Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 19. december 2017

Udstillet af Nicole Boyle Rødtnes

"Med min hund Einstein i favnen nærmer jeg mig gruppen. De ler højt af noget, en af dem har sagt. ”Undskyld, må jeg komme forbi?” siger jeg og prikker den nærmeste på skulderen.”Selvføl…” Han vender sig om. Og med ét forvandles hans smil til en stirren. Først på mig, og så på Einstein.”Gud, det er jo dig,” siger han så. ”Dig fra Grænseløs. Dig med …” Han går i stå. Nu har de andre også vendt sig.”Gud ja, det er da dig,” siger en anden.”Og hunden,” siger en tredje.”Jeg skal forbi,” siger jeg igen. Højt og bestemt denne gang. Intet sker. Så maser jeg mig forbi.”Årh, lad være med at være sur!” råber de efter mig. ”Hvis du ikke gider tale om det, hvorfor var du så på tv?”
Ida og Oliver har deltaget i realityprogrammet "Grænseløs".
Nu er de hjemme igen. Oliver nyder kendis-livet, mens Ida kæmper med at være et kendt ansigt og hjemsøges af ting, der skete i programmet.
Ting, hun ville gøre alt for at ændre …"



[Bogen er lånt på biblioteket]

En barsk bog om reality-tvs skyggesider
Ida og Oliver har begge deltaget i Grænseløs, som er et reality program, hvor det går ud på at udfordre sig selv og hvor udfordringerne bliver vildere og vildere.
Oliver elsker statussen som kendis. Han gæsteoptræder som bartender og lever det vilde liv med fest, druk og piger. Ida derimod hader hendes nuværende liv, hvor hun ofte bliver genkendt på gaden. Samtidig er hun stadig plaget af hvad der skete under Grænseløs.

Udstillet bliver fortalt fra både Ida og Olivers synsvinkel. Den skifter for hvert kapitel, men man ved heldigvis altid hvem man følger. Hvert kapitel indledes også med et lille tilbageblik på deres tid i Grænseløs. Det betyder at man lige så langsomt får mere og mere at vide om, hvad der egentlig skete under Grænseløs. Kapitlerne er meget kort, og det gør at man suser igennem bogen. Ida og Olivers skildringer er brutalt ærlige og der bliver ikke lagt skjult på noget. Jeg kunne ikke rigtig lide Oliver som person. Jeg fandt ham meget usympatisk, og det blev kun værre jo længere jeg kom ind i historien. Ida var meget præget af hendes oplevelser, og som konsekvens deraf også meget usikker på mange ting og i høj grad sig selv. Hun vil ikke modtage hjælp fra nogen, slet ikke hendes forældre. Men hun modnes i løbet af romanen, og det er jeg rigtig glad for at hun gjorde.

Jeg startede på bogen en aften før sengetid og det var meningen at jeg bare ville læse et par kapitler og så lægge mig til at sove. Men før jeg fik set mig om havde jeg vendt den sidste side i bogen. På mindre end to timer havde jeg fortæret Udstillet. Nicole Boyle Rødtnes har for vane at skrive velskrevne bøger og Udstillet er ingen undtagelse. Min ene anke er at den gerne måtte have været længere, men det føler jeg måske bare, fordi jeg læste den så hurtigt som jeg gjorde.


En tankevækkende roman
Udstillet satte tankerne i gang hos mig, som højst sandsynligt også har været forfatterens hensigt. Jeg har aldrig set særlig meget reality-tv, fordi jeg synes at det bliver alt for opstillet og kunstigt, hvilket lidt er en del af præmisserne for reality-tv. Men selvom reality-tv ikke lige er min genre er det nogle interessante synspunkter og tanker, som kommer frem under læsningen. Vi har to unge personer, der har deltaget i det samme program, men som har haft nogle vidt forskellige oplevelser. Oliver har haft en fantastisk tid, og han savner det sus, han fik ved at udfordre sig selv i Grænseløs. Efter showet forsøger han at malke den popularitet, han opnåede, indtil den sidste dråbe. Ida derimod har haft nogle virkelig dårlige oplevelser, hvor Oliver optræder i flere af dem. Hun kæmper nu med at opbygge en mere normal hverdag, og hun vil helst bare glemme det, der skete i showet. Men det er svært, når man nu er blevet et kendt ansigt og dermed er blevet allemandseje.

Udstillet kan blive grundlaget for en rigtig god snak om konsekvenserne ved at blive kendt om det så er på den ene eller anden måde. Man kan også få en rigtig god snak om grænser - både ens egne og andres - og at man skal respektere dem.


4/5 stjerner

Titel: Udstillet
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 15. september 2017
ISBN: 9788771653649
Sideantal: 283

Ingen kommentarer:

Send en kommentar