I uge 10 deltog jeg i et readathon, hvor det drejede sig om at læse fantasy. Jeg har i længere tid haft lyst til at læse med fantasy, og det har jeg faktisk stadig, så det var jo oplagt at deltage i dette readathon. Min tbr kan ses lige her. Og jeg kan allerede afsløre nu at den ikke blev fuldt til punkt og prikke. Men så fik jeg læst noget andet godt.
Mandag d. 5. marts
Jeg har en fridag i dag, som blev brugt på praktiske ting, som at behandle mit nye gulv i soveværelset og kontoret, som var det sidste jeg manglede før de blev indflytningsklare. I går havde jeg lånt lydbogsudgaven The Siren af Kiera Cass, som jeg fik hørt ca. 1½ timer af, inden jeg opdagede, at jeg endelig havde fået lydbogsudgaven af Harry Potter and the Half-Blood Prince, som jeg havde ventet meget længe på. Og den blev jeg simpelthen nødt til at starte på. Men som sagt blev min dag brugt på mange praktiske ting, så jeg fik hørt en del lydbog. Dog tog jeg også nogle pauser indimellem, hvor jeg fik læst noget i ACOTAR.
Antal læste bøger: 0
Antal timer lyttet: 6 timer og 52 min
Antal læste sider i alt: 108
Tirsdag d. 6. marts
Tirsdag stod først på arbejde og bagefter det sidste omgang rengøring af de to værelser. Jeg fik også flyttet alt mit tøj tilbage i mit skab. Min far og bror kom om aften med min nye sofa og hjalp mig med at flytte mine møbler tilbage ind i soveværelset og kontoret. Det er nu ganske rart at have to værelser færdig. Der mangler stadig småting, men det er ting som billeder, et nyt skrivebord og lignende. Alt dette rydden op og flytning gjorde at jeg fik hørt en del lydbog, men ikke fik læst så meget af min fysiske bog. Et par sider blev det dog til.
Antal læste bøger: 0
Antal timer lyttet: 13 timer og 27 min
Antal læste sider i alt: 118
Onsdag d. 7. marts
Jeg var til mine første holdtræninger i mere end 3 måneder, og det var helt fantastisk at komme i gang igen. Jeg fik hørt et par timer af Harry Potter både på min vej til fitness, hjem igen og på vej til arbejde. Jeg havde et par timer hjemme, før jeg skulle på arbejde, hvor jeg begyndte på Diali (Sjælevandrer #1) af Charlotte Fischer Jeg tog Diali med i tasken, så jeg kunne læse lidt i den i min pause.
Antal læste bøger: 0
Antal timer lyttet: 17 timer og 28 min
Antal læste sider i alt: 150
Torsdag d. 8. marts
Så blev jeg færdig med Harry Potter and the Half-Blood Prince, og jeg må sige at Stephen Fry er en helt fantastisk oplæser. Jeg har fluks skrevet mig op til den sidste bog. Det værste er, at der er 7 ugers ventetid på lydbogen!! Så det betyder at jeg må finde noget andet at lytte til mens jeg venter. Jeg synes godt nok at det nogle gange er svært at finde noget jeg gerne vil lytte til, som der ikke er ventetid på.
Jeg fik også læst noget mere af Diali.
Antal læste bøger: 1
Antal timer lyttet: 22 timer og 25 min
Antal læste sider i alt: 174
Fredag d. 9. marts
Jeg skulle møde sent i dag, da jeg havde aftenvagt, så formiddagen stod på nogle afsnit af Heksene fra Warren Manor og nogle kapitler af Diali. Diali røg også med i tasken, så jeg kunne læse lidt i den i min pause. På vej til arbejde fik jeg også hørt noget mere af The Siren. Det blev ikke til så meget igen, men det havde jeg heller ikke regnet med.
Antal læste bøger: 1
Antal timer lyttet: 24 timer og 26 min
Antal læste sider i alt: 221
Lørdag d. 10. marts
Jeg havde også lørdagsvagt, så der blev vendt nogle flere sider i Diali og hørt noget mere af The Siren. Da jeg kom hjem igen, blev det desværre ikke til så meget mere, da jeg var meget træt. Det blev i stedet for et par timer på sofaen med Heksene fra Warren Manor. Efter aftensmaden fik jeg fjernet noget mere tapet fra det værelse, der kommer til at blive mit bibliotek. Det havde jeg forsømt i løbet af ugen, så det var på tide at komme i gang igen.
Antal læste bøger: 1
Antal timer lyttet: 28 timer og 26 min
Antal læste sider i alt: 236
Søndag d. 11. marts
Min far kom fordi et par timer om formiddagen, for at hjælpe med at istandsætte værelserne. Efter min far tog hjem igen, fik jeg hørt det sidste af The Siren og jeg fik også læst noget mere af Diali. Det blev også til nogle film og ikke mindst noget blogarbejde.
Antal læste bøger: 2
Antal timer lyttet: 32 timer og 11 min
Antal læste sider i alt: 326
#becausedragonsRAT endte med 2 læste bøger, 2 delvis læste og 1.260 læste sider i alt. I løbet af ugen synes jeg ikke, at jeg fik læst særligt meget, men efter at readathonet var slut, og jeg fik talt det hele sammen, har jeg faktisk fået læst en hel del.
Det var rigtig dejligt at læse noget mere fantasy, og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg koncentrere mig om at læse mere fantasy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar