Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 18. december 2023

Derfor hader jeg december af Luna Harley

"Astrid har fødselsdag juleaften og bliver aldrig rigtigt fejret. Emmas mor døde for to år siden, og Astrid er udmattet af at vende hvert eneste ord i frygt for at sige noget forkert. I virkeligheden vil hun hellere være sammen med Johanne, selvom noget afholder dem fra at blive tætte. I øvrigt flytter Astrids forældre til USA dagen efter hendes fødselsdag. Måske for altid. Nåeh ja. Hun deler også blod med en morder. En morder, som slog hele sin familie ihjel for 20 år siden ... på nær én. I 18 år har det været en velbevaret hemmelighed. Men det er snart slut. Han er tilbage. Klar til at færdiggøre det, han startede. Derfor hader Astrid december."


Astrid, der går i gymnasiet, hader december af hele sit hjerte. Hun har fødselsdag d. 24. december, men det er ikke den eneste grund til, at hun hader alt med nisser, julepynt og gløgg. Hun er nemlig også i familie med en morder, der går under navnet Julemorderen. Hendes onkel myrdede næsten hele sin familie en juleaften for 20 år siden. Nu er han flygtet og på fri fod i Mødeborg, hvor Astrid bor, og snart begynder nye mord at hærge den lille by.

Nu kan jeg rigtig godt lide en god gyserbog, og jeg var meget spændt på hvordan en julekalender tilsat en teenager, en morder og et solidt julehad ville se ud. Den starter rigtig godt ud med et flashback til d. 24 december for 20 år siden. Det er et vildt kapitel med meget splatterhorror, og det satte mine horror forventninger op. Derefter hopper vi frem til Astrids nutid. Her får vi et indblik i hendes hverdag med forældrene, veninden Johanne, forelskelsen i Aske samt bedsteveninden Emma, som Astrid ikke rigtig kan snakke med mere. Astrids hverdag bliver vendt på hovedet, da Julemorderen stikker af, og nogle frygtelige mord begynder at hærge den lille by.

Jeg kunne godt lide beskrivelsen af Astrids venskab med Johanne. Hendes ikke-længere-så-stærke venskab med Emma var også virkelig fascinerende, som det dog tager lidt tid, før vi rigtig kommer ind i det. Astrids forhold til moren var også fint beskrevet, men jeg følte aldrig rigtig forholdet til faren, som jeg synes var det mest interessante, da han jo er bror til Julemorderen. 
Generelt er ya-delen af romanen rigtig fint, hvor der er fokus på venskab, kærlighed, familie og jalousi. 

Splatterscenerne er også virkelige gode og bestemt ikke for sarte sjæle, men de er lidt for langt imellem dem efter min mening. For der er desværre ikke så meget andet til at holde horrorspændingen oppe. Og det leder til en af de udfordringer, jeg havde med bogen. Jeg synes, at bogen er alt for langtrukken. Den er lidt for dvælende flere steder, som bremser det ellers hurtige tempo op. Det havde klædt historien, at den var blevet strammet lidt op. 
Jeg synes også, at Astrid gør nogle virkelig dumme ting, som er meget kliché i gyserfilm, og som jeg gerne ville have undværet i bogformat. Der er flere gange, hvor hun skrider fra det hele og går rundt alene, hvilket er lidt vild, når man ved, at der er en morder dræber folk hun kender. 
Beskrivelserne af det inkompetente politi havde jeg det også en smule stramt med. Det er i hvert utrolig at de ikke fik hjælp udefra, når der både er en farlig morder løs og at der sker nogle ret brutale mord. Det virkede lidt for utroværdig. Jeg fandt desværre også slutningen en kende utroværdig utroværdig. 
Jeg synes måske ikke at realisme/ya delen og horrordelen bliver helt sammensmeltet. De trækker lidt for meget i hver deres retning. 

Når nu dette er sagt, var jeg fint underholdt af romanen. Den er nok ikke for alle på grund af de brutale scener, men dem, der er til blod, splat, jul og drama vil blive godt underholdt af Derfor hader jeg december.


3/5 stjerner

Titel: Derfor hader jeg december
Forfatter: Luna Harley
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 5. november 2022
ISBN: 9788797302675
Sideantal: 440

Ingen kommentarer:

Send en kommentar