Sammen med nabodrengen Timo, bliver Fry hvirvlet ind i et kynisk komplot mod menneskehedens overlevelse. Hendes venners liv hænger i en tynd tråd, men kan Fry redde dem, når de har allermest brug for hende, eller vil løgne og halve sandheder blive deres undergang?"
I en ikke så fjern fremtid er Danmark blevet sat i karantæne. Menneskeædende monstre hærger landet og de mennesker der stadig er i live forsøger desperat at overleve nætternes terror. Monstrene angriber nemlig kun når det er mørkt, og de er næsten umulige at se og endnu svære at slå i ihjel. I halvandet år har den 17-årige Fry sammen med hendes familie overlevet monstrene, men situationen bliver hele tiden værre og værre. Monstrene kommer hele tiden tættere på og maden er ved at slippe op, så derfor bliver den lille familie nødt til at flygte ud i natten for at finde ny sikkerhed. Fry kommer dog væk fra resten af familien og må sammen med nabodrengen Timo forsøge at overleve.
"Kl. 02.56
Det ukendte er udenfor ... Jeg kan høre det. Mor, far og onkel er nede i stuen. Jeg er på loftet ved vinduet. Jeg kan høre bevægelse ude på gårdspladsen ... Det lyder, som om noget stort og tungt bliver trukket hen over småstenene. Og det kommer nærmere. Det kommer tættere og tættere på huset. Hvad helvede er det?"
I den første del af bogen fortæller Fry om hendes tanker og hverdagen i karantæne til en gammel diktafon. Det fungerer uhyre godt for historien, da man nærmest brutalt bliver smidt ind i den virkelighed som Fry og hendes familie befinder sig i. Og det er en grum virkelighed, hvor de lever i evig frygt for de menneskeædende monstre, indespærret i deres hus mens de langsomt sulter ihjel.
I anden del af bogen er Fry stadig vores hovedperson og hovedfortæller, men vi møder også andre karaktereres synsvinkler, som er med til at give et nuanceret indblik i den dystopiske verden, som Danmark er blevet til, samt disse karaktereres agendaer. Vi befinder os nu i en hel anden setting, som jeg også synes er virkelig interessant. Det er ikke et sted, som jeg nogensinde ville ønske at besøge, men Harpsøe skaber en virkelig creepy atmosfære, hvor man sammen med Fry aldrig er rigtig sikker på, hvem man kan stole på, hvem der er ven og fjende, og som læser lever man sig virkelig ind i det hele med liv og sjæl. Og jeg kan godt love for, at det bestemt ikke er som man tror.
Harpsøe har med De Fejlfødte skruet en utrolig god og spændende dystopisk/science fiction roman sammen. Den har en feministisk tone hele vejen igennem, som virkelig tiltalte mig, og jeg synes det er nogle interessante spørgsmål romanen rejser, især når man ser på hvad der sker rundt omkring i verden lige nu med kvinders rettigheder eller nærmere bestemt mangel på samme. Det er i sandhed nogle grusomme tanker man kan få.
De Fejlfødte er en virkelig velskrevet og utrolig fængende dystopisk/science fiction roman, som man bestemt ikke må snyde sig selv for. Den får min varmeste anbefaling, og jeg glæder mig så meget til at læse det næste bind i trilogien. Jeg tror nemlig, at Harpsøe har endnu flere overraskelser i ærmet til os, som nok skal gøre det til en forrygende læseoplevelse. Det var De Fejlfødte i hvert fald.
4/5 stjerner
Titel: De Fejlfødte
Forfatter: Linette Harpsøe
Serie: Exilium #1
Sprog: dansk
Forlag: DreamLitt
Udgivet: 7. oktober 2017
ISBN: 9788771713572
Sideantal: 368
Ingen kommentarer:
Send en kommentar