Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 16. november 2017

Den Første af Justin Cronin

"Da alvorligt syge kræftpatienter bliver raske efter at været blevet bidt af flagermus i Sydamerika, iværksætter den amerikanske regering et hemmeligt eksperiment på dødsdømte fanger for at undersøge, om virusset fra flagermusene kan kurere sygdom - eller bruges til at skabe den ultimative soldat. Men eksperimentet slår fejl, og pludselig er hele verden forandret.
Mens civilisationen falder fra hinanden, lykkes det to personer at slippe væk og finde et midlertidigt tilflugtssted: FBI-agenten Brad Wolgast, der er et godt menneske, men som hjemsøges af de gerninger, han har gjort i embedes medfør, og den kun seksårige forældreløse Amy Harper Bellafonte, som var en del af det fejlslagne projekt. Wolgast er stærkt besluttet på at beskytte Amy mod den ondskab, der er sluppet løs i verden. Om det så skal koste ham hans liv. Men for Amy er alt dette blot begyndelsen på en meget længere rejse; en rejse som kommer til at strække sig over tid og sted. Det bliver op til hende at afslutte, hvad der aldrig skulle have været begyndt."



Jeg læste Den Første for første gang tilbage i 2012, da den lige var udkommet på dansk. Og jeg havde alle planer om at læse hurtigt videre i trilogien, men det blev forpurret da udgivelsesdatoen for bog tre hele tiden blev udsat. Men så udkom den endelig sidste år og jeg fik den såmænd i julegave. Det var derfor også på tide med en genlæsning af Den Første, da jeg kun kunne huske fragmenter af den og ikke hele historien. Da jeg så kom i gang med at læse den, viste det sig at jeg faktisk kunne huske mere af handlingen end jeg havde regnet med.

Dybt inde i junglen finder en gruppe forskere en ukendt virus, der bliver overført af bid fra flagermuse. Denne mystiske virus kan tilsynelandende kurere kræft, ja måske endda al sygdom. Så de begynder at teste virussen på udvalgte mennesker. Mennesker som ingen vil savne, nemlig amerikanske fanger der sidder på dødsgangen. Men forsøgene går (selvfølgeligt) galt og fangerne er ikke længere mennesker. Virussen har forvandlet dem alle til vampyrer, der kun venter på at sætte tænderne i mennesker for at spise og formere sig. Intet er længere sikkert i denne dystopiske roman, og slet ikke for menneskene, der snart står over for de blodtørstige vampyrer. Verden er ikke længere den samme. Frygt og kaos raser og nætterne er et helvede. Men så let er det trods heller ikke at udrydde menneskene.
For heldigvis overlever en lille pige alt det grusomme og hun kan være nøglen til menneskehedens frelse.
"Før hun blev Pigen fra det Ukendte - Hende, der kom gående, Den Første, Sidste og Eneste, som levede i 1.000 år - var hun bare en lille pige i Iowa ved navn Amy Harper Bellafonte."
Plottet i Den Første er fængende og forfatteren kaster mange bolde op i luften på samme tid. Nogle får vi svar på i bogen, mens andre håber jeg bliver afklaret i de næste to bøger. Der er ligeledes mange forskellige synsvinkler på spil i romanen, men det synes jeg ikke gør det svært at følge med. Det gør det tværtimod mere spændende, fordi man får belyst historien fra flere vinkler. Selvfølgelig er der nogle karakterer man kommer til at holde mere af end andre. Jeg kunne især lide karakterne Peter, Alicia og Amy. Peter fordi han var meget sympatisk. Alicia fordi hun var tro mod sig selv og sine holdninger. Og Amy fordi hun var så mystisk. De var et godt team.

Jeg ved godt at alle vampyrhistorier ikke nødvendigvis er uhyggelig, men jeg havde håbet at denne bare havde været noget lidt mere uhyggelig end den egentlig var. Den havde meget mere spænding end ren uhygge, og jeg savnede lidt det uhyggelige aspekt til tider. Men jeg var utrolig godt underholdt undervejs, så det overvejer til dels den manglede uhygge.

Et minus ved denne bog er at den danske udgave er stor, tung og en kende uhåndterlig. Den er ikke særlig let at have med på farten og derfor kunne jeg læse den derhjemme. Den er selvfølgelig også på over 1000 sider, men jeg har andre bøger der er lige så store eller større, der er nemmere at læse i. Så det forhindrede mig lidt i at læse denne bog på andre tidspunkter og steder jeg gerne ville, som ikke var når jeg sad derhjemme og læste den i min læsestol.
Størrelsen kan måske skræmme nogle væk, men hvis du elsker dystopiske romaner, hvor forfatteren tager tid til at bygge en troværdig historie op, må du ikke snyde dig selv for denne roman.

Den Første tryllebandt mig for anden gang, og jeg glæder mig til at læse videre i serien. Jeg er spændt på hvad, der kommer til at ske med karakterne, og jeg har en formodning om at det hele ikke ender lige godt for alle. Nu må vi se om jeg har gættet rigtigt.


4/5 stjerner

Titel: Den Første / Originaltitel: The Passage
Forfatter: Justin Cronin
Serie: The Passage #1
Sprog: dansk / Originalsprog: engelsk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2012 (denne udgave) / oprindelig udgivet 24. juni 2010
ISBN: 9788711406656
Sideantal: 1019

Ingen kommentarer:

Send en kommentar