Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 14. december 2018

Requiem af Patrick Leis

“'Han skød endnu en udød. Da kadaveret væltede om, kravlede en anden op over det, og det gik pludselig op for Jesse, at der faktisk ikke skulle mange nedlæggelser til før stablen af lig var blevet så høj, at zombierne bogstaveligt talt kunne bruge hinanden til at klatre op over muren.'

I den nye verden, hvor de levende døde vandrer på jorden, forsøger en håndfuld mennesker at opretholde livet på en befæstet farm. Man har sikret sig mod zombier og omstrejfende røverbander, og prøver at genopbygge et fungerende samfund. Men i horisonten trækker uvejret sammen, en enlig vandringsmand nærmer sig Fergusonfarmen og med sig bærer han en frygtelig hemmelighed."


[Anmeldereksemplar fra Valeta]


Requiem er det tredje bind i Patrick Leis Necrodemic serie om menneskehedens nærudslettelse forårsaget af blodtørstige zombier. Requiem blev første gang udgivet tilbage i 2003, og det var også deromkring jeg læste den første gang. Nu har hele serien fået et løft både indeni og udenpå og bliver genudgivet af Valeta. Requiem har blandt andet fået en flot ny forside (det har hele serien fået), og så starter Requiem med en helt ny tegneserie tegnet af forfatteren, som sætter stemningen for resten af romanen så fint. Man er i hvert fald ikke i tvivl om at der kommer til at ske en ting eller to, der vil rykke rundt på vores hovedpersoners liv i en temmelig voldsom grad for at sige det mildt.

Der er gået et par hundrede år efter zombierne har indtaget verden og udryddet det meste af menneskeheden. I et nedbrudt Danmark lever menneskerne på isolerede farme, hvor de er i relativ sikkerhed fra zombierne, mens de passer den hverdag, som de så møjsommeligt har bygget op. Det er trods også en del år siden Svøben (betegnelse for en gigantisk flok zombier, der dukker op med års mellemrum for at hærge) sidst hærgede i området. På Fergusomfarmen følger vi indbyggerne i deres daglige gøremål indtil den dag, hvor nogle af dem finder en fremmed kvinde og tager hende med hjem. Hun taler i vildelse om, at det var Svøben, der angreb hendes farm og dræbte alle på nær hende. Og snart begynder mørke skyer at trække hen over den lille farm og dens beboere,

Det er oplagt at sammenligne Requiem med Dennis Jürgensens Kadavermarch, som Leis også selv var inspireret af. Begge romaner er gode historier og fulde af zombiesplat, men de adskiller sig når det kommer til tonen i bogen. Kadavermarch kan til tider være virkelig humoristisk imellem alt splatteren, men det gør Requiem ikke rigtig så meget i. Derfor har Requiem har en meget mere ond og grum tone, som jeg elsker ved den. Den kan til tider være virkelig dyster, men det bør en zombieroman også være efter min mening i hvert fald en stor del af tiden.

Requiem er spændingsmæssigt så godt skruet sammen og fyldt med fede zombiescener, at man ikke har lyst til at slippe bogen, når man først er gået i gang. Det havde jeg i hvert fald ikke, fordi den var virkelig underholdende. Samtidig var jeg også spændt på at genopfriske hvem der blev offer for zombierne og hvem der var så "heldige" at undslippe.

Med Necrodemic serien har Patrick Leis skabt en bloddryppende spændende zombieserie, og er man ny til Leis' univers, kan man sagtnes starte med Requiem (eller starte med begyndelsen i Necropolis, hvis man godt kan lide at læse i rækkefølge). Requiem er nemlig en fantastisk underholdende og velskrevet bog, hvor spændingen bare bliver ved med at stige og stige til den når den endelig kulmination. Jeg vil anbefale den til alle der elsker zombier, for man må bestemt ikke snyde sig selv for den.



4/5 stjerner

Titel: Requiem
Forfatter: Patrick Leis
Serie: (Necrodemic #3)
Sprog: dansk
Forlag: Valeta
Udgivet: 1. november 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2003
ISBN: 9788771570724
Sideantal: 386

Ingen kommentarer:

Send en kommentar