Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 29. august 2024

Fimbulvinter af Mads L. Brynnum

"Mørk vinter har sænket sig over Solkilde. Og med vinteren kommer monstrene. Heldigvis er Vilde og hendes venner der til at beskytte byen mod dem, men det er ikke nemt. For hvordan skal hun forholde sig til, at hendes mor var et af dem – et af monstrene? Hvad gør man, når ens crush er blevet kæreste med ens bedste (og eneste) veninde? Og hvor kommer den isnende kulde egentlig fra?"


Monsterjægeren Vilde er tilbage, men denne gang jæger hun ikke monstrene alene. Hun får nemlig hjælp af hendes venner, Elias og Emma. En mørk og iskold vinter har lagt sig over deres by, men det er ikke det eneste, der er anderledes. Et af de monstre, Vilde bekæmper har et mærkeligt tegn på brystet, og samtidig går der rygter om et ukendt monster i skoven.  

Så er den længe ventet efterfølger til Nattevandreren udkommet, og en ny fare truer Vilde og hendes venner. 
Romanen er ligeså velskrevet som 1'eren, der er masser af action, og man flyver nærmest igennem historien. Når det kommer til selve plottet, er det også meget spændende, især det der handler om monstrene/væsnerne. Det er interessant, at de ikke er så sort/hvid, som de nogle gange kan opfattes som. Og så ender romanen (selvfølgelig) på en spændende cliffhanger, så jeg håber, at vi ikke skal vente ligeså længe på 3'eren.

Jeg kunne rigtig godt lide den karakterudvikling, som Vilde gennemgik i 1'eren, og at hun fik venner, endda én (Emma), der tidligere var en fjende, men det er som om det bliver trukket lidt tilbage i Fimbulvinter.
Der er lidt for meget drama mellem Vilde og Emma, og meget af det sker gennem misforståelser og dårlig kommunikation. I stedet for at lytte til hinanden, vælger Vilde gang på gang at flygte fra situationerne eller gå tilbage til sine forsvarspositioner og handle på egen hånd uden at have Elias og Emma i ryggen. Jeg savnede, at der var mere holdfølelse mellem de tre, for jeg synes de fik bygget et godt team op, som desværre falder fra hinanden, fordi Vilde begynder at handle på egen hånd igen. 
Alt dramaet trak lidt ned i min læseoplevelse for jeg synes det fyldt for meget, og fik Vilde til at gå tilbage i sin karakterudvikling. 
Til gengæld er jeg meget spændt på hvad Vilde finder ud af sin mors oprindelse. Det glæder jeg mig til at finde ud af.

Fimbulvinter er en virkelig god efterfølger, som byder på god underholdning, hæsblæsende action og hårrivende drama.


4/5 stjerner

Titel: Fimbulvinter
Forfatter: Mads L. Brynnum
Serie: Monsterjægeren Vilde #2
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: 14. april 2024
ISBN: 9788794164450
Sideantal: 216

tirsdag den 27. august 2024

Brændt jord af Karen Ravn

"Pigen gik som om hun så noget i horisonten der var usynligt for andre. Vaklende som en genganger.

Højelverbonden Panthell Saphi har netop fået høsten i hus da et skæbnesvangert møde vender op og ned på hans verden. Hjemlandet Ki’heertas - der ikke har oplevet andet end fred i årtusinder – er truet af angribende mennesker. Sammen med sin bedste ven, Jilaan, og storebroren, Lethan, drager Panthell ud i en krig som hverken Ki’heertas eller han er klar til.

Højelverne venter på gudinden Halanishs indgriben, men efterhånden som krigen skrider frem, står det klart for Panthell at højelverne er overladt til at kæmpe for sig selv – og de bliver hårdt trængt af to forsmåede brødre fra nord."


Højelverfamilien Saphi arbejder hårdt på deres gård, men da de hjælper en ung forvildet kvinde, hvis
familie er blevet dræbt af mennesker, ændres deres liv for altid. Panthell Saphi tager sammen med hans bror Lethan og bedstevennen Jilaan ud på en rejse til højelvernes hovedstad for at fortælle om overfaldet, men snart er de blevet til soldater i hæren som er den eneste værn mod den frygtede menneskehær, Blodsbrødrene.

Brændt jord er en klassisk fantasyfortælling om kampen mellem de gode og de onde. På papiret lyder det som en bog for mig, men virkeligheden viste sig desværre at være en anden. Men lad os tage de gode ting først:

Sproget er ligetil og meget læseligt. Kapitlerne er korte, og ende flere gange på en cliffhanger, så romanen er relativ hurtig at læse, selvom den er over 500 sider lang.

Selvom fokusset er på krig, bliver temaer som venskab, rasisme, klasseforskel, sorg og kærlighed også berørt, hvilket jeg synes er meget fint.

Universet har også potentiale, men jeg savner noget mere uddybning, og generelt noget mere worldbuilding.


Nu til det knap så gode:

Et af mine problemer med romanen er, at forfatteren hopper let og elegant hen over flere ting, som jeg gerne have set udfoldet meget mere. Romanen tager flere store tidsmæssige spring, såsom når de rejser (det gør måske ikke så meget), men da Panthell og Jilaan melder sig til reservehæren springes der igen i tid, og vi oplever intet af deres krigstræning. Når krig fylder så meget i historien havde det været rart at se, hvordan de to bønder udvikler sig til at blive krigere. Især når Panthell ender med at blive general (han har næsten ingen erfaring) og Jilaan ender med at blive livvagt for dronningen (som han heller ikke har noget erfaring med). Det virker for letkøbt, at de får de stillinger, for vi har ikke set vejen derhen. 

Forholdet mellem dronningen og Jilaan har betydning for plottet, men det eneste vi oplever af deres forhold er et par samtaler og en hånd på en kind (og de skal forstille at være vildt forelsket og skjult deres forhold i måneder indtil dronningen ikke længere kan skjule sin graviditet - for selvfølgelig bliver hun gravid). Men vi ser intet af deres skjult kærlighed, før den bliver afsluttet, og det gør, at jeg finder deres forhold og alt det drama det medfører forceret og utroværdig. 

Generelt mangler jeg noget mere kød på karakterne. De er alt for overfladiske og papirtynde. Jeg følte i hvert fald aldrig, at jeg rigtig kom ind under huden på dem og lære dem samt deres motiver bedre at kende.

Selvom Brændt jord desværre ikke var en bog for mig, kan den måske være noget dig.


2/5 stjerner

Titel: Brænd jord
Forfatter: Karen Ravn
Serie: Den forsvundne gudinde #1
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 16. september 2023
ISBN: 9788758850948
Sideantal: 564

torsdag den 22. august 2024

Forbandet magi af E.K.B. Hovedskou

"Da Alma modtager en forbandet halskæde med posten, binder den sig til hendes hud, i stedet for til den tiltænkte modtager – hendes nabo, magikeren Joan.

Mens Alma kæmper med at forstå den magiske verden, der åbenbarer sig for hende, trækker Joan hende gennem besynderlige butikker, bekendtskaber og teorier. Joan er overbevist om, at den magiske verden er under angreb, og at hun er den eneste, der kan redde den."


Alma modtager ved en fejl en halskæde, som hun tager på. Det skulle hun ikke have gjort, for halskæden viser sig at være forbandet, og den begynder at dræne hende for kræfter, og vil til sidst slå hende ihjel. Halskæden var oprindelig tiltænkt hendes nabo, Joan, så Alma opsøger hende, og forlanger at få hjælp. Heldigvis viser det sig at Joan er magiker, og en hel ny verden åbner sig for Alma. Sammen tager de to kvinder på en mission for at få halskæden af igen, men også for at finde ud af, hvem der står bag.

Forbandet magi foregår i vores kendte verden, hvor magikere lever i det skjulte. Der er kommet "huller" i magien, som gør den ustabil. Joan er meget optaget af, at finde ud af hvem eller hvad der står bag, og hun går meget målrettet efter at få afsløret sandheden. Alma er ikke-magiker og lidt af en svindler, og hun er naturligvis mest optaget af at få halskæden af, før den dræber hende. Samtidig er hun også nysgerrig på den magiske verden, og har ikke lyst til at få modificeret sin hukommelse (som ellers er kutymen, når man opsøger et magisk hospital). Det umage par slår sig sammen, da deres endelige mål, for det meste falder sammen. Både Alma og Joan var velbeskrevne og interessante karakterer. 
Malthe, som er Joans ven, har en stor birolle, og det var rigtig hyggeligt at følge med i hans forstadsliv. Han har en baby, som er med i flere scener, men jeg synes det var meget mærkeligt at babyen ikke havde et navn. Det burde være rart nemt at navngive en baby, så den ikke hele tiden bare bliver omtalt som baby.
Jeg synes, det var rigtig rart at der ikke blev proppet et kærlighedsplot ind i historien. Det var rart kun at følge Alma og Joans spirende venskab, og ikke skulle forholde sig til kærlighedsplot samtidig med.

Magien var hverdagsmagi, og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var sjovt, anderledes og passede rigtig godt til bogens stemning. Jeg kunne især godt lide, hvad der skete på bybusserne, og at de skulle ud og shoppe efter ingredienser. Især det sidste gav en cosy vibe, som jeg fandt tiltalende. Action var der også plads til og der var et godt flow i historien.

Jeg var rigtig godt underholdt af Forbandet magi, og jeg vil anbefale den til dem, der gerne vil have en cosy/urban fantasy roman.


3,5/5 stjerner

Titel: Forbandet magi
Forfatter: E.K.B. Hovedskou
Serie: -
Sprog: dansk 
Forlag: Silhuet
Udgivet: 16. september 2023
ISBN: 9788793839625
Sideantal: 243

tirsdag den 20. august 2024

Morning Star af Pierce Brown

"Darrow would have lived in peace, but his enemies brought him war. The Gold overlords demanded his obedience, hanged his wife, and enslaved his people. But Darrow is determined to fight back. Risking everything to transform himself and breach Gold society, Darrow has battled to survive the cutthroat rivalries that breed Society’s mightiest warriors, climbed the ranks, and waited patiently to unleash the revolution that will tear the hierarchy apart from within.

Finally, the time has come.

But devotion to honor and hunger for vengeance run deep on both sides. Darrow and his comrades-in-arms face powerful enemies without scruple or mercy. Among them are some Darrow once considered friends. To win, Darrow will need to inspire those shackled in darkness to break their chains, unmake the world their cruel masters have built, and claim a destiny too long denied—and too glorious to surrender."



Morning Star er sidste bog i den oprindelige Red Rising trilogi, som sidenhen er blevet udvidet med flere bøger. Serien er pt. på seks bøger, hvor den syvende og sidste er sat til at udkomme i 2025. 

Morning Star tager sin begyndelse et år efter den dramatiske slutning på Golden Son. Alle tror at Darrow er blevet henrettet, men i virkeligheden har han siddet i fangenskab, hvor han er blevet tortureret. Han bliver befriet af sine allierede, men nu ved hele universet, at han blev født som en Red, da videoen af hans Carving er blevet delt. Dette giver nye allierede, men også nye fjender. Nu nærmer det endelige opgør sig, men er Darrow og hans venner klar til at møde deres mægtige fjender?

Jeg bliver ved med at skrive det, men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg har ventet så længe med at få læst videre i denne serie (og det siger jeg velvidende, at jeg endnu ikke har samlet bog 4 op...). Det er sådan en fantastisk serie, som bare bliver bedre og bedre bog for bog.  

Karakterudviklingen som Darrow og resten af de store bipersoner har været igennem indtil videre er fuldstændig fænomenal. Jeg har svært ved at nævne nogle favoritter for de har alle noget særligt ved dem, som interessere mig. Jeg må dog sige, at man skal passe på med at knytte sig for tæt til karakterne, for forfatteren er ikke bleg for myrde dem. Der var i hvert fald nogle dødsfald, som påvirkede mig i stor grad i denne roman og som efterlod mig lamslået. Man kommer i hvert fald hele følelsesregisteret rundt, som er virkelig fedt.

Plottet er fascinerende, gennemført og tager flere interessante drejninger undervejs. Det får én til at sidde yderst på stolen op til flere gange, mens man ivrigt vender den næste side. De store temaer er krig og oprør, så romanen er fuld af politik, strategier, intriger, kampe, blodbad, forræderi, men der er også plads til venskab, sammenhold og kærlighed. Det hele er utrolig medrivende og fascinerende.

Romanen er utrolig velskrevet og beskrivelserne og karakterne står knivskrapt og troværdigt frem. Det er dystopisk science fiction, når det er allerbedst.

Morning Star får min allervarmeste anbefaling, og nu må jeg vist hellere til at gå i gang med den næste bog i serien.


5/5 stjerner

Titel: Morning Star
Forfatter: Pierce Brown
Serie: Red Rising Saga #3
Sprog: engelsk 
Forlag: Hodder & Stoughton
Udgivet: 1. juni 2020 (denne udgave) // oprindelig udgivet 9. februar 2016
ISBN: 
Sideantal: 524

torsdag den 15. august 2024

Slangen & Skyggeridderne af Thomas Stordal

"Den unge heks, Margo, har en speciel evne: Hun kan gøre tiden langsom. Men evnen synes ligegyldig, da den verden, hun kender, er ved at styrte i grus. Da de frygtede sjælesøgere indtager byen Bantiqa, må beboerne flygte ned i byens underjordiske system af gange. Kampen mod Varîta synes uundgåelig …

I København kæmper David en helt anden kamp mod Peter og hans slæng – og ikke mindst, en kamp mod sig selv. Da flugten fra livets skyggeside tvinger David og hans søster, Melanie, til at krybe i skjul, havner de ved et uheld midt i den krigsbesatte Bantiqa.

Skæbnen leder de tre sammen, og Margo må, sammen med David og Melanie, drage ud for at finde de mystiske Sagartanerbreve, der indeholder opskriften på fred i verden. Kan de finde brevene, før fjenden? Og er de to verdener så forskellige igen, eller har det moderne København og det gammeldags Bantiqa mere tilfælles, end man lige skulle tro?"


Jeg havde set frem til at læse Slangen & Skyggeridderne, men desværre endte det med at blive en skuffende læseoplevelse. Prologen var ellers spændende nok, men derefter gik det desværre nedad for mig.

Hovedpersonerne er Margo fra landet Umidia, og David fra København. David og lillesøsteren Melanie kommer ved et tilfælde til Umidia, hvor de bliver viklet ind i starten af en krig, hvor de sammen med Margo må flygte fra fjenderne. Jeg kom desværre aldrig rigtig ind under huden på hverken Margo eller David, og jeg endte faktisk med at blive lidt ligeglade med, hvad der skete med dem. 
Jeg forstod overhovedet ikke Margo og Kayas "forhold". Kaya tilhører en orden af kvindelige sjælesøgere, der mærker sjæle, som så bruges til hårdt arbejde. Hun kommer sammen med andre sjælesøgere til Margos by, og vil mærke indbyggerne der. Men Kaya er ikke ligesom de andre, og forsøger at hjælpe Margo. Margo er naturligvis mistroisk i starten, men lige pludselig stoler hun på Kaya - det skal fremhæves at de ikke har mødt hinanden mere end et par gange, og at det ikke været i særlig lang tid. Havde forholdet fået mere plads og tid til at udvikle sig mere naturligt, havde jeg fundet det mere troværdigt. 
Det frustrerede mig også grænseløst at Kaya midt i kamp vender sit hoved mod Margo, og væk fra den fjende, som hun står over for. Hvem tager øjnene væk fra en fjende, som er farlig og kan slå en ihjel for at smile til en person, du har kendt i meget kort tid?

Romanen har et index bagerst i bogen, hvor personer & væsner, guder & ånder, steder, profetier samt udtryk er oplistet. Det kunne have været rart, hvis man som læser, blev gjort opmærksom på at dette index eksisterede inden man gik i gang med romanen, for jeg var forvirret i starten, især da jeg stødte på de udtryk, som der bruges i Umidia. Udtrykkende dækker over helt almindelige ord, såsom dag, sekund, år, morgen, nat, kilo, meter m.m. 
Jeg kan godt forstå en fantasyforfatters lyst til at opfinde sit eget sprog, men jeg fandt det virkelig irriterende og forstyrrende for min læsning, fordi jeg skulle slå ordene op med jævne mellemrum. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor man har valgt så almindelige ord, for ganske vist kan Margo gøre folks tid langsommere for en stund, men udtrykkende bliver ikke brugt til det. (Sjovt nok har tid ikke et andet ord, selvom en god del af ordene er markeringer af tid). 
En anden ting, der irriterer mig ved indexet er, at der sker en del worldbuilding her, som overhovedet ikke bliver beskrevet i selve romanen. Når David og Melanie kommer til Umidia er det en oplagt mulighed at beskrive de forskellige væsner, guder m.m. der findes her, men det sker bare ikke rigtig, og når det gør er det meget vag. Generelt lader worldbuildingen meget tilbage at ønske, og det kunne have været meget rart med et kort. 

Handlingen er som sådan fin nok, men igen der var så meget andet, der trak ned for mig, at jeg til sidst også mistede interessen for den.

Slangen & Skyggeridderne var desværre ikke en bog for mig, men måske er der andre, der vil kunne lide den.


1,5/5 stjerner

Titel: Slangen & Skyggeridderne
Forfatter: Thomas Stordal
Serie: Sagartanerbrevene #1
Sprog: dansk
Forlag: Hi Reader
Udgivet: 2. maj 2024
ISBN: 9788794320412
Sideantal: 286