"Til den årlige blodceremoni, hvor farven på unges pigers blod afgør deres skæbne, flyder gyldnet blod fra Dekas årer, Guld er urenhedernes farve, og Deka må indse, at hun er alaki - en næsten-udødelig dæmon, og at livet, som hun kender det, er forbi.
Da en mystisk kvinde dukker op, står Deka over for et valg: at tilslutte sig kejserens hær af alaki-krigere eller blive i det helvede, der nu er hendes liv. I håb om at finde en plads i verden vælger Deka det første, men det går langsomt op for hende, at hun ikke kan stole på nogen, og at intet er, hvad det giver sig ud for at være. Måske ikke engang hende selv."
Jeg indrømmer blankt, at jeg havde meget høje forventninger til De Blodgyldne. Jeg har set den rost flere steder, og alene på den danske forside bliver den omtalt som "en mørk, feministisk fortælling spundet på blod og guld. Must read!". Det lyder jo lige som noget for mig, men det var det desværre ikke. Lad os starte med det jeg godt kunne lide.
Jeg kan rigtig godt lide bogens ide. Det er et interessant koncept med piger, der bløder guld, og som viser sig at være noget andet end mennesker. Pigerne med gyldnet blod bliver betragtet som dæmoner (alaki) af samfundet, og herefter dømt til døden. Nogle undslipper dog denne grumme skæbne ved at blive optaget i Kejserens private hær. Her skal de lære at bruge deres overnaturlige styrke til at bekæmpe de frygtede dødsskrigere, som plager landet. Vores hovedperson Deka er anderledes fra de andre alakier. Hun har nogle særlige evner, som de andre ikke har. Hun kan blandt andet give ordre til dødsskrigerne, som de er nødt til at adlyde, og hun bliver derfor sat i spidsen for at udrydde dødsskrigerne. Men alt er selvfølgelig ikke, som det ser ud til.
Som udgangspunkt kan jeg rigtig godt lide universet. Der er flere temaer, som er yderst relevante, og som jeg også synes forfatteren kommer fint omkring. Jeg kunne dog godt have tænkt noget mere worldbuilding. Der er eksempelvis flere forskellige væsner i verdenen, men de bliver ikke rigtig uddybet, men blot nævnt i forbifarten, og det synes jeg er en skam.
Jeg kunne godt lide venskabet mellem Deka og Britta. Generelt kunne jeg godt lide de stærke venskaber, der var mellem alakierne.
Til gengæld var jeg ikke solgt på romancen mellem Deka og hendes udkårne. Den virkede så forceret, og som om forfatteren med vold og magt skulle have en kærlighedshistorie med.
Mit helt store problem med De Blodgyldne er skrivestilen. Den fungerer slet ikke for mig. Det er en meget beskrivende og fortællende skrivestil, som flere gange rev mig fuldstændig ud af handlingen. Men den er ikke beskrivende og fortællende på den gode måde. Den er mere refererende, hvor ting bliver fortalt efter de er sket eller blot bliver behandlet ganske kort. Der er ingen rigtig dybde.
Et eksempel: der er et tidspunkt, hvor Deka får nogle vigtige informationer, som hun har brug for, men i stedet for at vise læseren samtalen mens den foregår, får vi et referat fra Deka efter den er overstået. Og det er så kedeligt for mig som læser. Og det sker hele tiden igennem hele bogen.
Deka er bogens jeg-fortæller og selvom jeg ikke har noget mod hende som hovedperson, så var det som om hun glemte ting flere gange (uden nogen grund), og/eller holdt ting skjult for læseren. Men hvordan kan du holde noget skjult for læseren, for det vil betyde at du holdt det skjult for dig selv, for vi er jo i dit hoved. Jeg ved ikke om skrivestilen spiller ind her igen, men jeg synes det var meget kluntet.
Selvom De Blodgyldne ikke var en bog for mig, er jeg sikker på, at der er andre der vil sætte stor pris på. Det er en spændende historie med et interessant koncept.
2,5/5 stjerner
Titel: De Blodgyldne // Originaltitel: The Gilded Ones
Forfatter: Namina Forna
Serie: Dødløs #1
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Gutkind
Udgivet: 27. oktober 2021 (denne udgave) // oprindelig udgivet 8. oktober 2020
ISBN: 9788743401780
Sideantal: 410
Ingen kommentarer:
Send en kommentar