Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

lørdag den 10. juni 2017

Hummerkongens hævn 1 af Nick Clausen

"Jonatan er til sin kusines konfirmation, da han finder ud af, at hans fætter har fundet en portal i et skab. Ved et uheld forsvinder Jonatans lillebror, Karlo, til en ukendt destination.
Kort efter dukker en sær skikkelse ved navn Spiff op. Han er fra Det Interuniversielle Ordenskorps og har ordrer om at lukke portalen, før der sker uheld.
Jonatan får sammen med nabopigen Cecilie overtalt Spiff til at finde Karlo først. Men det viser sig at være lettere sagt end gjort. Karlo er nemlig røget hele vejen uden for De Kendte Universer. Og derude lurer ubegribelige farer … "


Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle forvente af en bog med titlen Hummerkongens hævn. Men nu er det jo Nick Clausen, der er forfatteren så det var helt sikkert ikke en kogebog, hvor en hummer tager en grusom hævn over de folk der prøvede på at koge ham levende for derefter at server ham med hvidløgsmør og bagte grønsager.

Vi følger de to brødre Jonatan og Karlo, der sammen med fætteren August, pigen Cecilie og den sære rumagent Spiff, kommer ud på nogle virkelig interessante eventyr både i dette univers og i andre. Og mere vil jeg ikke sige om handlingen.

Hummerkongens hævn er letlæst og jeg fløj igennem den. På bagsiden siger den selv, at den er beregnet læs selv fra 12 år. Jeg vil sige, at hvis man er en god læser, kan man sagtnes læse den selv om man er yngre (jeg tager altid aldersbegrænsninger med et grand salt, for det er så forskelligt, hvor dygtige børn er til at læse og det kan rykke sig utrolig hurtigt - og det handler også i stor grad om hvad de er klar til at læse). Men det er helt klart en bog jeg vil anbefale på børnebiblioteket, for foruden at være godt skrevet er den spændende, og sjov. Den har et godt flow i handlingen, der er med til at holde ens opmærksomhed fanget.
"'Et bibliotek er ikke et godt gemmested,' siger den gamle. 'Men det er til gengæld et sted fyldt med tusinder af ukendte universer', siger kvinden. 'Måske prøver målet at flygte ind i en af dem?' Der går nogle sekunder, før det går op for Cecilie, at kvinden taler om bøgerne. Hvis man kan rejse ind i et computerspil, kan man vel også rejse ind i en bog."
Dette citat mindende mig så meget om filmen Bøgernes Herre fra 1994, hvor en dreng bliver suget ind i bøgernes verden og skal finde tilbage til den virkelige verden. Lidt ligesom Karlo skal finde vej tilbage til hans virkelige verden. Jeg elsker også bare tanken om at bøgerne gemmer på ukendte universer indtil man begynder at læse dem.

Karakterne er interessante, men måske en lille smule stereotype til tider, så jeg håber på at de udvikler sig noget mere i de næste bind. Spiff er det klassiske rumvæsen, der ikke helt ved hvordan man skal opføre sig i en verden fuld af mennesker og heller ikke ejer særlig meget empati/forståelse for mennesker, og det kommer der selvfølgelig nogle sjove episoder ud af.

Hummerkongens hævn er første del i en serie og det ses tydeligt, da den slutter med en ganske pæn cliffhanger, så det bliver spændende at se hvilke eventyr Jonatan og resten af flokken oplever i næste bind.



3/5 stjerner

Hummerkongens Hævn (Hummerkongens Hævn, #1) Nick Clausen
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2 februar 2017
ISBN: 9788793456129
202 sider

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Ingen kommentarer:

Send en kommentar