Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 16. april 2019

O.W.L.'s Magical Readathon 2019 - uge 2


[Legenden om Querques Skjoldet er et anmeldereksemplar fra forfatteren]


Mandag d. 8. april
Jeg havde en fri i dag, hvilket var yderst dejligt og tiltrængt efter en tætpakket weekend med Krimimesse og Dewey's Read-A-Thon. Jeg fik skrevet et par anmeldelser og blogindlæg, hvilket også var tiltrængt. Jeg var også et smut forbi det lokale bibliotek for at aflevere en pæn stak bøger. I den forbindelse fik jeg også gået en tur på trods af at det var koldt og blæsende.
Jeg fik selvfølgelig også læst en hel del i Feedback af Mira Grant, som er den bog jeg læser til min O.W.L. i Potions. Ellers stod dagen generelt på ren afslapning.

Antal beståede O.W.L.'s: 3
Antal læste sider: 781

Tirsdag d. 9. april
I dag var jeg tilbage på arbejde, som blandt bød på en formiddagsvagt i børn. Efter arbejde gik jeg en tur rundt i kvarteret. Derefter stod den på afslapning på sofaen med nogle tegneserier samt Feedback.

Antal beståede O.W.L.'s: 3
Antal læste sider: 885


Onsdag d. 10. april
Jeg skulle have aftenvagt i dag, så derfor brugte jeg morgenen og en del af formiddagen på at læse Feedback færdig. Den er virkelig god, og jeg er rigtig glad for at jeg valgte at genlæse den her til mine O.W.L.'s. Det betyder så at jeg skal starte på en ny bog, og her er valget faldet på Legenden om Querques Skjoldet af Eva Egeskjold som er første bind i fantasyserien om Næslandet. Starten er meget lovende, så jeg glæder mig til at få tid til at dykke ned i den.

Antal beståede O.W.L.'s: 4
Antal læste sider: 1.110

Torsdag d. 11. april
Jeg startede dagen med træning, hvorefter jeg tog på arbejde. I dag skulle jeg spille Prinsesse Leia, som bliver taget til fange af Jabba the Hutt. Vi skulle nemlig afholde skoleløbet "I Lukes fodspor" for otte 3. og 4. klasser, og det var mega sjove timer.
Selvom det var en sjov arbejdsdag, var jeg en kende træt, da jeg kom hjem. Jeg havde heller ikke den store læselyst, så i stedet stod den på tv og Youtube. Jeg fik dog læst lidt i Legenden om Querques Skjoldet inden sengetid, men det blev ikke til så mange sider. Jeg tror heller ikke, jeg får læst særlig meget de næste to dage, da det er her hvor Galaksedage foregår, og hvor jeg har længere arbejdsdage end normalt.

Antal beståede O.W.L.'s: 4
Antal læste sider: 1.122


Fredag d. 12. april
Jeg startede igen dagen med en omgang træning inden arbejde. De første par timer på arbejde, brugte jeg på at stille klar til min workshop, som var perleplader selvfølgelig med Star Wars tema. Det startede stille og roligt ud ved mig, så jeg fik også mulighed for at se lidt til andre workshops rundt i biblioteket. Jeg fik også mulighed for at høre to forfatterforedrag. Den ene var med Amdi Silvestri og den anden var med Kenneth Bøgh Andersen. Jeg havde selvfølgelig også taget et par bøger med, som jeg fik signeret. Foruden workshops og foredrag var der også mulighed for at opleve sværdkamp, ballet, banko og meget mere. Om aften var der paneldebat, som jeg også oplevede. Det var en ganske spændende debat. Bagefter stod den på lidt oprydning og en kort evaluering, hvorefter jeg cyklede hjem og gik nærmest på hovedet i seng. Jeg nåede at læse hele fire sider i Legenden om Querques Skjoldet inden øjnene og kroppen sagde stop.

Antal beståede O.W.L.'s: 4
Antal læste sider: 1.126


Lørdag d. 13. april
I dag var igen en Galaksedag fyldt med workshops. Jeg stod igen for perlepladerne, men var også lige rundt og kigge til de andre workshops, når der var stille hos mig. Jeg fik selv lavet et par perleplader og så fik jeg lavet et par krystaller ved workshoppen lige ved siden af min. Igen var det en rigtig hyggelig dag, der var knap så langt som fredagen.
Mine brødre havde spurgt om vi skulle i biografen om aften og se Shazam! og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Jeg havde ikke de store forventninger til den, da det jo var DC, men jeg var nu godt underholdt undervejs.
Igen blev det ikke til mange sider i Legenden om Querques Skjoldet, men lidt tæller jo også.

Antal beståede O.W.L.'s: 4
Antal læste sider: 1.131

Søndag d. 14. april
Søndag var en stor afslapningsdag. Jeg havde virkelig ikke energi til det helt store, men jeg fik sat en vask over og hængt den op. Ellers stod den på ren afslapning i sofaen, hvor jeg fik læst lidt mere af Legenden om Querques Skjoldet, jeg fik startet og færdiglæst Papirprinsessen, som var min O.W.L. for Arithmancy. Inden sengetid fik jeg startet på og læst første kapitel i Simon vs. the Homo Sappiens Agenda af Becky Albertalli, som er min O.W.L. i Transfiguration.

Antal beståede O.W.L.'s: 5
Antal læste sider: 1.481

Jeg bestod 2 O.W.L.'s i denne uge og påbegyndt 2 mere.

Potions - Feedback (Newsflesh #4) af Mira Grant
Arithmancy - Papirprinsessen (Royals #1) af Erin Watt

Jeg håber, at jeg får læst meget mere i uge 3 end i uge 2, da jeg føler, at jeg er bagud med det hele efter tre dage, hvor jeg ikke fik læst særlig meget. Så det håber jeg, at jeg kan få indhentet her i påsken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar