En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.
For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?
Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?"
○ Ravnenes hvisken ○
Lad mig starte med at sige at det var så fantastisk at være tilbage i Malene Sølvstens mytologiske univers befolket med nordiske guder, jætteulve, demiguder, hekse, synske, fabeldyr og meget, meget mere.
Historien forsætter mere eller mindre hvor vi slap Anne og hendes venner i den første bog. Anne er opsat på at befri sin tvillingesøster Serén, der holdes fanget af den onde Ragnara i den parallelle verden Hrafnheim. Hun tager alene til Hrafnheim, der hun ikke vil udsætte sine venner for farer, men får snart hjælp af den unge kommandant Rorik, og sammen rejser de ud for at finde Serén og forpurre Ragnanas onde planer ved samme lejlighed. Og så skal Ragnarok jo også stoppes fra at gå i opfyldelse, så Anne og co. har nok at se til.
Anne er en karakter med ben i næsen, der bestemt ikke er bange for hverken at indgå i diskussioner eller fysiske slåskampe. Hun er ret god til at give folk en røvfuld både fysisk og verbalt når de fortjener det. Men det leder hende også ind i problemer undervejs på hendes og Roriks rejse, og nu da hun har venner som hun holder utrolig meget af er hun ekstra opsat på at beskytte dem mod alverdens ondskab. Anne er en spændende karakter at følge, og hun udvikler sig en hel del i løbet af historien, hvilket jeg elsker. I og med at hun for første gang i sit liv har nogle hun holder af og derfor også har trang til at beskytte, kommer vi tættere ind på livet af hende og hendes lidt blødere side. Jeg kan også rigtig godt lide at hun er skeptisk over mange af de ting, som hun bliver præsenteret for. Jeg har før i nogle fantasy romaner stødt på at hovepersonen utrolig hurtigt accepter alt det magiske og lignende, der foregår rundt om ham/hende, hvilket godt kan virke en kende urealistisk. Anne er derimod herligt skeptisk, når det kommer til for eksempel at tro på guderne og andre dele af dens magiske verden uden beviser. Jeg synes det gør hende meget troværdig som karakter, og jeg kan som sagt rigtig godt lide at hun ikke acceptere alt ved første hug.
Generelt set det et meget spændende persongalleri som Malene Sølvsten har skuret sammen, og der er flere af karakterne, som jeg synes rigtig godt om (også nogle som måske ikke helt fortjener det), og som jeg krydser fingre for, at der ikke sker noget med i den sidste bog.
Plottet i Ravnenes hvisken 2 er ligeså godt skuret sammen som i 1'eren, hvis da ikke bedre. Man får nemlig så meget mere at vide om Hrafnheim og de mennesker, væsner og guder der befolker den, og det synes jeg er meget fedt. Jeg elsker når forfattere udvider deres univers, og når det er bundet op på tons af research. Det kan man tydelig mærke at Malene Sølvsten har brugt tid på. Det skinner virkelig igennem når man læser historien, og det gør bare universet og karakterne så meget mere troværdige. Ligesom tidligere blander Malene Sølvsten fantasy med nordisk mytologi, en solid gang action, intriger og drama. Ravnenes hvisken 2 er utrolig velskrevet og fængende. Der bliver spundet tråde tilbage til den første bog og der bliver lagt spor ud til, hvad der måske kommer til at ske i 3'eren. På én gang både glæder og frygter jeg at læse slutningen på trilogien (mest det første).
Ravnenes hvisken er en serie, jeg vil anbefale til alle, der elsker en god historie. Fortællerglæden er i top, og man får virkelig en fantastisk historie, hvis man giver sig i kast med den.
4,5/5 stjerner
Titel: Ravnenes hvisken 2
Forfatter: Malene Sølvsten
Serie: Ravnenes hvisken #2
Sprog: dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 21. juni 2017
ISBN: 9788711543375
Sideantal: 621
Ingen kommentarer:
Send en kommentar