Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 8. maj 2018

FairyLoot #11 - Whimsical Journeys April 2018


I går aftes fik jeg besked om at jeg kunne hente den nyeste FairyLoot boks, hvilket faktisk var ganske ondskabsfuldt, da de sendte beskeden efter at afhentningsstedet havde lukket. Så jeg var nødt til at vente helt til i dag efter arbejde før jeg endelig kunne hente den. Og så selvfølgelig forsøge at undgå spoilers, da folk bliver så glade når de modtager deres boks og gerne vil dele indholdet med andre. Det kan jeg bestemt godt forstå, jeg gør det også selv i stor stil, men det er nu alligevel lidt hårdt, når man ved at boksen bare venter på at man kan afhente den :)

Sidste måneds boks var jeg ikke så vild med, som man kan læse om lige her. Jeg synes, der var et par ting, som ramte helt ved siden af, og jeg havde også rimelig store forventninger til den, som desværre ikke blev opfyldte. Det blev de til gengæld denne gang! Aprils boks var virkelig gennemført og tingene passede rigtig godt til månedens tema som var Whimsical Journeys.


Den første ting jeg fiskede op af boksen var dette meget mørke duftlys fra Flick The Wick. Duften er inspireret af månedens bog og lavet i samarbejde med forfatteren. Den dufter af gran, fyr og sandeltræ. Den dufter ret kraftig, når man lige tager et snif, og jeg har lidt svært ved at skille de forskellige dufte fra hinanden, så jeg er spændt på, hvordan den dufter når man brænder den. Det må jeg få afprøvet ved lejlighed.


For første gang nogensinde var der et rejsekrus med. Det er designet af Ink and Wonder (som også laver nogle virkelig fede træbogmærker), og låget er præget med FairyLoots logo. Kruset er virkelig flot med et kort over Narnia. Nu drikker jeg hverken kaffe eller te, så jeg kommer nok ikke til at bruge kruset som det var tiltænkt, men jeg tænker at nogle af mine bogmærker vil tage sig rigtig godt ud i det.


Det næste jeg fiskede op var en fin lille emalje pin med den sorte pegasus Blackjack fra Percy Jackson universet. Den var designet af Taratjah.


Der var også en smart lille notesbog med. Den er designet af Little Inkling Designs. Den er baseret på bogen The Darkest Minds af Alexandra Bracken og bærer citatet: "Let's Carpe the Hell out of This Diem".


En anden ting som også var med i en FairyLoot boks for første gang var dette fine og sjove bagageskilt, der selvfølgelig var inspireret af Fantastic Beast and Where To Find Them. Den passer perfekt til temaet og så er det en rigtig sjov ide, selvom jeg ikke lige ved om jeg tør bruge den af frygt for at kunne miste den.


En ting, som jeg ved jeg kommer til at bruge er denne helt fantastiske mulepose fra Stella's Bookish Art. Citatet: "I'm Going On An Adventure" er fra Tolkiens Hobbitten, og den er simpelthen så fin og farverig.


Der var også et flot artprint med fra Fictiontea Designs, som viser vej til forskellige fiktive steder, og jeg vil gerne besøge dem alle, hvis det kunne lade sig gøre.


Der var også to bonus ting med, som ikke havde noget med temaet at gøre. Det ene var et bogmærke for These Fates Divide af Veronica Roth (den anden bog i serien) og det andet var en badge for bogen Ace of Shades af Amanda Foody.


Det sidste jeg fiskede op af boksen var som sædvanligt måneds bog. Bogen var Beyond a Darkened Shore af Jessica Leake. Det er en enkeltstående roman, og genren er fantasy, der blander keltisk og nordisk mytologi. Den lyder virkelig spændende, og jeg er faktisk glad for, at den ikke er starten på en ny og lang serie. Der bliver skrevet alt for få enkeltstående fantasy romaner efter min mening,
Som altid var der et brev fra forfatteren, hvor bagsiden denne gang var et artprint af nogle af karakterne fra bogen. Der var også en signeret bookplate samt et klistermærk fra bogen.
Derudover var der måneds FairyScoop og et bogmærke med temaet.

Jeg synes at det her var en virkelig fed boks, hvor tingene passede til temaet, og jeg kunne følge den røde tråd hele vejen igennem. Efter april måneds succes glæder jeg mig endnu mere til majs tema, som bliver Save the Kingdom. Det kan kun blive godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar