Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 22. januar 2018

Mylingen af Åsa Larsson & Ingela Korsell

"Det er halloween, og det vrimler med zombier og monstre på skolen. Når mørket falder på, skal der være fest, og alle spøgelserne kommer frem. Men mellem de falske spøgelser gemmer sig en rigtig myling. Den er kommet for at få hævn, og den har udset sig sit offer. Under forsøget på at finde frem til sandheden om mylingen kommer Alrik og Viggo på sporet af en frygtelig hemmelighed.
Samtidig flytter en ny pige til byen. Hun hedder Iris. Og der er et eller andet underligt ved Iris ..."


Mylingen er tredje bind i Pax serien. De første to er Nidstangen og Grimmen. Da den forsætter direkte efter Grimmens meget spændende cliff-hanger er dette en serie, som skal læse i rækkefølge, ellers vil man simpelthen være fortabt, hvad angår handling og sammenhæng.

Det er Halloween og selvom stemningen er lidt trykket efter overfaldende på kirkegården (Grimmen) - især hos de voksne, klæder børnene i Mariefred sig ud og glæder sig til de (u)hyggelige fester, som hører til Halloween. Men det hele bliver snart uhyggelig, da en myling blander sig mellem alle de falske spøgelser og begynder at angribe udvalgte børn, og det er op til Alrik og Viggo at finde ud hvorfor.

Mylingen er rigtig godt nordisk fantasy, der tager fat i gamle myter og folketro, og som er rigtig god til at fortælle dem videre. Jeg vidste blandt andet ikke, hvad en myling er, før jeg læste denne bog. Det ved jeg så nu, da jeg lærte det sammen med Alrik og Viggo, og jeg synes faktisk de er en kende uhyggelig, men bedøm selv efter du har læst Mylingen.

"Et barnespøgelse kaldes for en myling, hvis det er genfærdet af et barn, der er blevet myrdet, og som ønsker at hævne sig."

Ikke lige et væsen man har lyst til at møde en mørk nat, vel?

Mylingen er en rigtig god børnebog, da den er velfortalt og sprængfuld af energi. Det er umuligt at kede sig undervejs, og man vender febrilsk den næste side for at finde ud af hvad der nu vil ske.

Mylingen er også en ganske uhyggelig og creepy bog til tider. Dette er godt hjulpet på vej af Henrik Jonssons uhyggelige og fantastiske illustrationer. Han rammer plet, når det kommer til at fange atmosfæren i historien.

Pax er en spændende serie, som jeg kun kan anbefale, hvis man har eller kender børn, der gerne vil have en spændende og fantasifuld serie.
Jeg glæder mig i hvert fald selv til at læse videre i næste bøger, som jeg håber, er lige så spændende og velfortalte som de tidligere.


3,5-4/5 stjerner

Titel: Mylingen / Originaltitel: Mylingen
Forfatter: Åsa Larsson & Ingela Korsell / Illustrationer: Henrik Jonsson
Serie: Pax #3
Originalsprog: svensk / læst på dansk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2016/ oprindelig udgivet 1. januar 2015
ISBN: 9788771058420
Sideantal: 160

Ingen kommentarer:

Send en kommentar