Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 29. januar 2018

Nye bøger #31 - Årets første bookhaul


Siden sidst har jeg fået samlet nogle flere bøger sammen. (Surprise!) De er en blanding af anmeldereksemplarer og egne køb. Jeg starter med anmeldereksemplarerne. Tak til forfatterne og forlagene som har sendt bøgerne min vej.


Jeg modtog disse to bøger sidste år, men jeg glemte at få dem med i et bookhaul på grund af min flytning. Så derfor kommer de med her i stedet for.

Forbandelsen Over Laitana - Den Magiske Sten af Sissel Moody modtog jeg fra forfatteren, og den er første del i en ny fantasiserie.

Elaras trøst (De tre tyste #2) af Synne Kristine Eriksen modtog jeg også fra forfatteren, og det er anden del i en spændende fantasyserie. Jeg har læst den første bog og arbejder i skrivende stund på anmeldelsen, som gerne skulle udgives i februar, så jeg endelig kan få læst Elaras trøst.


Fra Dreamlitt har jeg modtaget Hugh Howeys Blår, som jeg pt. er i gang med at læse. Det er første bind i en dystopisk/postapokalyptisk serie, og den er meget interessant indtil videre. Så jeg er virkelig spændt på hvad der kommer til at ske.

Fra Politikens Forlag har jeg modtaget Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan. Jeg har længe gerne ville læse noget af Flanagan, og jeg tror, jeg starter med denne her. Og så har den jo et meget vinteragtigt cover.


Jeg har altid holdt af Ray Bradburys noveller, så jeg tænkte at det var på tide at prøve en af hans romaner. Valget faldt på Something Wicked This Way Comes og jeg er ret spændt på den.

En bog jeg har fået anbefalet en del gange efterhånden, sidst på et kursus jeg var på i december, er The Road af Cormac McCarthy. Nu har jeg så endelig taget mig sammen til at anskaffe den, så nu må vi se om jeg bliver lige så begejstret for den som dem, der har anbefalet den til mig.


De sidste bøger jeg vil vise frem her, er en serie, hvor jeg for nogle år siden læste bog 1 på dansk, men hvor jeg aldrig kom videre, og det er jeg ret træt af for den virker lovende. Derfor har jeg købt dem på engelsk (da de var billigst). Bøgerne handler om havfrue og jeg glæder mig til at dykke ned under havets overflade igen. De er skrevet af Jennifer Donnelly og har titlerne Deep Blue, Rogue Wave, Dark Tide og Sea Spell.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar