Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 1. marts 2018

Februar 2018


Februar var en måned med gang i. Det var en måned, der på den ene side gik langsomt, men også utrolig hurtigt. På arbejdet havde vi en vinterferie, hvor vi virkelig var i det kreative hjørne, og havde derfor mange arrangementer i løbet af ugen. Man kunne blandt andet male på sten, lave perleplader og sy dyr i filt. Der var så mange glade børn, forældre og bedsteforældre så det var en fryd at være på arbejde.
I mit hus skete der også store ændringer i løbet af februar. Gulv er blevet lagt færdig, lofter er blevet malet, og det samme gør sig gældende for 2½ af rummene. 2 af værelserne er næsten helt færdige. Det bliver simpelthen så dejligt og jeg glæder mig til, at jeg kan begynde at indrette dem.

I februar fik jeg læst 21 bøger, hvoraf 6 af dem blev hørt som lydbøger. I alt blev det til 6.474 sider. I løbet af måneden deltog jeg også i et ugelangt readathon, som var ThrillerAThon. En opsummering af min uge kan læses her. 7 nye bøger fandt sig også en plads i løbet af februar.

Jeg fik ikke læst alle bøgerne på min tbr for februar. Faktisk fik jeg kun læst én af bøgerne, og det var As Dead As It Gets. Jeg startede på Scent of Magic, men jeg kom ikke særligt langt, før jeg indså at jeg ikke kunne huske særlig meget af den første bog i serien, og følte at jeg gik glip af noget. Derfor har jeg besluttet at jeg vil genlæse Touch of Power, før jeg går videre med serien. Det får jeg sikkert mest ud af.
A Torch Against the Night håber jeg at få læst under et readathon i marts, hvor den vil passe perfekt ind, men mere om det senere.

Februars korteste bog var Skønheden og uhyret på 48 sider. Men den indeholdte nogle herlig Steen og Stoffer fortællinger, så det var nogle meget underholdende 48 sider.

Februars længste bog var den anden bog i Illuminae serien. Gemina er på 659 sider, og er indtil videre også den længste bog jeg har læst i år. Det er samtidig anden eller tredje gang jeg har læst bogen, og den er lige fantastisk hver gang.


Februars bedste læseoplevelse var der et par stykker af. Jeg var helt vild med As Dead As It Gets, som var både afslutningen på en fantastisk trilogi og den var også helt klart den mørkeste af de tre bøger. Jeg hørte Grave Peril som lydbog oplæst af selveste Spike (James Marsters), og det gjorde han mesterligt. Jeg havde også stor fornøjelse af at genlæse Illuminae og Gemina, mens jeg venter utålmodig på det sidste bind.

Februars største overraskelse var de to første bind af Monstress, som jeg fandt meget underholdende, og jeg er spændt på at se hvor serien bevæger sig hen i det tredje bind, som udkommer senere i år. Jeg blev også helt opslugt af Final Girls, som var en ganske habil og underholdende thriller.

Selvom jeg synes at februar bød på nogle gode læseoplevelser, var der desværre også nogle skuffelser ind imellem. Jeg synes at Ingen vej tilbage var ganske forfærdelig. Fuld af klicheer og bare utrolig kedelig. Jeg havde også forventet noget mere af Håb og Genfærd. Bøgerne var bestemt ikke dårlige, og de har helt sikkert et publikum, men jeg fik bare ikke mine forventninger indfriet, og det var jeg ret skuffet over.

I marts vil jeg trolig arbejde videre på at sætte mit lille hus i stand. Jeg håber også på, at vi får noget mere forårssol, så jeg kan komme til at gå nogle lange ture. Og så håber jeg stadig på nogle gode læsestunder.


Læste bøger:
Jesper Wung-Sung: Kopierne
Elle Kennedy: Kamp til stregen (Off-Campus #4)
Marjorie M. Liu: Monstress vol 1 - Awakening
Nicole Boyle Rødtnes: Genfærd
Bill Watterson: Skønheden og uhyret (Steen & Stoffer #9)
Jim Davis: Garfield 14
Henrik Sandbeck Harksen: Ind i mørket
Jim Butcher: Grave Peril (The Dresden Files #3) (lydbog)
Louise Haiberg: Utopia (Død verden #2)
Lars Ahn: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos
Amie Kaufman & Jay Kristof: Illuminae (The Illuminae Files #1)
Louise Haiberg: Håb (Død verden #3)
Libba Bray: The Diviners (The Diviners #1) (lydbog)
Katie Alender: As Dead As It Gets (Bad Girls Don't Die #3)
Sarah Blakley-Cartwright: Red Riding Hood (lydbog)
Dennis Jürgensen: Sidste time (lydbog)
Amie Kaufman & Jay Kristoff: Gemina (The Illuminae Files #2)
Lee Child: 61 timer (Jack Reacher #14) (lydbog)
Riley Sager: Final Girls (anmeldereksemplar)
Lee Child: Ingen vej tilbage (Jack Reacher #18) (lydbog)
Marjorie M. Liu: Monstress vol. 2 - The Blood


Ingen kommentarer:

Send en kommentar