"Den magtfulde Mørke troldmand Gellert Grindelwald er med Newt Scamanders hjælp blevet taget til fange i New York. Men præcis som han havde truet med, undslipper Grindelwald sit fangenskab og begynder at samle tilhængere. De fleste af dem har dog ingen mistanke om Grindelwalds skumle planer, som går ud på at opdrage fuldblodstroldmænd, der skal regere over alle ikke-magiske væsener.
I et forsøg på at spænde ben for Grindelwald overtaler Albus Dumbledore igen Newt, hans tidligere Hogwarts-elev, til at hjælpe; men Newt er ikke klar over, hvilke farer der venter ham. I en mere og mere splittet troldmandsverden bliver kærlighed og loyalitet sat på prøve, selv mellem venner og familie."
Som mange andre fans af Harry Potter og det udvidede univers, havde jeg set frem til at se den næste film i Fantastiske skabninger serien - Grindelwalds forbrydelser. Jeg kunne godt lide den første film, Fantastiske skabninger og hvor de findes fra 2016, og fandt den underholdende det meste af vejen. Så jeg skulle selvfølgelig se film nr. 2, og det var her det gik galt. For selvom der var ting, jeg synes fungerede godt i filmen (jeg er fan af Newt og den unge Dumbledore), er der godt nok mange ting, som overhovedet ikke fungere i filmen, og som jeg enten er skuffet over eller står undrende over for eller som jeg bare rent ud sagt hader. Men da jeg elsker Harry Potter universet og da jeg for et par år siden læste manuskriptet til den første film, besluttede jeg at give filmmanuskriptet til Grindelwalds forbrydelser en chance. Det kunne jo være at den ændrede mit syn på filmen...
Spoiler alert - det gjorde den ikke! Og jeg vil med det samme sige at min utilfredshed ikke kommer af at jeg har læst et filmmanuskript i stedet for en roman eller lignende. Min utilfredshed stammer fra nogle af de valg, som karakterne foretager (som går fuldstændig imod karakterens personlighed), dele af handlingen, klipningen (som var utrolig rodet) samt uregelmæssigheder der simpelthen ikke passer ind i tidslinjen.
Historien foregår i 1927, få måneder efter begivenhederne i den første film. Vi møder et væld af de kendte karakterer fra den første film samt en hel del nye karakterer. Det lykkes Grindelwald at stikke af var hans fangevogtere, og han går straks i gang med at samle flere følgere for at kunne udføre sine planer om at troldmandsverdenen skal regere over Mugglerne. Credence leder efter svar på hvem han er, mens Newt passer sine magiske skabninger og drømmer om Tina indtil han igen bliver viklet ind i tingene og må forsøge at løse dem, før der bryder åben krig ud mellem de troldmænd der støtter Grindelwalds ideer og dem der er imod.
Lad os starte med det jeg godt kan lide:
Jeg kan godt lide de magiske skabninger. Jeg er faktisk rigtig vild med dem, og de måtte gerne have været endnu mere med for min skyld. Vi møder en del nye skabninger, nogle har mere scenetid end andre, og så er der selvfølgelig også plads til nogle udvalgte skabninger, som vi mødte i første film. Kort sagt synes jeg bare det er utrolig spændende at få flere informationer om de magiske skabninger. Og så var det simpelthen herligt at læse om Newts kærlighed til dem. Den skinnede tydeligt igennem siderne, og det var bare beskrevet rigtig godt.
Jeg kunne også rigtig godt lide at læse om unge Dumbledore. Han er nemlig en af mine yndlingskarakterer fra Harry Potter serien (bøgerne ikke filmene). Dumbledore er en mand, der har begået flere fejl, og han er bestemt ikke perfekt, men jeg synes at han virkede meget menneskelig, og der var et godt sammenspil mellem ham og Newt.
Selvom jeg ikke er specielt glad for filmen eller filmmanuskriptet, vil jeg sige, at jeg fangede enkle detaljer som jeg havde misset, da jeg så filmen. Her taler jeg om navnene på nogle af Grindelwalds tilhængere og andre små detaljer, som måske ikke er så vigtige, men fint at få med. Men jeg må bare sige at forfatteren vil at for meget på for få sider, så det ender bare med at blive en kende rodet.
Nu til det som jeg ikke kunne lide:
Jeg HADER det der sker med Queenie. Hun var min yndlingskarakter fra den første film (sammen med Newt), og jeg forstår slet ikke at man vælger at bevæge hendes karakter i den retning, som man nu engang har valgt. Det giver ingen mening overhovedet! Seriøst hun kan læse tanker, og kan derfor afsløre når nogle lyver for hende eller holder informationer tilbage og burde derfor ikke handle som hun nu gør. Hold nu op hvor er jeg bitter og vred over dette.
Jeg blev også rigtig glad for Leta Lestrange, men hun virkede mere som en karakter, hvis eneste formål var at "komme imellem" Newt og Tina og at føre Credence plottet videre. Hun havde ærlig talt fortjent bedre.
På de sidste sider bliver det afsløret, hvilken familie Credence tilhører, og undskyld mig, hvis det passer, er det simpelthen så åndssvagt at jeg ikke ved om jeg skal le eller græde. Jeg håber virkelig ikke at det passer...
Man kan vist godt sige, at jeg ikke var så glad for Grindelwalds forbrydelser. Der var nogle ting, som jeg var rigtig glad for, men der var godt nok også ting, der virkelig trak ned. Skal jeg se den næste film/læse det næste filmmanuskript, når de engang kommer? Det ender jeg nok med at gøre, men lige nu er jeg godt nok meget ambivalent omkring det hele.
2/5 stjerner
Titel: Grindelwalds forbrydelser // Originaltitel: The Crimes of Grindelwald
Forfatter: J.K. Rowling
Serie: Fantastic Beasts The Original Screenplay #2
Originalprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 28. november 2018 // oprindelig udivet 16. november 2018
ISBN: 9788702277197
Sideantal: 271
Ingen kommentarer:
Send en kommentar