Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 17. januar 2017

Pigerne af Emma Cline

 "Det er i parken, at Evie får øje på pigerne, en gruppe unge kvinder, der udstråæer fandenivoldskhed, frihed og en farlig aura af vildskab. Da hun nogle dage senere møder en af dem, Suzanne, tager hun med ud på den ranch, hvor den karismatiske Russell bor med sin 'storfamilie', unge kvinder, der vil gøre alt for ham. Evie drages ind i Russells tryllekreds, og først da det er for sent, indser hun, at det vil få katastrofale konsekvenser."

Jeg har hørt meget omtale af Pigerne. En virkelig god omtale af den. Blandt andet at den skulle være barsk og virkelig skræmmende læsning, og en virkelig fantastisk debutroman. Så mine forventninger var naturligvis høje, og de var også for høje kan jeg nu konkludere efter endt læsning.

Det tog tid og hårdt arbejde fra min side at blive overhovedet fanget af Evies historie. Pigerne består af to sideløbende historier. En der foregår tilbage i 1969, hvor Evie er en ung og naiv pige, der bliver tiltrukket af nogle specielle piger, der følger den mytiske Russells ord. Samt en der foregår i Evies nutid, hvor hun er blevet en midaldrende kvinde, der låner en vens sommerhus. Her møder hun vennens søn, Julian, og dennes kæreste, Sasha. Julian ved hvem Evie er og ikke mindst hvad hun har været vidne til, da hun var ung. Evie begynder således at fortælle hendes historie.

Fortællingen om Evies nutid sammen med de to unge, var nok det jeg brød mig mindst om i Pigerne. Jeg fandt den ude af trit med handlingen i 1969. Jeg fandt Evies nutid og samspil med teenagerne jævnt kedelig og unødvendig. Jeg kunne ikke finde en dybere mening med den andet end at den skulle virke som katalysator til at Evie begyndte at fortælle hendes historie. Så var 1969 kapitlerne meget mere interessante.

Emma Clines sprog var virkelig godt. Det tiltalte mig nok mere end selve historien. Så hvis Cline udgiver mere vil jeg da helt klart give det en chance. Hun var også god til at opbygge en stemning. Men på trods af disse talenter fandt jeg stadig Pigerne fragmenteret.

Pigerne er en fin fortælling, men det var ikke en fortælling der rørte mig særligt dybt. Og det var det jeg havde forventet og håbet på. Jeg havde forventet en barsk og skræmmende historie. Men jeg blev ikke skræmt, og jeg synes heller ikke at den var særlig barsk. Den hukdt sig altid på en arms længde, som var meget frusterende for jeg ville bare så gerne have at den vækkede følelser i mig, at den rørte ved mig. Men det skete bare ikke. Det er en fin historie, og en velskrevet historie. Den manglede bare noget for virkelig at kunne røre ved mig, for at kunne krybe ind under huden på mig.

3/5 stjerner

Pigerne af Emma Cline / Originaltitel: The Girls
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2016
ISBN: 9788711465523
278 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar