Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 14. januar 2020

Verden styrter af Malene Sølvsten

"Kriger. Beskytter. Forræder. Én sidste mission. Det eneste han ikke må gøre er at forelske sig.

Varnar er verdenernes stærkeste kriger og leder af Ragnaras hær. Opdraget til at kæmpe, adlyde og beskytte sin dronning, selv med livet som indsats. Men mørke skyer trækker sammen over dem alle. Snart vågner den, som kan starte verdens undergang. Varnar vil stå over for et valg, som kan afgøre alt. Ikke for ham selv, men for en, han endnu ikke har mødt. En, som holder menneskehedens skæbne i sine hænder. 

Kun én kan beskytte hende. Men er han parat til at bryde sit løfte?"



I Verden styrter af Malene Sølvsten, får vi et lille indblik i Varnars liv, og hvordan han endte med at blive Annes beskytter i Ravnenes hvisken. Den bliver kaldt nr. 2,5 i serien og jeg vil da også anbefale at man enten læser den efter Ravnenes hvisken 2 (som jeg gjorde) eller venter med at læse den til efter man har læst hele den oprindelige trilogi. Der er nemlig karakterer med, som man første møder i 2'eren, så hvis man vil have alle detaljerne med, vil jeg anbefale at man venter med at læse den, for Verden styrter kan ikke stå alene, men bidrager derimod med mere info til alle sultne Ravne fans.
Tidsmæssigt starter Verden styrter før Ravnenes hvisken og strækker sig også ind i starten af Ravnenes hvisken med nogle enkle nedslag.

Vi er i Hrafnheim, hvor Varnar er anfører for Varægergarden, som er den del af Ragnaras hær. Han har blandt andet til opgave at opstøve og fange de mennesker der stadig beder til de gamle guder (hvilket er strengt forbudt). Men en dag på en mission bliver han tvunget til at gøre noget, som han dybt kommer til at fortryde, og som får ham ændre sit liv meget radikalt, da han slutter sig til modstandsbevægelsen.

Malene Sølvsten serverer endnu gang en lækkerbisken af en bog, der dog er meget kortere end de andre bøger i serien. Hun er virkelig dygtig forfatter, og jeg er vild med hendes skrivestil. Hun forstår at skrive en spændende historie på ganske få sider, som man sluger på ingen tid.

Jeg havde håbet, at jeg ville komme tættere på Varnar som karakter. Han har altid været lidt svært at komme ind under huden på, og jeg havde håbet at denne bog ville gøre mig klogere. Det lykkes dog desværre ikke helt, og jeg ved ikke hvorfor. Han er stadig en lidt mystisk mand i mine øjne, men det gør måske heller ikke så meget, når det kommer til sagen.
Foruden Varnar får Malene Sølvsten også flettet flere andre karakterer ind, og det synes jeg var meget fedt. Vi fik også mere kød på nogle scener, som vi bare havde fået nævnt i de to første bind, og det synes jeg også var et rigtig godt træk fra forfatterens side.

Verden styrter bringer os som sådan ikke videre i den overordnet historie i trilogien, men er som sagt mere et nedslag i universet. Hvis man elsker serien, vil jeg bestemt anbefale at man også tager denne lille bog med. For selv om den ikke er nær så lang som de andre bøger, byder den på en spændende historie, som man bestemt ikke må snyde sig selv for.


3,5/5 stjerner

Titel: Verden styrter
Forfatter: Malene Sølvsten
Serie: Ravnenes hvisken #2.5
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 6. juni 2018
ISBN: 9788702263015
Sideantal: 144

Ingen kommentarer:

Send en kommentar