Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 7. februar 2019

Anbefaling #7 - Zombier vs. troldmænd

"“Shrika!” råbte Tristan, og rettede den snoede stav mod zombiebageren.
En ildstråle skød frem fra staven og ramte bageren i hovedet. Tristan så forundret ned på staven. Bageren sank sammen i gruset.
”Jeg kunne godt!” udbrød han.
Der var dog ikke tid til at være stolt, for flere af de levende døde havde opdaget ham.

Tristan er troldmandslærling på kongens borg, men han får ikke lov til at bruge magi, i stedet fejer han støv i et gammel bibliotek.
Det ændrer sig dog, da prinsessen bliver syg og Tristans lærermester kommer til at bruge en formular, der får prinsessen på benene på en helt forkert måde."


Troldmændslærlingen Tristan går og keder sig en smule. Han får nemlig kun lov til at gøre rent eller være stikirenddreng for hans mester Marcilus som er hoffets troldmand. Da prinsesse Sarina bliver meget syg bliver Mester Marcilus tilkaldt for at bruge magi til at redde hendes liv. Desværre går det ikke helt som forventet, da Mester Marcilus ved en fejl kommer til at bruge en dæmonisk formular, som gør prinsessen til en zombie. Zombieprinsessen bider en hofdame og snart spreder zombiesygen sig hastigt på slottet. Nu kommer Tristan på arbejde for han skal hurtig lære at bruge sin magi, samt hjælpe med at finde en formular, der forhåbentlig kan kurere zombiesygen.

Zombier vs. troldmænd er en lille miniserie på to bind for børn og zombieglade sjæle. Bog 1 hedder De døde vågner og bog 2 har titlen Magisk modstand. De er skrevet af Thomas Arnt og illustreret af Aske Schmidt Rose.
Thomas Arnt har også skrevet fagbogen Sådan bliver du en tjekket zombie, som jeg læste sidste år, så hvis du er blevet bidt af en gal zombie, så husk at tjekke den ud også.

Zombier vs. troldmænd er en serie, der blander genrerne gys og fantasy tilsat en hel del action og humor, så det er bestemt ikke kedelig læsning. Historien har mange zombier og meget blod, så den er ikke for sarte sjæle. Til gengæld har den også en del humor som kan tage brodden af alt det uhyggelige. Det er en spændende historie med korte kapitler, der hurtigt gør at man bliver revet med af Tristans genvordigheder.
De sort/hvide illustrationer af Aske Schmidt Rose er med til at understrege Thomas Arnts ord og den både magiske og uhyggelige stemning i bøgerne.

Jeg vil anbefale Zombier vs. troldmænd til alle børn der godt kan lide gys og magi, og det er selvfølgelig et must at man kan lide spændende zombiehistorier for at man rigtig kan nyde Thomas Arnts fortællerglæde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar