Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 28. december 2017

Nye bøger #30 - Årets sidste bookhaul


Så er året næsten omme og det er blevet tid til årets sidste bookhaul. Jeg viser mine julegaver i et selvstændigt blogindlæg, så dette er kun de bøger jeg har fået i november og december (før juleaften). Jeg venter pt. stadig på nogle bøger som ikke er kommet endnu, så de bliver vist frem engang i januar.

Det er ikke blevet til så mange bøger i denne omgang og det er fordi jeg skulle flytte i november og derfor ikke har købt særligt mange hverken før eller efter. (Jeg behøvede ikke lige mere at slæbe på - jeg havde rigeligt i forvejen). Der røg dog nogle i kurven til Black Friday, men det var planlagte indkøb. Derudover har jeg fået nogle FairyLoot bokse siden sidst, samt modtaget nogle anmeldereksemplarer.


Jeg starter med tre bøger, jeg modtog kort tid før min flytning. De var blevet bestilt over en måned før, men da de er fra The Folio Society i England tager leveringen altid lidt tid. Jeg havde bestilt to bøger ved dem som var Jane Austens Northanger Abbey og Sakis Short Stories. Fordi jeg havde bestilt to bøger modtog jeg et gratis eksemplar af Spring: A Folio Anthology, som jeg helt sikker skal læse til foråret.


I november var det også Black Friday. Jeg havde ikke planlagt de vilde indkøb, men lidt blev det til. Og da jeg købte dem alle på Saxo undgik jeg kø og mennesker. (Det fik jeg så rigeligt af, da jeg var ude at købe gardiner til mit hus. Det var mest da vi skulle væk fra storcenteret igen, selve butikken var ikke så galt).
Nå, men tilbage til bøgerne. Af danske udgivelser købte jeg Er du okay, Nanna? af Anika Eibe, som er den fjerde bog i hendes selvstændige serie. Jeg købte også en julekalender, som jeg har læst og elsker. Det er nemlig Julebestiariet af Benni Bødker & John Kenn Mortensen. Læs den hvis du ikke allerede har.


Jeg købte ligeledes nogle engelske bøger til Black Friday. Den ene bog er en jeg er sindssygt spændt (og forhåbentlig er jeg enten gået i gang med den eller helt færdig, når dette bookhaul udgives). Bogen er en science fiction fortælling om morderiske havfruer. Det er det eneste jeg ved, men jeg er så spændt. Bogen er Into the Drowing Deep af Mira Grant. Den bliver måske udvidet til en serien, jeg er ikke helt sikker. Men læses det skal den under alle omstændigheder.
Jeg valgte også at købe Philip Pullmans nye bog The Book of Dust. Jeg har endnu ikke læst trilogien, men jeg håber på at starte på Northern Lights i juleferien.
Den sidste bog jeg købte til Black Friday var den illustrerede udgave af Fantastic Beast and Where to Find Them af J. K. Rowling.


Siden sidst har jeg også modtaget to FairyLoot bokse, der hver har indholdte hele to bøger. Den ene er fra oktober og den anden er fra november. Temaet for oktober var Villainous og den indeholdte bøgerne Forest of a Thousand Lanterns (Rise of the Empress #1) af Julie C. Dao samt The Language of Thorns af Leigh Bardugo.
Novembers tema var Ladies That Slay og bøgerne her var The Last Namsara (Iskari #1) af Kristen Ciccarelli samt Furyborn (The Empirium Trilogy #1) af Claire Legrand der endnu ikke er udkommet.


Jeg runder dette bookhaul af med at vise de anmeldereksemplarer, jeg har modtaget, frem.
Fra Valenta har jeg modtaget den nye udgave af Castra Damatorum (tidligere Camp 41) at Patrick Leis. Jeg har læst de gamle udgaver, men jeg glæder mig rigtig meget til at læse den nye udgave, da hele serien har fået et løft og derfor løbende bliver genudgivet i deres nye design.
Dreamlitt har sendt mig Den forbudte bred af Stine Dreyer, der er en fantasyroman. Jeg har hørt lidt forskelligt om den, så jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan danne min egen mening,
En anden bog jeg har hørt blandende ting om er Eternal Darkray af Tue Omø fra forlaget Enter Darkness. Jeg ved, at den har en lidt anderledes skrivestil end hvad jeg måske er vant til, men jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt.

Jeg startede med at sige, at jeg ikke havde købt/fået særligt mange bøger de sidste to måneder, men det blev alligevel til 15 bøger, som jo er en ganske pæn stak, når det kommer til stykket (og så har lige opdaget at jeg har glemt et par bøger, men de må blive vist frem i det nye år i stedet for). Jeg har i hvert fald masse af læsestof til 2018, men det stopper mig nok ikke fra at købe flere bøger i det nye år...

Rigtig godt nytår!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar