"'Vores øjne mødes, men der er noget helt galt med hans. Den blå farve bevæger sig, pulserer og flakker som flammer. Blå flammer.'
Livas liv består af arbejde, træning af selvforsvar og kun meget lidt socialt. Det er sådan, hun gerne vil have det. Arrene fra et voldeligt forhold er stadig friske, og Liva er fast besluttet på aldrig at lukke sit hjerte op for nogen igen. Men da en fremmed med intense lyseblå øjne dukker op på Livas arbejde, begynder hendes ensformige hverdag langsomt at krakelere. Snart mærker hun en uforklarlig trang til at være i nærheden af den fremmede mand igen, men da det endelig lykkedes, sker der noget, som forandrer Livas liv fra den ene dag til den anden."
Uhh, den er svær denne her, for jeg havde virkelig set frem til at sætte tænderne i Blodrus. For det første er det noget så sjældent som en dansk vampyrroman, og for det andet er romanen henvendt voksne. Så på papiret lød det til at være et rigtig godt match for mig. Og jeg synes også at romanen starter stærkt ud.
Vi følger den unge kvinde Liva, som kæmper med følgende af et voldeligt forhold. Hun er ude af forholdet, men bærer rundt på både fysiske og psykiske ar. Hun bor med bedsteveninden Gaby, og dyrker selvforsvar, men hun er bestemt ikke klar til at lukke en ny mand ind igen. Men en nat møder hun en fremmed mand med flammende lyseblå øjne. Det viser sig at manden, Vincent, er en vampyr, og han har svært at holde sig fra Liva, og det ender med at han kidnapper hende, fordi han ikke kan slette hendes hukommelse efter at have bidt hende.
Et af mine største problemer er romancedelen. Liva bliver kidnappet af Vincent og holdt indespærret i mange måneder på Slottet (Vincent er en del af vampyrkongefamilien), og som hun selv siger et par gange er det nok stockholmsyndrom, der er på spil. Der opstår en sjælebinding (Amic) imellem dem, som gør at de bliver meget tiltrukket af hinanden, Vincent har svært ved at styre sin blodtørst, men forbindelsen bliver først endelig knyttet, når de har sex, hvilket kan være fatalt for Liva, da hun jo er menneske.
Det føles desværre lidt for meget som instalove for mig. Jeg forstår ikke hvorfor Liva er tiltrukket af Vincent, for jeg synes ikke rigtig, at han har en personlighed, andet end at være lækker, veludrustet og tilpas truende. Hans bedsteven Cas har meget mere personlighed, og faktisk også en bedre kemi med Liva.
Jeg køber simpelthen ikke deres romance, for jeg mangler kemi og troværdig tension imellem Liva og Vincent, som ikke komme af et magisk bånd.
Et andet problem er, at jeg savnede noget mere plot. Der sker utrolig lidt, hvis man ser bort fra dramaet mellem Liva og Vincent, som jeg ikke fandt særlig spændende efter et stykke tid. Jeg savnede også noget mere vampyrlore. Vi fik en lille smule info, men jeg ville gerne have haft mere. Jeg havde måske også håbet, at der var lidt mere blod med i den, men det er bare fordi jeg godt kan lide gore i mine vampyrromaner, så det er mere en smagssag.
Blodrus er letlæst og til tider temmelig underholdende. Cas endte med at blive min favorit karakter. Jeg vil også fremhæve beskrivelserne af Livas angstanfald var meget godt beskrevet og lette at leve sig ind i.
Så selvom Blodrus desværre ikke lige var en bog for mig, vil jeg stadig anbefale den til dem, der ønsker at læse dansk spicy romance tilsat en lille smule vampyr.
2/5 stjerner
Titel: Blodrus
Forfatter: Karina Sejerø Bell
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Superlux
Udgivet: 16. september 2023
ISBN: 9788775672905
Sideantal: 337
Ingen kommentarer:
Send en kommentar