Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 12. august 2021

Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen

"Hvis Gavin vil redde sin families fremtid og sit len fra grev Ereks kløer, må han deltage i den royale ridderturnering. Men konkurrencen byder på en lang og farlig rejse gennem landet, og Gavin mangler både penge og en væbner.

Rubin vil for alt i verden flygte fra sin fortid og en sindssyg ildvæver. Det sidste sted, nogen vil lede efter ham, er i det elverfjendtlige menneskerige Karbon, men uden en beskytter vil han blive gjort til slave, så snart menneskene ser hans lange ører.

Gavin og Rubin er hinandens eneste chance."


Jeg har længe villet læse Sumpbaronens rejse, og nu hvor jeg endelig har fået det gjort, er der kun tilbage at skælde mig selv ud, fordi jeg ikke har gjort det tidligere. Sumpbaronens rejse er nemlig en helt igennem fantastisk bog med nogle utrolig vidunderlige karakterer.

Elveren Rubin/Robin er på flugt fra sin fortid. Han vælger at flygte til riget Karbon, hvor eleverne bliver lagt for had og i mange tilfælde slavebundet. Han håber på, at det er det sidste sted nogen vil lede efter ham. Han skærer også nødtvungen sin ære (aka sit hår) af, da en kort hårpragt er forbundet med stor skam hos elverne. 
Den fattige baron Gavin deltager i den royale ridderturnering for at vende familiens lykke. Desværre bliver han og hans væbner overfaldet af en rival, og væbneren bliver såret, og kan ikke hjælpe til i turneringen. Gode råd er dybe, men da Gavin og Robins veje mødes, øjner de begge en løsning på hver deres problemer. Robin bliver Gavins væbner og de begiver sig ud på turneringens første tre prøver.

Sumpbaronens rejse er blevet en af mine nye fantasy favoritter. Jeg er fuldstændig opslugt af Gavin og Robins eventyr og spirende venskab. Selvom der er enkle skønhedsfejl, er det en helstøbt og vellykket fortælling.
Det er tydelig at mærke at forfatteren har brugt rigtig meget tid på worldbuildingen. Den er fuld af detaljer, både små og store. Jeg oplevede aldrig en informationsoverload, da det hele er flettet sammen på en gennemført og troværdig måde. Jeg håber, at universet bliver endnu mere udforsket i de næste bøger. Bagerst i bogen er der et appendiks, som var virkelig dejligt at have ved hånden.

Jeg lever og ånder nu for Robin og Gavins venskab. Det er helt fantastisk at følge med i, hvordan de langsomt bliver venner og hinandens fortrolige. Hvordan deres forhold går frem og tilbage, og hvordan de tager sig tid til at udfordre hinandens fordomme på en god måde. 
Mange af bipersonerne er også ganske interessante, og jeg håber de også får en rolle at spille i de næste bøger. Jeg er især pjattet med Gavins søstre. De er virkelig en herlig flok kvinder.

Sumpbaronens rejse er en velskrevet og medrivende roman. Den er heller ikke bange for at tage fat i barske emner såsom homofobi, racisme, voldtægt og tortur. Det er helt klart en roman, der giver anledning til eftertanke. 
Det er en episk fantasyfortælling, når det er bedst, og jeg vil anbefale den til alle fantasyelskere. 


4,5/5 stjerner

Titel: Sumpbaronens rejse
Forfatter: Christina E. Ebbesen
Serie: Til Aretz’ Ende #1
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: 11. februar 2019
ISBN: 9788793349414
Sideantal: 512

Ingen kommentarer:

Send en kommentar