En dreng der kan styre døden.
En bog, der er levende - og sulten.
Hvem ved, hvad der kommer frem, når lyset slukkes?"
[Bogen er lånt på biblioteket]
Når lyset slukkes er en samling af 10 noveller, hvor gyset er i centrum. Alle novellerne har tidligere været udgivet, men er til denne udgave blevet gennemskrevet med en lidt ældre målgruppe i øje.
De 10 noveller er Smil, Emil! // Dyret må gerne fodres! // Helt forkert nummer // "Når jeg knipser med fingrene..." // Det sultne maleri // Jægerhuset // Sort i cirkus // Dukkelise // Dødens sang // Slut.
Novellerne har alle børn i hovedrollen, som alle på den ene eller anden måde kommer ud for et eller andet der ikke er særligt rart. Nogle af børnene fortjener det måske, mens andre simpelthen bare er så uheldige at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Novellerne er som altid virkelig velskrevne. Kenneth Bøgh Andersen er simpelthen en ren troldmand med ord. Ingen af novellerne er særlig lange, men alligevel får han bygget nogle virkelige gode historier op på ganske få sider, som man lever sig ind.
Gysene i novellerne er også rigtig gode og onde. De skal nok fremkalde en kuldegysning eller to samt sætte ens hjerterytme op i et par sekunder. Så spændende er de. Inspirationen for novellernes gys er alle forskellige, men der sniger sig nogle klassiske monstre ind som eksempelvis varulven. Jeg kan virkelig godt lide variationen, for jeg vidste aldrig rigtig hvad jeg ville få. Det var med til at skærpe uhyggen.
Hvis du mangler nogle (u)hyggelige gys er Når lyset slukkes et godt valg. Siderne vender sig selv og man sidder på kanten af stolen af spænding. For når man slukker lyset ved man jo aldrig, hvad der kravler frem.
4/5 stjerner
Titel: Når lyset slukkes
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2017
ISBN: 9788763852579
Sideantal: 150
Ingen kommentarer:
Send en kommentar