"”Det er Kællingekløften,” siger Malik. I gamle dage kastede de ældste kvinder sig ud herfra, når de ikke længere følte, at de bidrog til samfundet. Deres selvmord var et offer, så deres børn kunne overleve. Da han siger selvmord, går der en bølge af ubehag igennem klassen. Men ingen siger noget. For ingen taler om det. Det er, som om Thorbjørn aldrig rigtig har eksisteret.
Hvordan kommer man videre, når ens bedste ven har taget sit eget liv?
Emilie ved det ikke. Hun er fanget i en spiral af sorg, skyld og savn. Og da hun skal på klasseudflugt til Grønland, begynder hun pludselig at se Thorbjørns genfærd … "
Genfærd handler om pigen Emilie. Hun har det ikke let for tiden, da hendes bedste ven Thorbjørn har begået selvmord. De har været venner i lang tid, og blev venner fordi de begge følte sig anderledes. Nu skal Emilie så på studietur til Grønland med den klasse der mobbede Thorbjørn. På turen ser Emilie Thorbjørns genfærd flere gange og uhyggelige ting begynder at ske.
Dette er nok den bog jeg af Nicole Boyle Rødtnes jeg bryder mig mindst om. De bøger jeg har læst af hende, har jeg altid været glad for (nogle mere end andre), men de har aldrig skuffet mig. Det gjorde Genfærd derimod. Det er ikke fordi den er dårligt skrevet eller noget i den stil. Det er den ikke. Den er lige så velskrevet som de andre bøger jeg har læst af hende.
Temaerne som bogen behandler, er også ganske relevante. Det er nemlig mobning, selvmord, savn, skyld, kærlighed og hævn krydret med et overnaturligt aspekt som i dette tilfælde er spøgelser. Så der er rigtig meget at snakke om ud fra, hvis man ønsker det.
Mit største problem er at Genfærd simpelthen er for kort. Kapitlerne er også meget korte og nærmest overfladisk. Det bliver kun til brudstykker af Emilie og Thorbjørns liv, og jeg følte derfor aldrig en følelsesmæssig forbindelse til Emilie, som er den bærende fortæller. Og det er en skam, for hvis jeg havde fået en forbindelse til Emilie er jeg sikker på, at jeg ville have holdt mere af bogen end var tilfældet. Slutningen var heller ikke den store overraskelse for mig, da jeg allerede havde regnet den ud på forhånd.
Genfærd er bestemt ikke nogen dårlig bog, og det vil jeg gerne slå fast.
Jeg er helt sikker på at den nok skal finde et publikum, for der er rigtig meget at snakke om i den. Den var desværre ikke rigtig noget for mig, og jeg var en kende skuffet, da jeg vendte sidste side og sad tilbage med følelsen "var det bare det?".
2/5 stjerner
Titel: Genfærd
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 1. november 2017
ISBN: 9788771657227
Sideantal: 192
Ingen kommentarer:
Send en kommentar