Med humor og selvironi fortæller han, hvordan en herreløs hunkat stille og roligt erobrerede hans hjerte og tilførte hans liv noget, han ikke anede manglede. Han filosoferer over kattens - og menneskets - væsen og gør sig kloge tanker om livet, litteraturen og videnskaben.
Mand og kat er en varm og humoristisk kærlighedshistorie."
Mand og kat er historien om en kat der langsomt kryber ind i hjertet på en mand (og hans kone) der er opsat på at han bestemt ikke skal være katteejer. Men det bliver han, og han bliver katteejer med stort K.
Jeg har længe spekuleret på, hvordan jeg skulle anmelde denne lille bog. For på den ene side vil jeg meget gerne holde af den, for den handler om en kat (og jeg ELSKER katte), men det gjorde jeg bare ikke. Det er en ok bog, men heller ikke mere. Men jeg havde bare håbet på at jeg ville synes bedre om den. Og det var nok der jeg gik galt i byen. Jeg havde næsten ingen forventninger til denne bog, men de var åbentbart stadig for høje.
Jeg fandt hverken Mand og kat særlig humoristisk eller særlig hjertevarm. Humor kan diskuteres, for det kan være meget forskelligt hvad man finder sjovt. Jeg kunne godt lide Mis, den virker som en dejlig kat, og hvis det bare var en historie kun om Mis og katte generelt, havde jeg nok holdt mere af den. Men forfatteren tager meget af sig selv i den og derudover meget andet, som ikke havde Mis eller andre katte i fokus, og de passager fandt jeg bare jævnt kedelige. Det var bare nogle jeg gerne ville have overstået, så jeg kunne vende tilbage til det jeg fandt mest interessant, nemlig Mis.
Sproget var også for simpelt for min smag. Det var ikke noget der satte spor i mig, eller som holdt mig fanget. Tilgengæld synes jeg at illustrationerne var kære og velvalgte. De fortalte nogle gange mere historie end ordene gjorde.
Mand og kat er en ok historie, og det er den, fordi jeg aldrig rigtig blev fanget af den, og fordi jeg fandt den kedelig flere steder (når fokus ikke 100 procent var på katte, hvor jeg synes bogen var mest interessant). Det var ikke den hjertevarme og livsbekræftende historie jeg som katteelsker havde håbet på. Jeg tror derimod, at den hurtigt vil gå i glemmebogen for mig.
Mand og kat af Nils Uddenberg / Originaltitel: Gubbe och katt
Originalsprog: svensk / læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 30. september 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2012
ISBN: 9788711563960
151 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar