"The Eighth Story. Nineteen Years Later.
It was always difficult being Harry Potter and it isn’t much easier now that he is an overworked employee of the Ministry of Magic, a husband and father of three school-age children.
While Harry grapples with a past that refuses to stay where it belongs, his youngest son Albus must struggle with the weight of a family legacy he never wanted. As past and present fuse ominously, both father and son learn the uncomfortable truth: sometimes, darkness comes from unexpected places."
Den her anmeldelse har været længe undervejs. Jeg læste dette stykke tilbage i oktober, og jeg sad tilbage med modstridende følelser og tanker. Jeg var skepsis, før jeg begyndte at læse Harry Potter and the Cursed Child, meget på grund af den måde den er blevet markedsført herhjemme. Nemlig som en bog i stedet for et skuespil, som det jo er. Jeg har mødt mange børn og unge på mit arbejde, der er blevet utrolig skuffet, når de fandt ud af sandheden. Jeg har sågar haft en mor i telefonen, der spurgte om det virkelig kunne passe, at det ikke var en bog hendes søn skulle læse.
Så markedsføringen har jeg været temmelig sur over. Den satte folks forventninger op og gav dem så noget helt andet end det de havde forventet. Jo mere jeg har tænkt over dette stykke, jo mere skuffet og vred er jeg også blevet, og det bærer min anmeldelse i høj grad præg af. Så hvis du kun er til positive anmeldelser så stop med at læse nu.
Som udgangspunkt har jeg ikke noget imod at læse dramaer. Det er blot en anden kunstform end romaner. Så min kritik går ikke på Harry Potter and the Cursed Child som et skuespil. Jeg tror at det vil være et rigtigt fedt stykke at se og opleve.
Min kritik går derimod på selve plottet og karakterne.
Hvis vi starter med plottet. Åh alle de plothuller som jeg ikke hverken kunne overse eller ignorere. Vi følger Harrys søn Albus, som hader at leve i sin fantastiske fars skygge. For Albus selv er ikke særlig fantastisk. Far og søn forstår ikke hinanden og det leder jo selvfølgelig op til en forældreoprør. Albus og hans bedste ven Scorpius Malfoy beslutter sig for at rejse tilbage i Harrys fortid for at rette op på en "uretfærdig" død. Men tingene går jo selvfølgelig ikke som forventet.
Mit største problem er selve tidsrejserne. Det virker bare for letkøbt. Albus og Scorpius bruger en særlig tidsvender til at rejse tilbage i tiden og til begivenheder som vi kender fra oprindelig Harry Potter serie. Og jeg brød mig bare ikke om dette træk. Når man har med tidsrejser at gøre skal de være troværdige inden for deres univers, men det var de slet ikke her. Alle ministeriets tidsvender bliver smadret i bog 5 af Harry Potter, men lige pludselig har vi en meget stærk tidsvender som man kan rejse flere år tilbage med men kun i 5 minutter. Den køber jeg bare ikke. Og det med at pille og forsøge at ændre en tidlig handling brød jeg mig slet ikke om. Hvorfor var det nu nødvendigt? I bog 3 fik vi at vide, hvor svært og ikke mindst farligt det er at ændre på fortiden, og så rejser to drenge frejdigt af sted for at gøre netop det, som en form for oprør mod deres forældre?
Mindst en af tidsrejserne var unødvendigt efter min mening, og føles bare som ekstra fyld, som en gentagelse af den første rejse.
Og så er der karakterne. Albus brød jeg mig faktisk ikke rigtig om. Han er klynkende og irriterende og slet ikke hvad jeg havde forventet. Jeg have ikke noget imod at han var i Slytherin. Det var ganske fint. Jeg ville dog godt have set at han viste husets gode sider, i stedet for at surmule over at var havnet i Slytherin og være vred på sin far. Det klædte ham ikke.
Men også de kendte og elsklige figurer som Harry, Hermione, Ron kunne jeg slet ikke genkende. Jovist der er gået mange år siden vi så dem sidst, men stadigvæk. De var karikatur på dem selv, især Ron er blevet til en latterlig skikkelse, har påtaget sig en klovnerolle, der slet ikke passede til ham.
Og så var der Delphi... Nej, bare nej! Hendes oprindelse stider mod alt hvad vi fik at vide i de 7 oprindelige bøger. Og det kan jeg bare ikke tilgive. Jeg vil ikke fortælle mere, hvis man endnu ikke har læst stykket, men hold op hvor var jeg sur over dette stunt.
Da jeg læste dette stykke, fik jeg også en meget stærk følelse af at jeg sad og læste fanfiktion. Og den følelse forsvandt ikke. Ikke engang da jeg havde vendt den sidste side. Og jeg tror jeg vil betragte det som fanfiktion, for jeg er bare så skuffet over det, selvom jeg ikke engang havde særligt høje forventninger til at begynde med. Den mangler bare så meget - og den mangler i høj grad magi. Den særlig magi, der kendetegner Harry Potter universet.
Hvis man vil have ægte Harry Potter magi, så genlæs de 7 bøger.
1/5 stjerner
Harry Potter and the Cursed Child, Parts 1 & 2 (Harry Potter #8) af John Tiffany, Jack Thorne, J.K. Rowling
Forlag: Arthur A. Levine Books
Udgivet: 31 juli 2016
ISBN: 9781338099133
320 sider
Kan sagtens følge dig i alle dine kritikpunkter, og tænker også det er vigtigt at huske, at skuespillet er skrevet af andre og kun baseret på Rowlings nye historie - hvilket kan forklare hvorfor der sker ting på måder man slet ikke kan genkende i de personer man har elsket gennem 7 bøger, og det føles som fanfiktion.
SvarSletHelt enig! Jeg ville nok helst have haft en helt ny historie i stedet for at vende tilbage til fortiden.
Slet