Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 7. november 2017

Dømt ude af Elle Kennedy

"Allie Hayes har en krise. Dimissionen lurer lige om hjørnet og hun aner ikke, hvad hun skal stille op med sig selv efter college. Det bliver ikke bedre af, at hun netop er kommet ud af et længevarende forhold og stadig slikker sårene efter bruddet. Selvom hed rebound-sex helt sikkert ikke er svaret på hendes problemer, er den lækre ishockeyspiller Dean Di-Laurentis umulig at modstå. Men selv om hendes fremtid er uvis, er hun dog overbevist om, at Kongen af Engangsknald ikke figurerer i den.
Dean er vant til at få det, han vil. Piger, gode karakterer, piger, anerkendelse, piger … Han er damernes mand og han har endnu ikke mødt en kvinde, der er immun overfor hans charme. Men så møder han Allie. På bare en enkelt nat vender den bramfrie blondine op og ned på hans verden – og nu vil hun bare være venner? Men slaget er ikke tabt endnu og Dean skruer helt op for charmeoffensiven. Men da hans liv tager en uventet drejning, indser han, at det måske er på tide at holde op med udelukkende at fokusere på scoringen … og i stedet sætte alt ind på kærligheden."


Dømt ude er det tredje selvstændige bind i Off-Campus-serien, hvor de to første bind er Aftalt spil og Lagt på is.

Hver gang jeg samler en Elle Kennedy bog op er jeg sikker på, at jeg de næste par timer bliver underholdt på den mest forrygende måde. Og Dømt ude er virkelig underholdende og serien generelt er stærk vanedannede (på den gode måde).

Allie er en kvinde med ben i næsen, der lige har afsluttet et langvarigt og til tider meget turbulent forhold. Hun har brug for at få ro på sine tanker og har brug for at være et sted, hvor hendes ekskæreste ikke kan finde hende. Allies veninde Hannah (fra Aftalt spil) tilbyder, at hun kan overnatte i Hannahs kærestes hus, som skulle være ledig. Men det viser sig ikke helt at være tilfældet. Dean, en meget sexet ishockeyspiller og notorisk skørtejæger som også bor i huset, er hjemme. Og så er der ellers lagt op til begyndelsen på et hedt forhold.

Kennedy forstår at skrive troværdige karakterer, som man hepper på, selv om det tider ikke altid ser for godt ud, og ikke mindst dampende forelskelser/sex scener der får ens kinder til at blive røde.
Allie og Dean passer virkelig godt til hinanden, selvom det i starten ikke ser sådan ud, og de går da også en del igennem sammen og deres forhold bliver angrebet fra flere sider.
Jeg var måske ikke solgt så meget på karakterne i starten. Jeg fandt dem begge en lille smule irriterende på hver deres måde. Dean var en lidt for meget arrogant scoretrold og Allie var lidt for uselvstændig i forhold til hendes brud med ekskæresten. Hun vidste, at det var det rigtige at gå fra ham, men hun blev ved med at genoverveje det igen og igen. Det er måske naturligt, når man ender et forhold, men ekskæresten var en virkelig nar og bare ikke god for hende, og det blev lidt trættende i længden. Men her kommer Kennedys fantastiske skrive- og fortællerstil til at spille ind. Som historien udfoldede sig blev Allie og Dean til virkelig spændende karakterer, som jeg kom til at holde rigtig meget af. De var simpelthen vidunderlige sammen og også hver for sig.

Dømt ude har den samme humor som de foregående bind. Den er romantisk og sexet. Karaktererne er fulde af liv og personlighed. Og jeg kan slet ikke få nok af denne serie. Så jeg må snart se at få læst fjerde bind. Jeg er sikker på at der venter mig en eventyrlig historie.


4/5 stjerner

Titel: Dømt ude / Originaltitel: The Score
Forfatter: Elle Kennedy
Serie: Off-Campus #3
Sprog: dansk / Originalsprog: engelsk
Forlag: Flamingo
Udgivet: 23. maj 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 11. januar 2016
ISBN: 9788702210347
Sideantal: 357

Ingen kommentarer:

Send en kommentar