Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 31. marts 2016

Ulvebrigaden af LG Jensen

"I en lille østrigsk flække nær grænsen til Tyskland er Mac Mackenzie på flugt fra en rasende flok bønder. Han er pilot, professionel smuler og arving til et falleret whiskeyimperium og for resten kun iført bananskørt og et stykke faldskærm.
Ikke så langt derfra er amerikanske Eric Rivers, kaldet Landstreicher, blevet hyret af Hitlers højre hånd til at uddanne en specialeenhed, som skal gøre det af med en engelsk, cigarrygende statsmand, kaldet 'Den Fede'. 
Det ved Mac selvfølgelig ikke noget om, lige så lidt som han kender til en række dyriske overfald på bøndernes kvæg. Men med Macs sans for problemer går der ikke lang tid, før end han er dybt involveret..."


Mortimer 'Mac' Mackenizie III er en uheldig mand. Han har i hvert fald en udsøgt evne til at havne i yderst uheldige situationer (læs  overstående citat). Han går fra det ene mere vanvittige problem til det næste. Men man skal ikke have alt for ondt af Mac, for Ulvebrigaden er simpelthen så humoristisk skrevet, at man sidder og smågriner over alle Macs genvordigheder.

Ulvebrigaden minder om tegneserien Lysbrigaden (læs min anmeldelse her) som jeg læste tidligere på måneden, hvad angår nogle gennemgående temaer. De foregår begge under 2. verdenskrig og omhandler nazisternes jagt på et overnaturligt fænomen. I Lysbrigaden var det engle og et magtfuldt sværd, i Ulvebrigaden er det varulve, der skal bruges til en særlig opgave.


Ulvebrigaden er en roman, hvor der er fart over felten. Historien kører bare derudaf, kapitlerne er korte og siderne bliver slugt en efter en. Ulvebrigaden blander forskellige genre, og bliver derfor en hybrid mellem gyser, triller, drengerøvshumor og et lille skævt historisk fiktion.
Jeg havde to problemer med romanen. Jeg synes nogle steder at handlingen gik lidt for hurtigt (det er også en rimelig kort bog på kun 224 sider), og at Macs problemer til tider fyldte lidt for meget i forhold til resten af historien. Men udover dette er Ulvebrigaden en rigtig underholdende bog.

Jeg vil anbefale Ulvebrigaden til dem, der ønsker en udsøgt røverhistorie tilsat en ordentlig potion drengerøvshumor.


4/5 stjerner

Ulvebrigaden af LG Jensen
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2006
224 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar