Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 21. maj 2018

Shitstorm af Kristoffer J. Andersen

"Hey, dig! Ja, dig der står med bogen. Vi ved hvem du er! Yeah right, tænker du, men det er rigtigt. Bogen indeholder en microchip der snakker sammen med din Facebook-app, så vi ved hvem du er.
Nej, du kan ikke finde den. Okay, tænker du. Og hvad så? Så læs den her bog. Hvis ikke du gør det, har vi en Facebook-gruppe med 2000 medlemmer der sviner dig til på nettet. Vi skræddersyr naturligvis vores løgnehistorie lige ­præcis til dig! Måske skriver vi at du har været sammen med én du absolut ikke har været sammen med. Måske at du har stjålet. Eller at du har snydt til en vigtig prøve. Men det er ikke rigtigt, tænker du? Ingen vil tro på det. 2000 delinger og likes får alle til at tro på det. Og ingen fakta tjekker den slags. Er du klar til en shitstorm? Hvis ikke, så læs bogen. Så skal vi vise dig hvad man virkelig kan gøre på nettet."


I Shitstorm følger vi Jonas. Jonas går i skolen, men desværre er han ikke blandt de mest populære. Det er Benjamin derimod, og desværre er han også lidt af en mobber. Han går efter dem der er lavere i klassen hierarki end ham selv, og det går en dag ud over Jonas. Det vil Jonas ikke finde sig i, og han bruger Facebook til at vende klassen imod Benjamin, og det virker over alt forventning. På grund af Jonas' opfindsomme hævn bliver han kontaktet af den hemmelige gruppe ReFA, der står for Retfærdighed For Alle. ReFA er en gruppe unge, der bruger de sociale medier til blandt andet at skabe shitstorms for at opnå retfærdighed for andre unge. Jonas bliver hurtig begejstret for sagen, men snart opdager han at ikke alt er, hvad det giver sig ud for.

Jeg opdagede Shitstorm en dag på biblioteket, hvor jeg havde vagten i børnebiblioteket. Jeg læste bagsideteksten og synes at den lød ganske interessant, så jeg lånte den med hjem. Den blev slugt på ganske kort tid en varm forårsdag.

Bogen har en let og enkel tone, samt et højt tempo og spændingsniveau der gør, at den holder ens opmærksomhed fanget indtil sidste side.
Det bedste ved Shitstorm er at den sætter ens tanker i gang om vores, for det meste, meget ukritiske brug af internettet og de sociale medier. Shitstorm viser hvor galt det kan gå, når man ikke overvejer sine ord og hvilken betydning, de kan få for andre og i sidste ende én selv. Bogen demonstrer også, hvor hurtigt en shitstorm rent kan skabes og hvor hurtigt man som individ eller firma kan komme i modvind, hvis der er nogle, der har set sig sure på én. Løgnene spreder sig nemlig med lynets hast og snart har selv Jonas svært ved at skelne mellem hvad der er sandt og hvad der er falsk. For når først noget er på internettet, er det meget svært at få til at forsvinde igen. Desværre synes jeg ikke at Jonas rigtig tager et ansvar for sine handlinger. Han har gjort nogle ret onde ting mod andre, som ikke bare sådan kan gøres godt igen. For som sagt når det først er på internettet forsvinder det ikke igen. Det ville have klædt historien, hvis han virkelig havde angret, og jeg ville også havde fået større sympati for ham. Men det går simpelthen for hurtigt til sidst, og der bliver ikke rigtigt reflekteret over Jonas' handlinger.

Når det nu er sagt er Shitstorm en ganske god bog at give til børn og unge, for bogen kan forhåbentlig sætte nogle tanker i gang om, hvordan man opfører sig bedst muligt på internettet.


3/5 stjerner

Titel: Shitstorm
Forfatter: Kristoffer J. Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 26. februar 2018
ISBN: 9788758828930
Sideantal: 205

Ingen kommentarer:

Send en kommentar