Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 22. august 2024

Forbandet magi af E.K.B. Hovedskou

"Da Alma modtager en forbandet halskæde med posten, binder den sig til hendes hud, i stedet for til den tiltænkte modtager – hendes nabo, magikeren Joan.

Mens Alma kæmper med at forstå den magiske verden, der åbenbarer sig for hende, trækker Joan hende gennem besynderlige butikker, bekendtskaber og teorier. Joan er overbevist om, at den magiske verden er under angreb, og at hun er den eneste, der kan redde den."


Alma modtager ved en fejl en halskæde, som hun tager på. Det skulle hun ikke have gjort, for halskæden viser sig at være forbandet, og den begynder at dræne hende for kræfter, og vil til sidst slå hende ihjel. Halskæden var oprindelig tiltænkt hendes nabo, Joan, så Alma opsøger hende, og forlanger at få hjælp. Heldigvis viser det sig at Joan er magiker, og en hel ny verden åbner sig for Alma. Sammen tager de to kvinder på en mission for at få halskæden af igen, men også for at finde ud af, hvem der står bag.

Forbandet magi foregår i vores kendte verden, hvor magikere lever i det skjulte. Der er kommet "huller" i magien, som gør den ustabil. Joan er meget optaget af, at finde ud af hvem eller hvad der står bag, og hun går meget målrettet efter at få afsløret sandheden. Alma er ikke-magiker og lidt af en svindler, og hun er naturligvis mest optaget af at få halskæden af, før den dræber hende. Samtidig er hun også nysgerrig på den magiske verden, og har ikke lyst til at få modificeret sin hukommelse (som ellers er kutymen, når man opsøger et magisk hospital). Det umage par slår sig sammen, da deres endelige mål, for det meste falder sammen. Både Alma og Joan var velbeskrevne og interessante karakterer. 
Malthe, som er Joans ven, har en stor birolle, og det var rigtig hyggeligt at følge med i hans forstadsliv. Han har en baby, som er med i flere scener, men jeg synes det var meget mærkeligt at babyen ikke havde et navn. Det burde være rart nemt at navngive en baby, så den ikke hele tiden bare bliver omtalt som baby.
Jeg synes, det var rigtig rart at der ikke blev proppet et kærlighedsplot ind i historien. Det var rart kun at følge Alma og Joans spirende venskab, og ikke skulle forholde sig til kærlighedsplot samtidig med.

Magien var hverdagsmagi, og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var sjovt, anderledes og passede rigtig godt til bogens stemning. Jeg kunne især godt lide, hvad der skete på bybusserne, og at de skulle ud og shoppe efter ingredienser. Især det sidste gav en cosy vibe, som jeg fandt tiltalende. Action var der også plads til og der var et godt flow i historien.

Jeg var rigtig godt underholdt af Forbandet magi, og jeg vil anbefale den til dem, der gerne vil have en cosy/urban fantasy roman.


3,5/5 stjerner

Titel: Forbandet magi
Forfatter: E.K.B. Hovedskou
Serie: -
Sprog: dansk 
Forlag: Silhuet
Udgivet: 16. september 2023
ISBN: 9788793839625
Sideantal: 243

Ingen kommentarer:

Send en kommentar