[Anmeldereksemplar fra Tellerup]
Izola er en ung kvinde, der lige har misset sin mor. Hun har aldrig rigtig haft kontakt til morens familie, og hun ved ikke hvem hendes far er. Igennem hele Izolas barndom har moren fortalt et ganske særligt eventyr, som Izola kort efter morens død meget pludselig befinder sig. Hun bliver nemlig på magisk vis transporteret til landet Falkien, som bestemt ikke er et eventyrland, men derimod et meget barsk sted, hvor kvinder nærmest er blevet reduceret til rene avlsdyr. Men Falkien er også stedet, hvor Izola finder ud af hvem hun virkelig er.
Jeg elsker kort i bøger, især fantasybøger, og hvor var jeg glad, da jeg fandt ud af at Rejsen til Falkien også indeholdte et kort, og endda et meget smukt et af slagsen. Jeg synes Falkien lyder som et meget interessant sted (så længe du ikke lige er kvinde), men jeg kunne rigtig godt lide natur- og jagtbeskrivelserne. Jeg kunne nærmest føle kulden og sneen på min egen hud, mens ulvenes sang lød i baggrunden og blodet løb hurtigere.
Det var også interessant at følge Izola, mens hun følger ud af hvem og hvad hun egentlig er, og hvad hendes mor har gjort. Izola minder hele tiden sig selv om, at hun ikke skal stole på nogen, og det er jo rigtig godt, når man er et fremmed sted og ikke alle vil en det bedste. Men jeg ville godt have set hende endnu mere mistroisk end hun var til tider, da det var med til at opretholde spændingen, fordi man ikke helt vidste, hvem man kunne stole på.
Jeg synes at Izola var en meget interessant karakter og hun var dejlig kick-ass til tider. Jeg glæder mig til at se hvordan hun udvikler sig i de næste bøger, og ikke mindst hvilken betydning hun får for Falkien og dens indbygger. Og jeg krydser fingre for at den bliver stor og gennemgribende.
Jeg synes dog, at kærlighedshistorien gik en smule for hurtigt efter min smag. Jeg kan godt lide en lidt mere langsom opbygning, hvor man lærer karakterne rimelig godt at kende og hvor man virkelig kommer ind under huden på deres følelser og får en bedre forståelse af dem. Heldigvis har kærlighedshistorien tid til at udvikle sig endnu mere i de to næste bøger.
Nu har jeg læst et par stykker af Christina Bondes bøger, foruden Rejsen til Falkien, og jeg kan virkelig godt lide hendes skrivestil. Man flyver igennem hendes bøger, fordi de har et virkelig godt flow, som man bliver fanget af, og man har derfor svært ved at slippe bogen igen. Jeg havde læst over hundrede sider af Rejsen til Falkien før jeg havde set mig om. Så det er en bog, der holder ens opmærksomhed fanget.
Rejsen til Falkien er starten på en velskrevet trilogi, der blander paranormal, fantasy og kærlighed sammen til en meget interessant fortælling. Jeg er virkelig spændt på, hvad der kommer til at ske i de næste par bind.
4/5 stjerner
Titel: Rejsen til Falkien
Forfatter: Christina Bonde
Serie: Izola #1
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 22. juni 2018
ISBN: 9788758830711
Sideantal: 377
Ingen kommentarer:
Send en kommentar