En fortælling om sangfugle og slanger af Suzanne Collins

"Det tiende Dødsspil går snart i gang. I Capitol gør 18-årige Coriolanus Snow sig klar til en opgave, som vil afgøre hele hans fremtid. Indtil nu er det lykkedes ham at skjule, at hans engang så mægtige familie har mistet alt, selv om facaden begynder at krakelere. Men nu er de dygtigste elever blevet bedt m at være mentor for hver sin soner i Spillet, og Coriolanus øjner en chance for at vinde den tabte respekt tilbage og sikre familiens overlevelse. Det kræver bare, at hans soner vinder. Men til sin rædsel får Coriolanus tildelt pigen fra Distrikt 12, den usleste af dem alle.
Fra nu af er deres skæbner forbundne. Og det kommer til at få konsekvenser, som Coriolanus aldrig havde drømt om..."

En fortælling om sangfugle og slanger er virkelig en bog, der deler vandene. Enten er folk vilde med den eller så er de ikke. Jeg hører til dem, der ikke var særlig glad for bogen for at sige det mildt.
The Hunger Games trilogi er ellers en af mine yndlingstriologier, da jeg første gang læste den, og det er den faktisk stadig, men En fortælling om sangfugle og slanger når den ikke til sokkeholderne.

Lad os starte med det som jeg godt kunne lide ved bogen. Der er desværre ikke ret meget.

• Jeg var spændt på at se, hvordan Spillene startede ud og også gerne hvordan de udviklede sig til de Spil vi kender fra Katniss' tid. Og det gav bogen os faktisk svar på. Spillene er ikke særlige populære. Næsten ingen ser dem i distrikterne og de er heller ikke særlig store i Capitol, så der skal nogle ændringer til. Jeg synes det var interessant at læse om Spillene og hvordan de blev skabt. Men det fylder bare ikke særlig meget at bogen, hvilket var en skam. Det var nemlig noget af det jeg fandt mest interessant. 
• En anden ting som jeg synes var interessant var, hvordan livet i Capitol var både under og efter krigen. Igen er det noget bogen løfter sløret for i større eller mindre grad. 
• Af karakterne fandt jeg den mystiske Lucy Grey interessant, hvorfor kunne vi ikke få historien om hende i stedet for? Hun var i hvert fald mere interessant end Snow, men det ville de fleste nok være. 

Og så kan vi ligeså godt komme i gang med det der ikke fungerede for mig.

• Coriolanus Snow. Bare nej tak. Jeg gider slet ikke gå ind i ham som karakter her. Men han fungerede bare ikke for mig, og slet ikke som skurk. 
• Flowet i historien. Flere steder er handlingen trukket i langdrag. Den bruger en evighed på ikke særlig spændende ting, og så når det endelig bliver en smule spændende er det ovre igen på næste side. Det er især galt i slutningen, hvor det går alt for hurtigt. 
• Kærlighedshistorien. Suk. Så dum, så utroværdig. Og så det pludselige skift der sker til sidst, hvor fanden kom det lige fra?
• Jeg kedede mig så meget, da jeg læste bogen. Hold nu op, hvor var jeg tæt på at give op flere gange, og det skal fandme være sjovt at læse. Men jeg skulle bare være færdig med den. 
• Plottet eller manglen på samme. Ja, der var ikke særlig meget plot. 
• Snows ubegrundede had til sladredroslerne. Hvorfor?

En fortælling om sangfugle og slanger var overhovedet ikke en bog for mig. Den var tæt på at suge alt min læselyst og -glæde ud af mig (og jeg har virkelig store depoter).
Jeg ved virkelig ikke, hvem jeg skulle anbefale den til, for rent ud sagt har jeg ikke den store lyst til det. Men måske er du heldig og er en af dem, der godt kan lide historien.

1/5 stjerner

Titel: En fortælling om sangfugle og slanger // Originaltitel: The Ballad of Songbirds and Snakes
Forfatter: Suzanne Collins
Serie: The Hunger Games #0
Orginalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 19. maj 2020
ISBN: 9788702292923
Sideantal: 540