Bare et kapitel mere: Harpiks af Ane Riel

"Pigen Liv vokser op på en ø sammen med en mor, som er for stor til at kunne forlade soveværelset, og en far, der fylder hjemmet op med skrammel og melder sin levende datter død. At han også kvæler sin egen mor, synes ret naturligt for Liv, som i begyndelsen ikke sætter spørgsmålstegn ved den forkrøblede verden, hun præsenteres for. Hun tvivler da heller ikke på, at hun selv er elsket af den far, som holder hende skjult i en gammel container."

Jeg er startet i en læseklub på mit arbejde. Harpiks var den første bog vi skulle læse. Og hvilken debut!

Harpisk handler om en lille familie, der bor for sig selv i et lille samfund. Og noget er helt ravruskende galt med denne lille familie.

Man ved ikke i starten helt hvad der sker eller er sket med denne familie. De bevæger sig på kanten af samfundet. De har altid været lidt tilbagetrukket, men med årene eskalere det helt vildt, og familien bevæger sig ud over kanten og afsværger alle andre, på nær posten, som er den eneste forbindelsesled til resten af verden. Postkassen er dog blevet rykket helt ned til enden af vejen, så postbudet ikke længere skal bevæge sig ind på grunden. Det vil postbudet ellers gerne, for han er dog noget af det mest nysgerrige der findes. Og så er der faren og Livs natlige ture ned til den lille samling af huse, hvor de låner (stjæler) ting som de har behov for, samt ting de slet ikke har behov for, men som de måske kan få behov for en gang. Ellers er der ingen kontakt overhovedet mellem den lille familie og resten af verden.

Der er så mange kontraster i denne bog. Både i karakterne og i handlingen. Man ved aldrig helt hvor man har karakterne. Og ens sympati skrifter jævnligt under læsningen, det gjorde min i hvert fald.
Man får præsenteret dagligdagen igennem pigen Livs øjne og hvordan hun forstår verdenen. Og det er ikke som vi andre forstår den. Er Liv en troværdig fortæller? Hun ser selvfølgelig verden igennem sine barneøjne, men samtidig er hun ikke som børn er flest. Og hun tror blindt på alt hvad hendes far fortæller hende, blandet andet at i mørket er der ingen smerte, eller den er i hvert fald meget formindsket. Det er derfor de jæger om natten, for så føler de dyr de dræber ingen smerte. Dette er logik for Liv, men ikke rigtig for os andre, fordi vi ikke har haft hendes opvækst. Jeg sad tilbage med en forundring om Liv nogensinde ville blive en normal pige/kvinde.

Det er en meget dysfuntionel familie, hvor forældrene har givet op, især faren er blevet en sørgelig stakkel. Sådan ser Liv ham ikke, men når vi som læser træder et skridt tilbage, kan vi sagtens se at den er helt galt med ham, med familien og med den måde de lever på. Harpiks er grotesk, den er dyster, den er forførende og den er på flere punkter skræmmende realistisk. Og jeg mener virkelig skræmmende. Hvis man nogensinde har set Ekstreme samlere eller andre programmer i den dur, så er Ane Riels beskrivelser af alt det ubrugelig skrammel som faren har samlet sammen utrolig realistisk, og hvordan det kan tage magten og kontrollen fra en.

Det tog mig nogle sider at blive fanget af denne bog. Jeg måtte 50-60 sider ind før den begyndte at vække min opmærksomhed. Jeg ved ikke hvorfor den ikke fangede mig lige fra første øjeblik for den bliver indledt med en en helt fantastisk første sætning:

"Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel."

Men Ane Riel skriver utrolig godt. Det er der ingen tvivl om. Og det var især hendes beskrivelser set igennem Livs øjne, morens tilkendegivelser igennem hendes breve og ikke mindst Roald der afslører galskaben og mishandlingen. Nøj, hvor var Harpiks' slutning spændende, og selv om jeg havde regnet en meget vigtig deltalje ud, var den bare gennemført og lige sådan som den skulle være efter min mening. Den starter ud med en helt fantastisk sætning, men den slutter med en der måske er endnu mere fantastisk.

Harpiks er en fortælling om kærlighed. En ekstrem kærlighed der tager magten fra dem der føler den. Det er en fortælling om loyalitet, Livs loyalitet til hendes far og mor, om fortabelse, om angst, om paranoia og om ondskab. Ikke en bevidst ondskab, men en ondskab ikke desto mindre.
Harpiks er en god bog, men det er bestemt ikke en bog for alle.