"Mumitrolden og Mumimor leder efter den forsvundne Mumifar og oplever farer og voldsomheder, inden familien atter genforenes. Og til slut finder de sammen et sted, som er smukkere end noget, de nogensinde har set, og beslutter sig for, at her skal de bo."
De små trolde og den store oversvømmelse er den første bog om de elskede Mumitrolde.
Mumifar er forsvundet, og Mumitrolden og Mumimor rejser ud for at finde ham igen. På deres færd møder de både nye venner og store farer.
Jeg har ikke tidligere læst nogle af Mumibøgerne, men jeg er vokset op med den tegnede Mumi tv-serie, som jeg holdt meget af. Jeg samler også på kopperne, så det er vist på tide at jeg rent faktisk får læst historierne.
De små trolde og den store oversvømmelse er en fin og stemningsfuld historie. Der er noget truende i historien, hvor de to små Mumitrolde forsøger at finde vej, men der er også noget håbefuldt i den, og den blanding kan jeg rigtig godt lide. Den er på den ene siden enkel, og på den anden meget alvorlig med emner såsom familie, sammenhold, venskab, mod og nysgerrighed.
Skrivestilen er let og flydende, og tegningerne understreger historien så smukt. Det er let at forstå, hvorfor Mumitroldene er så elskede og har opnået klassikerstatus.
Jeg er fan af Mumitroldene, og jeg glæder mig til at læse videre.
4/5 stjerner
Titel: De små trolde og den store oversvømmelse // Originaltitel: Småtrollen och den stora översvämningen
Forfatter: Tove Jansson
Serie: Mumitroldene #1
Originalsprog: svensk // læst på dansk
Forlag: Forlaget Carlsen
Udgivet: 1. juli 2023 (denne udgave) // oprindelig udgivet 1. januar 1945
ISBN: 9788727023595
Sideantal: 72
Ingen kommentarer:
Send en kommentar