"Julie er smuk, populær og god til at synge. Sammen med sit band skal hun optræde til skolefesten. Men pludselig begynder Julie at få onde e-mails, fornærmelser og trusler. Så dukker en falsk profil op på nettet, hvor folk skriver, at hun er en snobbet kælling. Snart begynder klassekammerater og vildt fremmede mennesker at svinde hende til. Julie er helt fortvivlet. Hvem står bag? Situationen tilspidses, da hun tvinges til at forlade bandet, og truslerne går over i vold..."
Jeg blogger dig væk er en bog om internetmobning, og hvordan det kan eskalerer helt vildt. Julie er en ung pige, der har det hele. Hun er populær, smuk og helt fantastisk til at synge. Men der er en der har set sig galt på Julie, og begynder at sende hende hadefulde mails, og som senere opretter en falsk profil i Julies navn, og snart har alle en mening om Julie, og forsøger på forskellige måder at nedgøre hende. Selvsagt kan Julie ikke i længden klare et sådan pres både fra mennesker hun kender og totalt fremmede, og hun begynder langsomt at gå i opløsning.
Jeg blogger dig væk er en bog om et meget relevant emne, nemlig internetmobning, og ikke mindst hvor svært det egentlig er at bekæmpe internetmobning og mobning generelt.
Vi følger selvfølgelig Julie, men også personer fra hendes hverdag og omgangskreds. Det giver et meget nuanceret billede både af historien og af Julie selv. For hun er ikke dette perfekte væsen, hun kan også være ret grum mod andre. Og det kunne jeg godt lide, for det gør hende troværdig og menneskeligt.
Plottet er en anelse forudsigeligt, og slutningen var desværre lidt at et antiklimaks for mig (og det var også et forventeligt udfald). Der var nogle ting jeg gerne ville have uddybet og udfoldet en smule mere. Men alt i alt er Jeg blogger dig væk en velskrevet og engagerende bog om et meget relevant og vigtigt emne, der skal belyses og bekæmpes på alle mulige måder.
3/5 stjerner
Jeg blogger dig væk! af Agnes Hammer / Originaltitel: Ich blogg Dich weg!
Originalsprog: tysk / læst på dansk
Forlag: Turbine
Udgivet: 2015 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2013
ISBN: 9788740604535
170 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar