste bog, og man følger Europas desperate eftersøgning efter Daniel, som er forsvundet. Jeg bliver nødt til at spoile handlingen lidt, for ellers kan jeg ikke skrive om det, som jeg gerne vil. Så dette er din advarsel til at stoppe med at læse nu, hvis du ikke vil vide mere...

De har held med at finde Daniel igen, men han er mærket af sit fangeskab og det eksperiment, han er blevet udsat for. Han kan nemlig ikke se de frygtede natteravne længere, og kan han så overhovedet forsætte arbejdet som mareridtsjæger? Der bliver lavet en rapport over hele forløbet med Daniels kidnapning, men den er yderst mangelfuld, og Daniel mangler svar. Han flytter ind i Europas lejlighed, da han mangler et sted at bo, og de indgår hurtigt i en kærlighedsrelation. Og det er måske her at det kammer lidt over for mig. For deres kærlighedsrelation fylder så utrolig meget (især i starten), og det skaber lidt en skævvridning i plottet for mig. For hele opklaringsdelen med den mangelfulde rapport bliver skubbet i baggrund i et godt stykke tid, og mareridtsravnene og jægerdelen, som jeg fandt det mest interessante er nærmest ikke eksisterende i handlingen. Jeg havde håbet at netop mareridtsravnene ville få en større rolle i denne bog, og at deres lore ville blive mere udfoldet, for det savnede jeg i de to første bøger. Men det skete bare aldrig. 
Der er en lang opbygning til opklaring af mysteriet om rapporten (fordi vi lige skal igennem hele kærlighedsdelen), og så skal jeg da lige love for at går mega stærkt til sidst med at få samlet alle trådene. Der kunne man godt have udfoldet historien på nogle flere sider, så det ikke blev så forhastet.  

En gang macchiato altid macchiato er ikke den stærkeste bog i trilogien, men jeg var stadig fint underholdt. Jeg ville nok have foretrukken flere mareridtsravne og et dybere indblik i det at være mareridtsjæger, og så behøvede kærlighedsplottet ikke at fylde så meget for min skyld.

En gang macchiato altid macchiato er cosy fantasy, som har en meget afslappet skrivestil, og hvor vi ikke er oppe på den store klinge i forhold til, hvad der er på spil. Så hvis du er til bøger, der har humor og action, men hvor du ikke behøver at regulere dit blodtryk er denne trilogi lige noget for dig.


2/5 stjerner

Titel: En gang macchiato altid macchiato
Forfatter: Sarah Feddersen Thomsen
Serie: Natteravn #3
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 31. marts 2025
ISBN: 9788758849973
Sideantal: 280

mandag den 4. august 2025

Kvartalsopsummering #2


Lidt forsinket på grund af sommerferien kommer min anden kvartalsopsummering på mine læsemål. Perioden dækker april, maj og juni.

Goodreads
Mit oprindelige mål var 100 bøger, og det har jeg allerede nået i løbet af dette kvartal. Derfor har jeg forhøjet mit mål til 150 bøger, og det er jeg ret tæt på, at være i mål med, da jeg var på 136 bøger ved udkanten af juni. 
Jeg ved ikke om, jeg hæver mit mål igen, igen. Det kan godt være, at jeg gør det senere på året, men har ikke helt besluttet mig endnu.

Egen hylde
Fra min egen hylde har jeg fået læst 69 bøger, og igen er jeg fint tilfreds med tallet, men jeg vil selvfølgelig altid gerne læse endnu flere af mine egne bøger.

Serier
På seriefronten er der sket nogle ting fra sidste opsummering. Jeg er pt. i gang med 26 serier, og her læst 43 sequels. Jeg har nogle serier, som jeg meget gerne vil læse færdige i år, så dem skal jeg forsøge at holde fokus på (det er lidt svært, men jeg vil gøre et forsøg). Jeg har færdiglæst 9 serier, og det er en fed følelse.

Anmeldereksemplarer
Nå, den her udfordring er ikke gået så godt siden sidst, da jeg kun har fået læst 4 anmeldereksemplarer på tre måneder. Så den her udfordring, skal jeg virkelig til at være mere opmærksom op.

Månedstbr
Jeg er endnu ikke vendt tilbage til denne udfordring, men jeg har nogle ideer for august, september og oktober. Jeg er spændt på, om jeg når i mål med dem (det skal jeg!)

25 i '25
Jeg skal virkelig til at gøre en mere målrettet indsat med denne udfordring, for jeg har kun fået læst tre til af bøgerne på min liste. Bøgerne er Carmilla af Sheridan Le Fanu, Jordskælv af Christian Engkilde og Project Hail Mary af Andy Weir.

I det næste kvartal (juli, august og september) skal jeg især være opmærksom på mine anmeldereksemplarer og 25 i ´25 udfordringer. Men jeg har også et øje på min serieudfordring i forhold til at få læst nogle serier færdig.

fredag den 1. august 2025

Juli 2025


[Indeholder anmeldereksemplar]

I juli har jeg holdt tre ugers ferie, hvilket var dejligt og tiltrængt. 
Jeg har været på Landskuet i Herning med familien, som vi er hvert år, og det var mega hyggeligt som altid.
Derudover har jeg gået lange, skønne ture med min mor og hundene, og ellers har jeg bare slappet fuldstændig af, hvilket var så dejligt.
I sidste halvdel af måneden startede jeg på arbejde igen, men der var stadig godt med feriestemning i biblioteket, hvilket var dejligt.
_________

I juli fik jeg læst 21 bøger. 2 af dem blev hørt som lydbøger. I alt blev det til 5.797 sider.

Den længste bog var Sejrherre581 sider, mens den korteste var Historie60 sider.

Jeg var virkelig godt underholdt af Sødt og råddent. Det var en skøn start på en ny fantasyserie. En anden god start var Drageskjoldene, som jeg også slugte. 
Rød Stue var en solid gyser, som var utrolig velskrevet
Jeg genlæste også både Nimona og Vei serien, og de er (stadig) fantastiske graphic novels. Solo Leveling læste jeg også et par volumes af i løbet af måneden, og de er også virkelig underholdene og spændende. Generelt endte det med at blive en rigtig god læsemåned med flere gode læseoplevelser.

Blodhævn var desværre slet ikke en bog for mig. Jeg uddyber hvorfor i en kommende anmeldelse. 


Serier i juli: 
Færdiglæste serier:
Krigen af Jacob Hedegaard Pedersen 
Vei af Sara B. Elfgren & Karl Johnsson


Igangværende serier:
Sjælebundet 1 af Clara-Amalie Vorre-Grøntved
Algizjournalerne 1 af Lene Krog 
Nattens Skygger 1 af Mads Schack-Lindhardt 
Magiens alfabeter 1 af Nicole Boyle Rødtnes
Solo Leveling 4, 5 af Chugong
Kagurabachi 3 af Takeru Hokazono
The Powerless Trilogy 2 af Lauren Roberts 
Spy x Family 13 af Tatsuya Endo 


DNF:
Vampyrjægerne af L. Sherman


Anmeldelser i juli:
Ingen nye anmeldelser i juli, da bloggen holdt sommerferie.

_________

Jeg starter august med en uges ferie, hvor jeg håber, at få krydset nogle praktiske ting af på min neverending to do liste. Derefter står den på arbejde, hvor flere spændende ting starter op igen. Jeg håber også på, at få gået nogle lange ture og læst nogle gode bøger.


Læste bøger:
K.L. Berger: Aldrig for evigt
Jacob Hedegaard Pedersen: Sejrherre (Krigen #3) 
Clara-Amalie Vorre-Grøntved: Med Døden på slæb (Sjælebundet #1) 
Lene Krog: Sødt og råddent (Algizjournalerne #1) 
L. Sherman: Blodhævn (Vampyrjægerne #1) 
N.D. Stevenson: Nimona 
Mads Schack-Lindhardt: Skyggesværdet (Nattens Skygger #1) (lydbog) 
Sara B. Elfgren & Karl Johnsson: Vei - bog 1 
Sara B. Elfgren & Karl Johnsson: Vei - bog 2 
Adam Ellis: Bad Dreams in the Night 
Nicole Boyle Rødtnes: Drageskjoldene (Magiens alfabeter #1) 
Morten Dürr & Lars Horneman: Liv 
Chugong: Solo Leveling vol. 4 
Teddy Vork: Rød Stue (anmeldereksemplar) 
Takeru Hokazono: Kagurabachi vol. 3 
Lauren Roberts: Reckless (The Powerless Trilogy #2) (lydbog) 
Haidar Ansari: Normaliseret 
Poul Duedahl: Historie 
Et barn i en verden: 8 fortællinger inspireret af H.C. Andersen 
Tatsuya Endo: Spy x Family vol. 13 
Chugong: Solo Leveling vol. 5