Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 12. august 2021

Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen

"Hvis Gavin vil redde sin families fremtid og sit len fra grev Ereks kløer, må han deltage i den royale ridderturnering. Men konkurrencen byder på en lang og farlig rejse gennem landet, og Gavin mangler både penge og en væbner.

Rubin vil for alt i verden flygte fra sin fortid og en sindssyg ildvæver. Det sidste sted, nogen vil lede efter ham, er i det elverfjendtlige menneskerige Karbon, men uden en beskytter vil han blive gjort til slave, så snart menneskene ser hans lange ører.

Gavin og Rubin er hinandens eneste chance."


Jeg har længe villet læse Sumpbaronens rejse, og nu hvor jeg endelig har fået det gjort, er der kun tilbage at skælde mig selv ud, fordi jeg ikke har gjort det tidligere. Sumpbaronens rejse er nemlig en helt igennem fantastisk bog med nogle utrolig vidunderlige karakterer.

Elveren Rubin/Robin er på flugt fra sin fortid. Han vælger at flygte til riget Karbon, hvor eleverne bliver lagt for had og i mange tilfælde slavebundet. Han håber på, at det er det sidste sted nogen vil lede efter ham. Han skærer også nødtvungen sin ære (aka sit hår) af, da en kort hårpragt er forbundet med stor skam hos elverne. 
Den fattige baron Gavin deltager i den royale ridderturnering for at vende familiens lykke. Desværre bliver han og hans væbner overfaldet af en rival, og væbneren bliver såret, og kan ikke hjælpe til i turneringen. Gode råd er dybe, men da Gavin og Robins veje mødes, øjner de begge en løsning på hver deres problemer. Robin bliver Gavins væbner og de begiver sig ud på turneringens første tre prøver.

Sumpbaronens rejse er blevet en af mine nye fantasy favoritter. Jeg er fuldstændig opslugt af Gavin og Robins eventyr og spirende venskab. Selvom der er enkle skønhedsfejl, er det en helstøbt og vellykket fortælling.
Det er tydelig at mærke at forfatteren har brugt rigtig meget tid på worldbuildingen. Den er fuld af detaljer, både små og store. Jeg oplevede aldrig en informationsoverload, da det hele er flettet sammen på en gennemført og troværdig måde. Jeg håber, at universet bliver endnu mere udforsket i de næste bøger. Bagerst i bogen er der et appendiks, som var virkelig dejligt at have ved hånden.

Jeg lever og ånder nu for Robin og Gavins venskab. Det er helt fantastisk at følge med i, hvordan de langsomt bliver venner og hinandens fortrolige. Hvordan deres forhold går frem og tilbage, og hvordan de tager sig tid til at udfordre hinandens fordomme på en god måde. 
Mange af bipersonerne er også ganske interessante, og jeg håber de også får en rolle at spille i de næste bøger. Jeg er især pjattet med Gavins søstre. De er virkelig en herlig flok kvinder.

Sumpbaronens rejse er en velskrevet og medrivende roman. Den er heller ikke bange for at tage fat i barske emner såsom homofobi, racisme, voldtægt og tortur. Det er helt klart en roman, der giver anledning til eftertanke. 
Det er en episk fantasyfortælling, når det er bedst, og jeg vil anbefale den til alle fantasyelskere. 


4,5/5 stjerner

Titel: Sumpbaronens rejse
Forfatter: Christina E. Ebbesen
Serie: Til Aretz’ Ende #1
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: 11. februar 2019
ISBN: 9788793349414
Sideantal: 512

tirsdag den 10. august 2021

Dicte var her af Eva Munk

"Dicte og Line har været bedste veninder i ti år, og de kender hinanden bedre end nogen andre. De starter begge på gymnasiet, og fra den ene dag til den anden ændrer alt sig. Line opfører sig anderledes end hun plejer. Dicte føler sig svigtet, samtidig med at hun føler sig afskåret fra det sociale i klassen.
Ved et tilfælde finder Dicte frem til Crash, hvor en helt ny verden åbner sig for hende. For på Crash er alle ligesom hende. Anderledes. Stedløse. Outsiders.
Dicte indser, at det måske er muligt at starte forfra. Omskrive sin egen historie. Sørge for, at hun efterlader sit spor i verden …"


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Eva Munk og Byens Forlag]

Dicte og Line skal starte i 1.g sammen. De er begge spændte, og håber på at det bliver nogle fede år. Line falder til med det samme, da hun møder Amalie, som hun kendte for år tilbage, og de klikker som om de har været venner for altid. Line er også utrolig god til at snakke med andre, så hun får snart en større bekendtskab. Dicte er derimod mere indadvendt og stille, og hun har svært ved at kommer ind på andre mennesker. Line er hendes faste holdepunkt, men da Line begynder at ændre sig går det ud over deres venskab, og Dicte føler sig svigtet og alene.

Dicte var her stjal min nattesøvn. Jeg blev helt opslugt af historien og kunne slet ikke lægge bogen fra mig igen, da jeg først var begyndt.
Dicte er en meget relaterbar og troværdig karakter. Jeg kan kende flere aspekter af mig selv i hende, blandt andet at jeg godt kan være en kende tilbagetrukken, når jeg ikke kender folk, og jeg har også selv prøvet, at venskaber går i stykker af flere forskellige grunde, og nogle breakups har været meget hårdere end andre. Derfor er jeg meget glad for Dicte var her, netop fordi den sætter fokus på et venskab, der går i stykker fremfor et romantisk forhold. Sidstnævnte findes der allerede utrolig mange romaner om, og det er derfor dejligt at læse en roman om et venskab, der går itu.

Dictes historie rammer mig lige hjertekulen. Den usikkerhed, identitetstab og rodløshed som Dicte føler er utrolig realistisk og levende beskrevet. Den udvikling som Dicte går igennem for at finde sig selv er også særdeles god beskrevet. 
Eva Munk har virkelig sproget i sin magt og tegner et troværdigt billede af, hvordan ungdomsliv kan være. Der bliver leget med opsætningen, og det fungere meget godt. Jeg kan også rigtig godt lide de digte som Dicte skriver. De er med til at sætte stemningen, og man er derfor aldrig i tvivl om, hvilken sindsstemning Dicte er i. Stemningen bliver også virkelig fint understøttet af citater fra Lana Del Reys sange, og når jeg engang skal genlæse Dicte var her, bliver det med Lana Del Rey i ørerne.

Dicte var her er en utrolig velskrevet og medrivende roman. Jeg levede mig til fulde ind i Dictes verden, og det var både en hård og helt igennem vidunderlig oplevelse. Dicte var her får min varmeste og største anbefaling.



5/5 stjerner

Titel: Dicte var her
Forfatter: Eva Munk
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Byens Forlag
Udgivet: 21. juni 2021
ISBN: 9788794141550
Sideantal: 268

søndag den 8. august 2021

Nye bøger #74 - tilføjelser i juli


Jeg havde ikke lige regnet med at købe nye bøger i juli, men så kom trangen over mig, og jeg fik købt en lille stak på otte bøger hjem. Dertil fik jeg også tilsendt et anmeldereksemplar.


Turbine sendte mig fagbogen Tove Jansson - arbejde og kærlighed af Tuula Karjalainen, som jeg glæder mig utrolig meget til at læse. Forlaget havde også vedlagt en lille hilsen skrevet på det fineste lille Mumikort, som gjorde mig rigtig glad for.


Jeg har læst rigtig meget dansk fantasy på det seneste, og jeg vil rigtig gerne læse endnu mere i fremtiden. Så derfor har jeg købt de to første bøger i Pernille L. Stenbys Mestenens-serien, som er Inkarnation og Under huden, hvor den sidste er delt i to bøger.


De næste to bøger er også del af en fantasy serie, som har fået meget ros. De er skrevet af Fonda Lee, og titlerne er Jade City og Jade War


En booktuber jeg følger har meget varmt anbefalet The Atlas Six af Olivie Blake. Og da vi har nogenlunde samme smag i fantasybøger, bliver jeg simpelthen nødt til at tjekke den ud.

Ved lidt af et tilfælde opdagede jeg, at en af mine yndlingsforfatter (Seanan McGuire/Mira Grant) har skrevet en ny serie under pseudonymet A. Deborah Baker. Første bog er Over the Woodward Wall, som udkom sidste år. Bog to udkommer til efteråret, så jeg håber på at få læst den første bog inden da. 


Jeg har også købt Bridge of Souls af Victoria Schwab, som er tredje del i City of Ghosts serien. Jeg kunne godt lide den første bog, men skal vist lige genlæse den samt læse bog to før jeg kaster mig over denne.

Vi slutter fantasytemaet af med endnu en bog, som har været meget omtalt på SoMe, nemlig Raybearer af Jordan Ifueko. Jeg har med vilje ikke sat mig særlig meget ind i handlingen, men har til gengæld hørt meget godt om den.

Har du købt nogle spændende bøger for nylig?

torsdag den 5. august 2021

I døden og videre af Jacob Kokkedal

"Heltenes tid er forbi i Gudshave, og i menneskeriget Sastion langt mod nord er tronarvingen en spinkel dreng, der helst bruger sin tid på at læse. Men bag bjergene i Ushulash truer De Urenes horder med at løbe Gudshave over ende, og der er pludselig mere brug for helte, end der har været i flere hundrede år. Men hvor skal man finde en helt, når Magiens Strømme ikke længere skaber dem? Er vilje nok til at vinde over ondskaben? Og kan man vinde, hvis viljen mangler?"


Krig er ved at bryde ud i de nordvestlige dele af Gudshave. På den ene side står mørklinger, mørkemager, trolde og andre folkeslag, der går under navnet De Urene, og som ønsker at sprede død og ødelæggelse. Den anden side består af mennesker der, sammen med blandt andet elvere, kæmper for at slå de onde kræfter tilbage. Midt i det hele står tronarvingen Eumon, der godt nok er søn af en krigerkonge, men som aldrig har holdt et sværd i hånden. Men det får den gamle fordrukne vandringsmand Balt ændret på. 

Du bliver kastet lige ud i handlingen, og møder rigtig mange karakterer på relativt få sider. Det kunne godt være en kende rodet i starten, men jeg fik heldigvis hurtigt styr på handlingen. Og så snart jeg var i gang, blev jeg revet med af den spændende handling. Jeg kunne dog godt have brugt en oversigt over de forskellige karakterer, for det var lidt forvirrende indimellem at holde styr på dem alle (især dem, der blev beskrevet med flere forskellige navne).

Jeg kunne rigtig godt lide Balt og Eumons venskab. Det var vildt at se hvordan Eumon udviklede sig fra lidt af et skvat til en meget mere selvsikker dreng under Balts kyndige vejledning. Balt var både sær og hemmelighedsfuld, og det var effektivt at der gik forholdsvis lang tid, før vi fandt ud af hans store hemmelighed. 
Jeg kunne også rigtig godt lide Alvara/maren, og jeg håbede sådan, at vi ville lære hende bedre at kende. Det kommer måske i de næste bøger (det håber jeg i hvert fald).
Jeg kunne godt ønske mig at de få andre kvinder, der var med, måske kunne have spillet en anden rolle end den de gjorde (aka være ofre for onde og brutale mænd). 

I døden og videre skriver sig ind i grimdark traditionen. Den er grum, voldelig, blodig og makaber. Det er kampen mellem det gode og det onde, og alle kneb gælder. 
Jeg er vild med universet og alle de væsner, der befolker det. Det er virkelig fascinerende, og på intet tidspunkt blev det overvældende. Jeg ville bare have mere. 

Forfatteren bruger et meget beskrivende sprog, som jeg egentlig godt kan lide, men der er bare for mange gentagelser indimellem efter min smag. Kapitlerne er også forholdsvis korte, så derfor kunne man altid lige snuppe et ekstra, hvilket jo altid er et plus. Der sker rigtig meget i løbet af bogen, hvilket jeg igen godt kan lide, men det kræver også at man følger godt med for at få mest ud af det.

I døden og videre er en medrivende fantasyroman fyldt med action, blod, vold og venskab. Den er bestemt ikke for sarte sjæle, men jeg vil anbefale den til dem, der gerne vil læse dyster dansk fantasy.


3/5 stjerner

Titel: I døden og videre
Forfatter: Jacob Kokkedal
Serie: Den trofaste søn #1
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: September 2016
ISBN: 9788793349148
Sideantal: 475

søndag den 1. august 2021

Juli 2021


Juli har budt på sommer, sol, regn, ferie, hygge og arbejde. Jeg har holdt ferie med min familie, hvor vi har været på forskellige endagsture. Derudover er tiden gået med at slappe af, og det har været skønt og meget tiltrængt.
Bloggen har også holdt ferie, men jeg har stadig arbejdet bag kulissen, og har en række anmeldelser klar til august. Jeg har også holdt en mini Instagram pause, hvilket var svært i starten og til dels stadig er. Jeg vil så småt begynde at vende tilbage til Instagram igen, men det skal være anderledes end tidligere. Så det betyder ingen endeløs scrolling fordi jeg keder mig.
_________

Juli endte med at blive en rigtig god læsemåned. Det så dog lidt sløj ud i starten af måneden, men så kom jeg efter det. Det blev til i alt 27 bøger, hvoraf 6 blev hørt som lydbøger. Samlet set blev det til 6.823 sider. 

Jeg læste en del længere bøger i løbet af måneden, og den længste af dem var Ørkenrose564 sider. 
Det blev også til en del korte bøger, hvor den korteste var Trylleblik32 sider.

Det blev til en hel del gode bøger i løbet af juli. Jeg var rigtig glad for Bondekongens rejseThe Greek Myths RetoldRead.Die.Repeat 2021 vol. 1Speak: The Graphic Novel samt When I Arrived at the Castle
Jeg fik også læst Jacob Kokkedals fantasyserie Den trofaste bror, som også var en virkelig god, men barsk serie. Jeg fik også lyst til at genlæse Den Store Djævlekrig, og jeg endte derfor med at høre den på lydbog.

Touch the Dark er en bog, som jeg fik anbefalet samt lånte af en kollega. Det er urban fantasy, og den genopfriskede, hvorfor jeg elsker den genre. Den er ikke perfekt, men den er meget underholdende, og har givet mig blod på tanden til at få læst nogle af de ulæste urban fantasy serier jeg har stående. Så det var en dejlig overraskelse.

Det blev desværre også til et par skuffelser. Jeg brød mig hverken om Onduleret og Du er her ikke
Jeg havde også håbet, at jeg ville blive mere glad for Kvinde kend din historie, end jeg endte med at blive, da jeg godt kan lide idéen bag. Men jeg var bare ikke særlig vild med skrivestilen, og jeg synes det blev lidt formularagtig, når man læser alle 50 portrætter lige efter hinanden. Det er stadig en fin bog, men mine forventninger var nok for høje.
_________

August ser ud til at blive en travl måned på arbejde, da vi både har Galaksedage, Forfattervandring og en hel del aktiviteter der starter op igen efter sommerferien. Jeg er derfor meget spændt på, hvor meget energi jeg har til at læse og lave andre ting end at ligge på sofaen og se film (hvilket bestemt også kan være godt).


Læste bøger:
Laura Ringo & Ida Rørholm Davidsen: Onduleret 
Stephen Fry: Mythos: The Greek Myths Retold (Stephen Fry's Great Mythology #1)
Jacob Kokkedal: I døden og videre (Den Trofaste Bror #1)
Jacob Kokkedal: Ørkenrose (Den Trofaste Bror #2) 
R.L. Stine: Glem mig ikke! (Rædselsrummet #1) 
R.L. Stine: Skab nr. 13 (Rædselsrummet #2) 
Jacob Kokkedal: Helerens håb (Den Trofaste Bror #3)
Christina E. Ebbesen: Bondekongens rejse (Til Aretz’ Ende #2) 
Dennis Gade Kofod & Kristian Eskild Jensen: Besat 
Ane Bjørn: Trylleblik 
Beatriz Martín Vidal: Kære tante Agathe
Lilja Scherfig & Otto Dickmeiss: Dybt vand 
Mette Bystrup: Du er her ikke 
Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens Lærling (Den Store Djævlekrig #1) (lydbog)
Jacob Kokkedal: Bastians Løfte (Den Trofaste Bror #4)
Read.Die.Repeat 2021 vol. 1 (anmeldereksemplar)
Anna Degnbol: Rød Vintersol 
Laurie Halse Anderson & Emily Carroll: Speak: The Graphic Novel 
Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning (Den Store Djævlekrig #2) (lydbog) 
Gry Jexen: Kvinde kend din historie - Spejl dig i fortiden 
Kenneth Bøgh Andersen: Den forkerte død (Den Store Djævlekrig #3) (lydbog)
Bo Skjoldborg: Skriv! hurtigt og frit
Emily Carroll: When I Arrived at the Castle 
Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den Store Djævlekrig #4) (lydbog)
Karen Chance: Touch the Dark (Cassandra Palmer #1) 
Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne engel (Den Store Djævlekrig #5) (lydbog) 
Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne djævel (Den Store Djævlekrig #6) (lydbog)