Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 9. januar 2023

Læsemål for 2023


Jeg forsøger endnu en gang at sætte nogle læsemål for det nye år. Det gik ikke helt som forventet i 2022, men måske var jeg for ambitiøs eller bare for dårlig til at følge op på de mål, som jeg havde sat mig, eller en kombination af begge. Jeg vil gerne gøre det let for mig selv, men også gerne udfordre mig selv, så jeg ikke helt, hvordan jeg skal finde en balance mellem de to ønsker.
Så måske kommer mine mål til at ændre sig undervejs, men jeg ved i hvert fald, at jeg skal blive bedre til at følge op på dem, og ikke blot når vi nærmer os slutningen på året.


Goodreads Reading Challenge
Jeg var meget ambitiøs sidste år, og satte min Goodreads Reading Challenge til 250 bøger (i stedet for 150 bøger), og det lagde alt for meget pres på mig og min læsning. Jeg valgte oftere og oftere de korte bøger og undgik murstensromanerne som pesten, og det selvom jeg godt kan lide at læse tykke bøger. Men jeg følte bare, at jeg skulle læse mange bøger for at nå mit mål, og jeg kommer typisk hurtigere igennem de kortere bøger end de tykke. I år vil jeg derfor gerne mere aktivt vælge de tykke bøger til, og det tror jeg kan gøre ved at sætte min challenge lavere end jeg plejer. Mit mål bliver således på 52 bøger, som er det antal uger, der er er i 2023, og det betyder at jeg "blot" skal læse en bog om ugen for at være med. Jeg kommer højst sandsynligt til at læse flere end 52 bøger, og det vil jeg blive rigtig glad for, men læsning skal være sjovt og ikke en pligt, så derfor er mit mål ikke højere.


Færdiglæse eller komme videre i serier
En ganganger fra tidligere år. Jeg kom ikke i mål med mine 22 serier i 2022, så i år vil jeg forsøge at gribe det anderledes ad. Jeg vil lave en helt lavpraktisk liste (med kuglepen og papir) over de serier, som jeg har stående på min reol. Her vil jeg skrive alle serietitlerne og bogtitler ned, og så strege dem over jeg har læst, samt sætte et mærke ved dem, hvor jeg er nødt til at genlæse bøger for at kunne fortsætte i serien. Jeg håber det kan hjælpe mig med at få et større overblik, for det har jeg ikke haft længe. 
Jeg endte med at færdiglæse 19 serier i 2022, (og det tæller kun afsluttede serier), så der skulle være en mulighed for, at jeg kan også kan få afsluttet nogle serier i år.


Tbr's og terningeleg
Jeg har købt en D20 terning, fordi jeg har en ide til, hvordan jeg kan bruge den til at lave en tbr leg.
Jeg vil nemlig lave flere lister som hver indeholder 20 bogtitler. Den ene liste skal består af titler fra min Well-Read Women udfordring, den anden skal bestå af murstensromaner, og den tredje kunne jeg godt tænke mig at sammensætte af romaner, som har stået på mine reoler i lang tid, og som jeg måske har glemt lidt igen.
Meningen er så at jeg skal slå min terning én gang for hver liste, og lave en tbr ud fra de bøger, som terningen vælger. Jeg håber, at det vil blive en sjov leg, og det bliver spændende at se om jeg kan lære at følge en tbr.


Det var mine 2023 læsemål, og jeg glæder mig til at kaste mig ud i dem.

Sætter du læsemål?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar