Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 28. juli 2020

Gudindens Avatar af Henriette Hesselholdt

"Den unge præstelærling, Paleon, bliver trukket med ud af det trygge kloster på en hemmelighedsfuld færd gennem landet Serelia. Han skal hjælpe med at bringe elveren, Si’il, til gudinden Haias tempel hvor hun har en vigtig plads at udfylde i den lurende krig mellem guderne. Med sig har de tre gamle krigskammerater der hver gemmer på deres hemmeligheder, samt en ung kvinde med en tilsværtet sjæl."


Gudindens Avatar er første bog i den nye danske fantasyserie Gudernes krig.

Fortællingen foregår i landet Serelia, hvor guderne er i krig med hinanden. Et rejseselskab er blevet samlet for at bringe elverkvinden Si'il frem til hovedstaden Iserval, hvor Si'il via et ritual vil blive gudinden Haias avatar. Vi følger således deres færd rundt i landet mens de undgår fjender.

Vi bliver kastet lige midt ind i handlingen fra side 1. Det kan både være godt og mindre godt. Jeg synes måske det går lidt for stærkt, da vi hverken har styr på karakterne eller deres mål, hvilket kunne være lidt forvirrende. Men på den anden side blev jeg meget opsat på at finde ud af disse ting. Vi får også lige så stille mere kød på både karaktererne, deres formål samt handlingen. Alt i alt kommer disse ting til at svinge rigtig godt med hinanden.

Præstelæringen Paleon er læserens indgangsvinkel til universet, de væsner der befolker det samt de andre rejsefæller. Han er den lidt naive type, men yderst sympatisk. Han er den karakter, der har mest fortællertid i løbet af romanen, men vi får også indblik i nogle af de andre fra rejseselskabets tanker, synsvinkler og fortid. Det er en broget flok vi har med at gøre som inkluderer soldaten Colver, paladinen Katalena og tyven samt tidligere magiker Sorkan. De har alle kendt hinanden i mange år, og det er ikke nogle gnidningsfrie relationer de har til hinanden. Derudover slutter Sorkans datter Jarsala til selskabet, og så er der selvfølgelig Si'il. Si'il var den karakter, jeg kom til at kende mindst, hvilket jeg synes var lidt en skam, da hun er en ret vigtig karakter. Hun er selvfølgelig en elver, og de plejer at være lidt mystiske.
Der er en rigtig god dynamik i gruppen, der også gav plads til interne dramaer, som var interessante at følge med i.

Universet er virkelig spændende og rigtig godt opbygget. Der er mange klassiske fantasyvæsner med, hvilket passer godt til det overordnede tema som var kampen mellem det gode og det onde. Dette tema blev også understreget flere steder i løbet af handlingen, men der var heldigvis også plads til karaktere, der havde lidt mere gråt i dem.
Et lille minus for mig var dog at der var rigtig mange kampe med i denne forholdsvis korte roman på 261 sider. Forstå mig ret, jeg elsker en fed slåskamp og action scene, men her nåede de nogle gange knapt nok at tage et åndedrag før de var i en ny kamp med en ny fjende. Det gik bare lidt for stærkt nogle gange.
Gudindens Avatar mindede mig meget om de klassiske Dragonlance romaner, hvilket jeg bestemt ikke havde noget imod.

Leder du efter en velskrevet fantasyserie med nogle spændende karakterer og et handlingsmættet plot? Så vil jeg anbefale dig at tjekke Gudindens Avatar ud. Det er en virkelig god debut, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse videre i serien.



3,5-4/5 stjerner

Titel: Gudindens Avatar
Forfatter: Henriette Hesselholdt
Serie: Gudernes Krig #1
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 15. september 2019
ISBN: 9788758832265
Sideantal: 261

Ingen kommentarer:

Send en kommentar