Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 9. februar 2021

Livets blod af Malene Sølvsten

"Allerede i 1700-tallet er Elias besat af at overvinde døden, og han er tæt på at aflure gudernes deres hemmelighed. Men Odin vil ikke dele sin magt med nogen, og som straf dræber han Elias' familie. En seer fortæller ham, at der alligevel findes en fremtid, hvor han ikke er alene. Find den, som hersker over tiden, siger seeren. Men da han finder hende, ændrer det alt. For selv Elias kan ikke leve to liv.

Hvis han ikke slipper sin fortid, vil det koste ham fremtiden. Kan han opgive det, han har kæmpet i århundreder for at få tilbage?"



Livets blod var en roman, som jeg havde meget høje forventninger til, da den ville løfte lidt af sløret for Elias' liv. Elias er en karakter, der deler vandene for nu at sige det mildt. Jeg har selv en svaghed for ham, da jeg synes, at han både er utrolig charmerende og lidt af en idiot en gang imellem. 

Første gang vi møder Elias er i 1700-tallets Aalborg, hvor han arbejder som apoteker. Han har også en lille familie, som han elsker meget højt. Han er dog fuldstændig opsat på at genoplive de døde, hvilket Odin ikke er særlig vild med, da det er et af hans gudeområder. Odin tager derfor en frygtelig hævn over Elias, for at få Elias til at stoppe. Men Elias har en ukuelig vilje, og han bliver bare endnu mere opsat på at nå sine mål. Det er dog ikke ufarligt at forsøge at ændre ens fortid. 

Åhh, Elias! - var den følelse, som jeg sad tilbage med efter at have læst Livets blod, samt en stor lyst til at give ham et kæmpekrus. Der var også en gang eller to, hvis jeg skal være helt ærlig, hvor jeg havde lyst til at ruske ham noget så eftertrykkeligt. Han tager nemlig nogle tvivlsomme valg til tider, men han formår alligevel at vinde mig tilbage igen. Han er en virkelig interessant og sammensat karakter, som bare bliver ved med at overraske én.

Livets blod foregår i det samme univers som vi kender fra Ravnenes hvisken, og heldigvis er der rigtig mange karakterer fra serien, som har større eller mindre roller i denne roman. Derfor giver det også bedst mening at læse Livets blod efter man har læst Ravnenes hvisken.
Malene Sølvsten har virkelig sproget i sin magt og forstår at skrue en spændende historie sammen. Der er så meget saft og kraft i sproget, og det er simpelthen en fryd at læse. Historien er som sagt virkelig spændende, og romanen er noget af en pageturner. 

Jeg vil anbefale Livets blod til alle som er fan af Ravnenes hvisken. Du må ikke snyde dig selv for Elias' historie.
#TeamElias forever! 


5/5 stjerner

Titel: Livets blod
Forfatter: Malene Sølvsten
Serie: En Ravnenes hvisken-fortælling
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 15. november 2019
ISBN: 9788702290899
Sideantal: 279

Ingen kommentarer:

Send en kommentar