Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 2. maj 2017

Release af Patrick Ness

"Det er lørdag, det er sommer, og selvom han endnu ikke aner det, så vil denne dag fyldt med svigt, sex, kærlighed og knust hjerte forandre Adam Thorns liv. 
Og et andet sted i byen er en fortabt sjæl stget op fra søen..."

Release føles som en meget personlig bog og det satte dybe spor. Adams skiftende følelser og tanker håb blev mine faste følgesvende under min læsning. Adam er homoseksuel, opvokset i en meget stærk religiøs familie, der ikke kan (eller vil) accepterer ham, som han er. Han er ”forkert” og har bare at blive rigtig igen for at kunne være deres søn og bror ellers er han for evigt fortabt. Adam er derfor i en nærmest evig kamp mod sig selv og sin egen identitet. Han tvivler på sig selv, er forvirret over sine følelser for ekskæresten og den nuværende kæreste, føler skam og en utrolig smerte på en og samme tid. Men han finder dog håb og trøst hos sine venner, som er den familie han selv har valgt og som accepterer ham helt og fuldt, lige som den han er, og vil forsvare ham mod alt der truer ham.

Release handler om at give slip. Den handler om at give slip på alt det dårlige, hvad enten det er mennesker, følelser eller tanker der holder en tilbage, selvom det kan være utrolig svært. Men det handler også om at kunne slip på noget godt, noget man troede man ikke kunne leve uden. Det gav mig stof til eftertanke, for jeg trænger også til at give slip på noget, der ikke er godt for mig. Det gør vi alle. Og det er nok et af de vigtigste budskaber i romanen - Giv slip. Selvom det kan være svært. Selvom det kan gøre ondt. Bare giv slip.

Ness’ elegante ord og sætninger er som ringe i vandet der breder sig til ens underbevidsthed, hvor de skaber ekkoer. Ness skriver som altid helt igennem fantastisk og fængende. Det var utrolig let for mig at fortabe mig selv i ordene og historierne. For Release fortæller ikke kun en historie men to, der vikler sig ud og ind af hinanden i løbet af en enkel dag. Der er Adams historie og så er der den anden historie. En historie der på en måde er langt mere uhåndgribelig, men som også er langt mere truende, dyster og fyldt med smerte. Måske endda en smerte der overstiger Adams? En historie der varsler jordens undergang, hvis den/de hvileløse ånd/ånder ikke finder hvile.
Release er en meget rå roman, idet det føles som om man går på blottet nervetråde. Og så er det en meget intim roman, der er blandt andet mere sex med end i Ness' andre bøger. Og så er den meget poetisk, især i det fortællespor der omhandler dem søgende ånd.
Release er en kompleks roman. Der er utrolig mange lag i historien, der fletter sig ind imellem hinanden, og jeg tror slet ikke at jeg fangede dem alle under min læsning. Release er en bog, der kræver (og fortjener) at blive læst mere end én gang for at man alt med.

Patrick Ness har gjort det igen! Han har forført mig noget så eftertrykkeligt at jeg føler mig helt ved siden af mig selv, men samtidig opløftet i en rus af glæde og undren. Glæde over at have læst denne fantastiske roman, men også en undren over var det alt?

Release udkommer d. 4 maj, så glæd jer!


4/5 stjerner

Release af Patrick Ness / Originaltitel: Release
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: april 2017 (forhåndseksemplar) / Udgives d. 4 maj 2017
ISBN: 9788702243475
289 sider

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget

Ingen kommentarer:

Send en kommentar